FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

En ny hjemmeside registrerer overgrebsanklager i filmindustrien

Filmindustrien er fuld af historier om overgreb og sexchikane, og det kan være svært at få et overblik over sagerne. Det har Rotten Apples gjort noget ved.
Screenshot fra Rotten Apples

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Den seneste tids mange afsløringer og anklager om sexchikane og overgreb har tvunget forbrugere af underholdnings- og medieprodukter – det vil sige alle – til at overveje, om man virkelig kan adskille kunstneren fra dennes arbejde. Nu har en helt ny onlinetjeneste gjort det lettere for folk, der ikke kan forlige de to, (og folk, som bare er nysgerrige), at holde styr på overgrebsanklager i filmindustrien. Rotten Apples er en ny database, hvor man kan slå film op og få oplysninger om, hvorvidt en kendt overgrebsmand er tilknyttet produktionen.

Annoncering

Ideen til hjemmesiden opstod, da fire kolleger på et reklamebureau i Los Angeles diskuterede Harvey Weinstein-sagen. ”Vi så, at en bevægelse var under opsejling, men samtidigt var det svært at holde styr på alle navnene, der var tilknyttet de forskellige anklager om overgreb og chikane,” siger Tal Wagman, en af Rotten Apples’ grundlæggere, til Broadly. ”Vi synes, det er en god ide med et redskab, der kan hjælpe folk med at finde de oplysninger.”

Databasen fungerer som en almindelig søgemaskine. Brugere indtaster titlen på en film, trykker enter og får så at vide, om der er nogen ”rotten apples” (”brodne kar” på dansk) forbundet med filmens tilblivelse. Databasen dækker samtlige skuespillere, manuskriptforfattere, producerer og instruktører, der er anklaget for overgreb eller sexchikane, men kun hvis anklagerne er ”bekræftet af en uvildig tredjepart”. Hvis en film anføres med ”rotten apples”, viser hjemmesiden alle de anklagede, som er tilknyttet projektet. Brugerne har også mulighed for selv at anmelde overgrebsmænd, som ikke findes i databasen på nuværende tidspunkt.

Efter Rotten Apples gik i luften har reaktionerne været ”overvældende” både i forhold til, hvordan folk reagerer, men også i mængden af data, fortæller Justice Erolin, som har kodet hjemmesiden. Efter blot en uge var søgemaskinen allerede blevet brugt tre millioner gange.

Der har været mange positive kommentarer på Facebook og i pressen, men det mest fascinerende aspekt har været den debat, hjemmesiden har affødt om, hvad man stiller op med oplysningerne, når de samles på den måde, siger Bekah Nutt, som har arbejdet med brugerfladen på Rotten Apples. Folkene bag tjenesten siger selv, at det ikke er intentionen at fortælle brugere, hvad de skal gøre med oplysningerne eller opmuntre til boykot af film. ”Vores mål er at skabe mere opmærksomhed omkring det faktum, at seksuelle overgreb er et kæmpestort problem i film- og tv-industrien. Vi vil gøre etisk medieforbrug lettere,” står der på hjemmesiden. ”Denne tjeneste er ikke til for at fordømme specifikke film i deres helhed.”

Annoncering

”Folk vil ikke have, at det bare bliver et normalt fænomen. Det skal ikke bare være en anonym del af nyhedsstrømmen.”

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at selv om der står mange forbrydere bag flere af Hollywoods mest højtelskede film, så er der også masser af uskyldige kunstnere involverede – flere af dem, som selv har været ofre for overgreb – der har lagt hjerte og sjæl i deres arbejde. Det er noget, man får en fornemmelse af i Selma Hayeks artikel i New York Times, hvor hun fortæller om, hvordan Harvey Weinstein begik overgreb mod hende, mens hun arbejdede på filmen Frida – en film hun samtidigt kalder sin ”mest ambitiøse”.

”Der findes tonsvis af mennesker, som laver rigtig gode film, og den her bevægelse skal ikke ramme dem, som ikke har gjort noget galt,” siger Wagman.

Da jeg selv forsøgte at bruge hjemmesiden, var den første film, jeg søgte på Fantastic Beasts and Where to Find Them på grund JK Rowlings kontroversielle beslutning om at bruge Johnny Depp i den anden film. Til min store overraskelse var der ingen ”rotten apples” registreret. Da jeg spurgte hjemmesidens grundlæggere om det, erfarede jeg, at Rotten Apples udelukkende fokuserer på overgreb og sexchikane og altså ikke partnervold som i Depps tilfælde. ”Jeg mener ikke, vi ignorerer det,” siger Justice Erolin. ”Vi synes selvfølgelig, det er helt uacceptabelt, men det er ikke målet for vores tjeneste.”

Ifølge Wagman er målet derimod – udover at vise, hvor udbredt problemet er – at ride med på den bølge, der ruller med afsløringer af overgreb, der dog stadig ikke omfatter partnervold og vold i hjemmet. ”Vi prøver at give folk mulighed for at reflektere over, hvad der foregår i samfundet omkring dem,” siger han. ”Jeg ved ikke hvorfor, men vold i hjemmet – som i sandhed er en forfærdelig virkelighed – påvirker ikke de skyldige, når de skal finde arbejde.”

Den sidste pointe er for mig et fremragende argument for at inkludere partnervoldsanklager på sitet, og derfor spørger jeg, om det måske er på tapetet i fremtiden. ”Det er helt sikkert noget, der er åbent for diskussion, ligesom mange andre emner er det,” siger Nutt. ”Vi er altid interesserede i at høre, hvad folk mener. Hjemmesiden udvikler sig hele tiden.”

Lige nu er folkene bag Rotten Apples fokuserede på at vedligeholde hjemmesiden og forbedre brugeroplevelsen. ”Jeg er overrasket over, hvor mange folk der har vist interesse i projektet,” siger Nutt. ”Folk vil ikke have, at det bare bliver et normalt fænomen. Det skal ikke bare være en anonym del af nyhedsstrømmen.”