FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Alt det du ikke vidste om Fidel Castro

Et tilbageblik på manden, der overlevede hundredevis af attentatforsøg, ruinerede sit land og elskede Manic Street Preachers.
30.11.16

Fidel Castro i 2001 (Foto: Paul Faith/ PA Wire)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Fidel Castro døde i fredags i en alder af 90 år. Han blev formentlig placeret i "er-han-ikke-allerede-død?"-kategorien hos de fleste allerede for ti år siden, da han trak sig fra rampelyset efter et slagtilfælde og overrakte Cuba til sin bror.

Men som altid fik han det sidste ord. Castro overlevede seks amerikanske præsidenter. Han levede i 50 år efter mordet på JFK. Der var efter sigende 638 attentatforsøg på ham. Det lyder af mange, men henover 50 år er det faktisk kun et om måneden. Den eksploderende cigar – det blev forsøgt i virkeligheden. Planen om at lade hans skæg falde af og ydmyge ham – det samme.

Annoncering

Men de, der var vidne til hans livs efterår, malede et idyllisk billede af Castro. Han boede i et beskedent to-etagers hus på en tidligere golfbane. Han så TV, var sammen med sine børnebørn og skrev indimellem artikler for en kommunistisk avis. Han motionerede to timer om dagen og fik sit personale til at oversætte bøger, der ikke var tilgængelige på spansk.

En journalist kunne på et tidspunkt fortælle, at han læste Obamas Dreams From My Father. Det følgende er ikke tænkt som en fyldestgørende eller færdig fortolkning af ham – først og fremmest fordi den dårligt nok berører hans stærkt beklagelige tilbøjelighed til at se stort på menneskerettighederne. I stedet er det en samling af iøjefaldende facetter og menneskeliggørende træk, der nuancerer manden, som oftest kun har tittet frem fra gamle nyhedsindslag.

HAN VAR BASEBALLSPILLER

De otte timer lange taler kom først senere, men Castro gjorde sig allerede bemærket i 1940'erne. Han var en exceptionelt talentfuld baseballspiller, som spillede for de store cubanske hold. I 1944 vandt han en pris som "Cubas bedste all-round skoleatlet."

HAN VAR ET IRRITERENDE gammelklogt BARN

Rødderne til hans storhedsvanvid blev ikke slået der – faktisk synes de at gå helt tilbage til hans fødsel. I en alder af 14 – og ikke 12, som han selv hævdede – skrev Fidel et bred til FDR, og lykønskede ham med at blive genvalgt og underskrev brevet med "Din ven". I sit eget hoved var Castro allerede på lige fod med konger og præsidenter. Det er sådan nogen biografiforfattere elsker.

HAN VAR ADVOKAT

Det var hans job. Han trådte ind i politik som kandidat til kongressen for Det Ortodokse Parti. Det var der, han fandt ud af, han havde talent for at tale, så han steg hurtigt i graderne. Men så ramte han glasloftet: Fulgencio Batista annulerede det valg, som det ortodokse parti var favoritter til at vinde, og Fidel indså, at han ikke ville komme nogle vegne i politik uden at smide nogle granater.

ALLE REVOLUTIONER INDEHOLDER ELEMENTER AF FARCE

Castros havde nok bare mere end de fleste. Først var der den katastrofale første skudsalve i, hvad der skulle blive til den cubanske revolution. I 1953 forsøgte han sammen med 100 revolutionære at storme Moncada-militærbarakkerne. De håbede, det ville blive startskuddet til et storladent Cubansk oprør. I stedet led de et knusende nederlag. Otte mennesker omkom i kampen, og yderligere 80 blev efterfølgende myrdet af hæren.

Castro blev kun skånet, fordi den ansvarlige vagt ignorerede sin ordre og sendte ham i civilt fængsel. Mens han sad inde, oplevede Castro en lang række mordforsøg, efterfulgt af enormt heldige tilfældigheder til hans fordel. En kaptajn i hæren blev beordret til at forgifte hans mad, men nægtede og fortalte i stedet offentligheden om planerne. Efterfølgende besluttede General Batista, at han ikke ville risikere at opildne til endnu et oprør. Han havde begået en kæmpe fejl. Castro søgte tilflugt i Mexico, blev forlovet og hævdede, at han engang svømmede tværs over Rio Grande for at møde den eksilerede cubanske præsident på et amerikansk motelværelse, og kom så tilbage og væltede Batista, da han var 32.

Annoncering

MEN ALLE DE STORE NEDERLAG KAN LET OMSKRIVES TIL FORBLØFFENDE SEJRE

Den cubanske regerings talerør er en avis, der hedder Granma. Den er opkaldt efter den yacht, Fidel forsøgte at vende tilbage fra sit eksil på – sammen med en lille invasionstyrke. Oprørerne ombord blev blæst ud af kurs, løb tør for proviant og forliste milevidt fra kysten. Så blev de spottet af det cubanske luftvåben, hævdede Castro, og skudt ned i et bagholdsangreb, indtil hele styrken bestod af sølle syv bevæbnede mænd.

HAN VAR BEDSTE VENNER MED ET T-SHIRT IKON

Den argentinske poster boy Che Guevara slog sit navn fast i Cuba, hvor han kæmpede side om side med Castro. Han var også præsident for nationalbanken og landets industriminister, som var nøglepersonen i bestræbelserne på at hooke Cuba op med Sovjetunionen. Han gjorde sig dog i stigende grad uvenner med de andre cubanske ledere, indtil det i 1965 pludselig blev offentliggjort, at han havde forladt landet. To år senere døde han i Bolivia.

HAN VAR IKKE SÆRLIG KOMMUNISTISK TIL AT BEGYNDE MED

Castro blev hurtigt vurderet til at være den ultimative kommunist, kun overgået af Kim Il Sungs glødende ideologi. Det var en belejlig teori, men den var ikke sand. Han var ikke en særlig dygtig marxistisk teoretiker. Faktisk slet ikke en dygtig teoretiker. Alt det overlod han til Che og sin bror. Han brugte meget krudt på at undgå at blive skildret alt for grovkornet som kommunist, og udtalte til pressen, at han ville gøre "hvad end der virker," og senere i 1959: "Jeg har sagt klart og definitivt, at vi ikke er kommunister." Hans første regering var pragmatisk: de nationaliserede, forsøgte at erstatte udenlandsk import med lokal produktion, konfiskerede amerikansk ejendom og udrullede en sundhedsreform, men projektet var lige så nationalistisk, som det var kommunistisk. Det var først, da de var på røven, at de var nødt til at være mere opmærksomme på ideologi. En voksende økonomisk krise tvang regeringen til at søge støtte, som straks kom fra USSR. Russerne købte nationens sukker og sendte til gengæld færdige produkter, værdifuld udenlandsk valuta og en masse specialrådgivere tilbage. Til gengæld var Castro nødsaget til at følge doktrinen fra Moskva.

MEN HAN FIK LIDT ACTION I DEN KOLDE KRIG

I 1970'erne og 1980'erne sendte Castro tropper til kampe i Angola og Mozambique, hvor der var udbrudt borgerkrig, efter den portugisiske kolonimagt havde trukket sig ud af landene. I begge tilfælde kæmpede de i et blodigt og utilfredsstillende dødvande mod antikommunistiske guerillastyrker, der var bevæbnet og støttet af Sydafrika.

HAN FORSTOD AT TAGE CHANCER

I 1980 åbnede Castro i en kort periode havnen i Mariel og tillod cubanske eksilflygtninge bosat i USA at "gøre krav på deres familiemedlemmer." I alt blev mere end 120.000 mennesker skibet væk fra øen over en periode på få måneder. Hvad de fleste ikke vidste dengang var, at Castro også havde sørget for at fylde bådene med fængselsindsatte, psykiatripatienter og andre "uønskede".

HAN SVÆKKEDE ET AF LANDETS PRIMÆRE EKSPORTMARKEDER

Fidel opgav cerutterne i 1985. "Det bedste du kan gøre med en æske cigarer er at give dem til din fjende," sagde han dengang. Hundredevis af ældre kvinder, der arbejdede med at håndrulle Havanaer, blev sparet væk.

HAN LAGDE ALLE SINE ÆG I ÉN RÅDDEN KURV

USSR reddede Castro fra økonomisk katastrofe år efter år. Da Sovjetunionen kollapsede i 1990, styrtdykkede Cuba sammen med dem. Cubas BNP faldt med 33 procent mellem 1990 og 1993, og sådan fortsatte det. Resultatet var katastrofalt. En kæmpemæssig mangel på brændstof bragte økonomien fuldstændig i knæ. Efter 30 år med god høst blev selv mad en mangelvare, og underernæring blev igen et problem på øen. Perioden blev refereret til som "den specielle periode." For lægerne, der ville studere effekten af en befolknings hurtige vægttab i forhold til livsstilsygdomme som diabetes, var det et af historiens gyldne øjeblikke. For alle andre var det en dyster periode uden håb i sigte.

HAN LYTTEDE TIL MANIC STREET PREACHERS

Til deres koncert i Karl Marx Theatre i Havana i 2001 stod han og klappede til deres sang om Elian Gonzalez.

2'EREN TIL REVOLUTIONEN FÅR PREMIERE I 2017

Oldingevældet får en ende. Raul Castro må gå, og hvis alt går efter planen, træder Miguel Diaz-Canel Bermúdez op på scenen (og forkorter forhåbentlig sit navn). Diaz-Canel Bermúdez er den udpegede arvtager efter Castro og virker rimelig likeable. Han er cyklist for eksempel. Han var været universitetsprofessor, og de plejer jo at være besindige mennesker, som ikke tyranniserer for mange systemkritikere. Han var også det yngste medlem nogensinde af Politburo, og det vidner da om en karismatisk og målrettet type.

Og så er han, i Cubanske termer, liberalist: han vil have den private ejendomsret tilbage i fokus, og støtter en række markedsreformer. Det her vil være første gang, at der kan ske opblødning mellem USA og det aldrende regime.

Annoncering

IFØLGE CELEBRITYNETWORTH.COM ER FIDEL CASTRO EN "CUBANSKFØDT POLITISK LEDER OG SOCIALISTISK REVOLUTIONÆR MED EN ESTIMERET FORMUE PÅ 900 MIO. DOLLARS."

Og det bør i sandhed være det sidste ord, der siges om Fidel Castro.

Mere fra VICE:

Hvorfor har cubanske mænd perler i dilleren?

Billeder af cubanere der bruger landets første Wi-Fi-hotspots

Kinas sidste kommunistiske landsby