Broadly

Hvad mænd bør vide om menstruation

Drenge, her er svarene på jeres spørgsmål om det der med at bløde en gang om måneden.

af Hannah Ewens
18 oktober 2017, 8:10am

Denne artikel er oprindeligt udgivet VICE UK

Da vi lærte om menstruation på min skole, skete det ved, at drengene blev sendt ind i et andet klasselokale, hvorefter pigerne fik fremvist et gigantisk maxi-bind. Det var helt seriøst på størrelse med et surfbræt. Mig og min bedste ven så på hinanden med gru i øjnene, mens bindet gik på rundgang i klassen. Bagefter hældte vores lærer rød maling i et æggebæger og så ud over surfbrættet. Sikke en åbenbaring.

Eftersom det kun var pigerne, der var heldige nok til at blive udsat for "undervisningen," kan jeg kun gisne om, hvad drengene lærte om menstruationens fagre verden. Det faktum, at mange voksne stadig har enorm berøringsangst over emnet, peger på, at de sikkert ikke lærte så pokkers meget. For flere har det udviklet sig til en livsvarig følelse af skam. I den her uge har den britiske velgørenhedsorganisation Plan International offentliggjort resultaterne af en undersøgelse foretaget blandt 1000 unge kvinder i alderen 14 til 21 og fundet ud af, at halvdelen af de adspurgte følte sig pinligt berørte over deres menstruation. Organisationen anbefaler, at skoleundervisning på området skal målrettes begge køn.

Den manglende forståelse for og viden om menstruation er helt afgjort skyld i, at der er så meget forvirring og internaliseret misogyni i verden, så for at komme den til livs, præsenterer vi – til ære for jer drenge – en guide til menstruation baseret på spørgsmål, jeg har indsamlet blandt fyre i alderen 18 til 40.

"Hvad er forskellen på bind og tamponer, og hvorfor vælger man at bruge et bind?"

Bindet er det absorberende surfbræt, man stikker ned i trussen. Tamponer er små, læbepomade-lignende anordninger, der også absorberer blod, men til forskel fra bindet, stikker man tamponen op i skeden ved hjælp af et indføringshylster eller en finger. Man opnår samme resultat med begge, men folk foretrækker forskellige ting.

Bind er gode, hvis man er så uheldig, at man oplever kraftig blødning under sin menstruation eller til at have i trussen om natten. Hvis du sover otte timer, som man jo skal, er det ikke en god ide at lade en tampon sidde i. Så risikerer man nemlig toksisk shock syndrom (TSS). Nogle kvinder foretrækker bind, fordi de ikke bryder sig om penetrationsakten, der unægtelig er en del af det at bruge tampon. Men på den anden side er der mange kvinder, der synes bind er utroligt ubehagelige at gå rundt med. Lidt som at have en voksenble på. Det gode ved en tampon er, at man ikke rigtigt lægger mærke til, at den er der. Man glemmer det faktisk helt. Der er mange, der bruger begge dele, og nu er det også blevet populært med en menstruationskop – en lille, koplignende anordning, som man vasker efter brug.

"Er det dejligt, når man stopper tamponen op?"

Det er en populær ide blandt heteroseksuelle fyre, der er opdraget til at se pikken som en tryllestav og bliver oprigtigt overraskede, når de erfarer, at penetration alene ikke er nok til at producere en orgasme. Stik din tommelfinger ind i øret. Så langt ind som muligt. Lidt længere. Sådan. Nej, det er ikke sexet at stikke en tør tampon op i skeden.

"Knalder I, når I har menstruation?"

Det kan du fandeme tro. Eller muligheden foreligger i hvert fald. Der er selvfølgelig lidt blod involveret. Hvis vi bløder kraftigt, kan det godt være for meget med oprydningsarbejdet. Men der er intet underligt eller forkert ved at have sex, når man har sin menstruation.

"Er I topliderlige, når I har menstruation?"

Ikke alle, men nogle er helt afgjort. Al forskning peger på, at vi er mere tilbøjelige til at være liderlige omkring dag 14, når vi har ægløsning. Det er naturens måde at opmuntre os til at reproducere os, når vi er allermest frugtbare. Niveauet af hormonet progesteron – der lægger en dæmper på libidoen – er på sit laveste under menstruationen, så det kan forklare en del. Andre kilder foreslår, at man er mere liderlig, fordi kroppen frigiver mere sekret, eller fordi presset øges mod nervespidserne i bækkeskålen.

"Er blodet lysere om sommeren – rose – og mørkere – merlot – om vinteren?

Menstruationsblod kommer i alle nuancer, fra sortbrun til lyserød, hele året rundt. Vores blod er af evigheden. Det er jordens rige nektar, og farven er ikke dikteret af vejret.

"Bliver kvinder sure, når de har menstruation?"

NEJ. Hvis du skal komme med sexistiske kommentarer om, at kvinders følelser er direkte forbundet med deres kønsorganer, så kan du i det mindste henvise til den rigtige fase af cyklussen.

Her er en lille indføring i PMS. Ikke alle kvinder oplever PMS – fysiske såvel som humørbaserede symptomer på menstruationen – og alle kvinder reagerer forskelligt på deres hormoner (hvis de overhovedet har en reaktion.) Hvis man oplever PMS, så sker det gerne mellem ægløsningen (altså den 14. dag i cyklussen) og tidspunktet, hvor menstruationen begynder. Det kan vare imellem et par timer og to uger. PMS påvirker op mod 75 procent af kvinder på et tidspunkt i livet. En sjælden og langt kraftigere variant af PMS kaldes PMDD. Den rammer mellem to og otte procent af kvinder.

Ideen om, at kvinder PMS'er under deres menstruation er helt forkert.

"Er det rigtigt, at man ikke kan blive gravid, når man har sin menstruation?"

Der er helt afgjort muligt at blive gravid, når man har sin menstruation – så husk at bruge beskyttelse, altid, medmindre du gerne vil have et barn – selvom risikoen er minimal. Fertilitetsvinduet ligger mellem dag 11 og 21, og det er ikke under menstruationen.

Foto: Flickr-brugeren gaelx

"Er synkronmenstruation en myte?"

Jeg mener, det passer. Det er sket to gange i mit liv, hvor jeg har boet sammen med andre kvinder. Men forskningen på området er tvetydig. Der er undersøgelser, som peger på både ja og nej, selvom den seneste forskning erklærer det en myte. Uanset hvad, så kan jeg godt lide at tænke på livmoderen som et organ fuld af mystisk urkraft. I 1999 var der en undersøgelse, der sagde, at 80 procent af kvinder tror på, at menstruation kan synkroniseres, og 70 procent var vilde med det.

"Er man nogensinde fristet til at smage på sit eget blod?"

Er du nogensinde fristet til at slikke blodet af fingeren, hvis du har skåret dig? Ja? Hvis du har menstruation, så er det sikkert også noget, du har haft lyst til at prøve, ikke? Hvorfor ikke smage på sine egne kropsvæsker? Bare smag løs. Jeg tror faktisk, der er mange tredjebølge feminister, som har læst Greer på uni og fundet deres frigørelse den vej.

"Lugter det?"

Alt lugter. Menstruationsblod lugter ligesom alt andet blod. Gammelt menstruationsblod lugter ligesom indtørret blod.

"Varer det altid en uge? Kommer det hver måned?"

Ideen om at det varer en uge og sker en gang om måneden er en generel opfattelse, der ofte passer meget godt. Nogle kvinder er heldige og har en kort menstruation, måske en dag eller to. For andre tager det en hel uge. Det sker så indenfor en cyklus på 28 dage. Igen, det varierer lidt fra kvinde til kvinde.

Foto: Wiki

"Kan man stoppe sin menstruation permanent og i så fald, hvorfor gør man så ikke det?"

Man kan tage aktive p-piller hele måneden ud og derved standse menstruationen. Det er normalt, noget, man gør, hvis man ikke har tid til at have sin menstruation, eller hvis lægen ordinerer det i forbindelse med eksempelvis slem PMS. Jeg bliver behandlet med hormoner for at undertrykke hele min cyklus, også menstruationen, fordi jeg lider af PMDD. Man kan også tage noget, der hedder norethisteron, der midlertidigt stopper menstruationen, hvis man for eksempel skal på ferie eller, hvis man har fundet ud af, at Ryan Gosling er i byen. Men medmindre din menstruation ophører på grund af stress, spiseforstyrrelse, vægttab eller andre sygdomme, så hænger du på den, indtil den forsvinder af sig selv. Det er det, vi kalder overgangsalderen – og det må du spørge din mor om.

"Ved man det, inden den kommer? Får man et varsel?"

Hvis alle kvinder havde et internt alarmsystem, der annoncerede menstruationen, så havde du aldrig set en pinligt berørt pige rejse sig i klassen med en stor rød plamage på nederdelen. Nogle kvinders menstruation er ret forudsigelig – den kommer den samme dag hver måned – så de har mulighed for at planlægge efter det. Jeg plejede at fornemme min livmoder geare op til det, blodet begyndte at pumpe, hvilket både var mærkeligt, men også ret belejligt, fordi jeg så havde en times tid til at forberede mig på det. Nogle gange finder man ud af, den er på vej, fordi kramperne sparker i. Nogle gange er det ren intuition. Andre gange ender man med at stå og stoppe toiletpapir ned i trusserne på badeværelset på en tankstation, fordi man blev taget på sengen.

"Hvad betyder 'til tiden'?"

Det henviser til, hvor du er i din cyklus, og hvornår du forventer din menstruation. Det burde være i dag eller snart, og du venter bare på, at det sker. Når man er teenager kommer den typisk to timer efter, du har besluttet dig for, at du er gravid med tvillinger.

"Stopper den pludseligt?"

Det varierer fra kvinde til kvinde. For nogle kvinder stopper blødningen gradvist, for andre er det meget abrupt. Det er ikke ligesom en hane, kroppen bare lukker for.

"Er der konkurrence blandt piger om, hvem der først får sin menstruation? Er man lam, hvis man er sidst?"

Da jeg var yngre, var der en uskreven regel på skolen om, at den første pige, der fik sin menstruation, var en Bad Girl. Dem, der kom lige efter, var lidt sejere. Det viste, at man var moden og derfor tættere på at have sex, tror jeg. Kvinder får deres menstruation på forskellige tidspunkter. Det handler meget om gener (hvornår ens mor og bedstemor fik den) og ens omstændigheder i livet (er man overvægtig, spiser en hormonrig kost, bare for at nævne et par faktorer). Desværre hænger psykisk sygdom senere i livet ofte sammen med, hvornår man først fik sin menstruation.

Men jeg er selvfølgelig ikke en 13-årig pige længere – gudskelov – så jeg ved ikke, om der stadig findes et socialt hierarki, når det kommer til menstruation.

"Taler vi kun om en teskefuld blod i virkeligheden?"

Mit ganske uvidenskabelig svar på det spørgsmål er: Vrøvl. Jo, forskning peger på, at man i gennemsnit bløder det, der svarer til en teskefuld blod. Men nogle kvinder bløder næsten ikke – efter en hel uge oplever mange kun en lille plet på bindet. Andre kvinder bløder kraftigt og oplever en mild form for anæmi, der gør, at de bliver nødt til at spise kosttilskud.

Det var det. Tillykke, mandlige læser. Nu ved du mere om menstruation, end min lærer med den røde maling vidste for 12 år siden.

Tagged:
PMS
Menstruation
tamponer
gravid
bind