danmark

Aksel og Conrad er det danske tv-køkkens gudfædre

En hyldest til mad-tv med svensk jazz, en underdanig kok i høj hat og klassiske retter, der aldrig blev til "pyntet mad".

af Lars Hinnerskov Eriksen og Simon Espholm
22 januar 2018, 10:00am

Aksel Larsen og Conrad Bjerre-Christensen. Billede af Birthe Melchiors/Scanpix 

I artikelserien 'Munchies guide til Danmarkshistorien' kigger vi tilbage på skelsættende øjeblikke i vores kulinariske dannelse. Her mindes vi makkerparret, der stod bag det første danske tv-køkken.

Der var en verden før Bagedysten og Masterchef. Der var en verden før Jamie Oliver og bish-bash-bosh og livsstilslir med kagetårne og storytelling fra udkantsdanmark. Der var engang et tv-køkken, hvor stjernerne hed Conrad og Aksel.

Det hele startede tilbage i 1966, dengang madlavning var forbeholdt den hjemmegående del af befolkningen. Alligevel var det to mænd, der tonede frem på skærmen som værter i landets første tv-køkken på Danmarks Radio. Det var madskribenten Conrad Bjerre-Christensen og kokken Aksel Larsen, der gennem et årti lærte danskerne at sige “hors d’oeuvres”, og lave “sauce” i stedet for sovs.

Aksel Larsen var udlært kok og havde en karriere, der strakte sig fra Hotel Marienlyst i Helsingør til Amalienborg og Kongeskibet. Ifølge websitet Danske Film var Conrad Bjerre-Christensen kantinebestyrer i Politikens Hus i årene op til 2. verdenskrig, men han skiftede til den anden side af frokostbordet efter krigen, hvor han skrev om mad for Berlingske Tidende og diverse ugeblade.

Deres tv-køkken var blottet for show, pomp og pragt. Der blev ikke kørt på scooter eller spist chili for sjov. Det var stringent og detaljeret, uden af være elitært (“vinaigrette,” forklarer Conrad, “det lyder dyrt, men det er det ikke”). Det var oplysende og nådesløst (“det er jo sørgeligt,” begræder Conrad, “at vi ikke herhjemme hos enhver bager kan gå ind og købe en flûte, der er en flûte, og ikke et stykke vådt wienerbrød”).

Det er befriende at se programmerne i dag. Det larmede ikke. Kendingsmelodien var et skønt bossanova-inspireret klavertema fra den svenske jazzkomponist Bengt Hallberg. ‘Truddelutt’ hed nummeret. Og sådan lød det også. Der var ingen her, der skulle stirre ud i horisonten eller græde til tonerne af Coldplay.

Hvis der var nogen, der måske have brug for at fælde en tåre i ren frustration, var det kokken Aksel. Ligesom alle andre makkerpar på skærmen, var Conrad og Aksels interaktion baseret på en velkoreograferet rollefordeling: Der var Conrad, den belærte livsnyder, som let og elegant guidede seerne gennem dagens menu og kastede om sig med svulstige franske gloser, og Aksel, den underdanige kok, der trofast fulgte hver en instruktion. Aksel, iført høj, hvid kokkehat, knoklede som en hest, mens Conrad bredte sig ud over køkkenbordet efter forgodtbefindende, tog sig af den mere elegante del af madlavningen, og uden at tøve viftede sin udlærte assistent bort med undersiden af hånden.

Det var Aksel, der møjsommeligt fileterede, mens Conrad dryssede salt og skummede “kogelage”. Aksel var som Kylling til Conrads Bamse; en Frank til hans Casper. Det var selviscenesat showmanship versus underspillet håndværk.

“Du har hugget min kniv, Aksel, det er sabotage,” jokede Conrad med alt for meget alvor i stemmen. Når Aksel en gang imellem fik lidt taletid, så han kunne forklare seerne de ting, der ikke lige havde været i kameraets fokus, gik der ikke mange sekunder, før Conrad igen gjorde seerne og Aksel opmærksomme på sin tilstedeværelse. Hvis Aksel lidt forsigtigt mindede Conrad om, at fonden skulle skummes, lige efter at Conrad havde annonceret, at det var tid til en pause, så opskrifterne kunne få plads på skærmen, blev Aksel affejet med et formanende “Ikke nu!” Pausen varede i øvrigt op til fem minutter, mens der blev spillet mere piano-jazz fra Bengt Hallberg, så der var god tid til at få skrevet aftenens retter ned.

I dag kender mange de to værter fra deres retrospektive gæsteoptrædener i Brdr. Prices madprogrammer. Aksel og Conrad var de originale smørhedonister, og deres soundbites om, at man skal bruge “rigeligt smør”, blev brugt i de tidlige Price-programmer som dub-sirener fra en reggae-dj, når en pointe skulle understreges. Men det var også smørret, som fældede Aksel og Conrad.

I et afsnit af TV-køkkenet fra den 5. april 1968 var der stenbider på menuen. Stenbider på tre forskellige måder: Hvidvinsdampet stenbider, stenbider i gele og stenbider smørstegt på panden. Programmet gik dog over i historien af andre grunde. Det blev kendt som programmet, hvor Conrad og Aksel “gled i smørret” og blev fældet for den ultimative dødssynd i statsradiofoni-regi: reklame.

De to levemænd var glade for smør. Lidt for glade. Og det endte eftersigende med, at de blev taget af æteren i en periode, fordi de reklamerede for Lurpak samtidig med, at de på skærmen var gavmilde med fedtstof. Et benspænd, der virker pedantisk i nutidens kommercielle lys, hvor Jamie Olivers fjæs pryder indpakningen til din sauterpande, og hvor enhver bagedystdommer med respekt for sig selv har en kollektion af frysetørret hindbær.

Conrad og Aksels ouevre er ikke kun monokrom nostalgi; de lavede banebrydende fjernsyn. En stor del af madlavningen blev skudt i fugleperspektiv, hvor kameraet filmede ned i gryden og zoomede ind på køkkenbordet og hakkebrættet, præcis som det er blevet kutyme i vor tids letfordøjelige to-minutters opskriftsvideoer.

Billeder fra Conrads Kogebog, udgivet i 1967 og illustreret af Vibeke Kyhl. Foto: Privateje
Billeder fra Conrads Kogebog, udgivet i 1967 og illustreret af Vibeke Kyhl. Foto: Privateje

Conrad excellerede også som kogebogsforfatter og skrev blandt andet bøgerne Mad for mænd, Conrads kogebog og Italiensk kogekunst. Især afsnittet om hors d’oeuvre og rejer i Conrads kogebog tangerer poesi. Det er småarrogant, dybt underholdende og forfriskende bramfrit.

Sådan skriver Conrad om tilbehøret til selvpiller-rejer: “Dertil spises friskbagt surbrød (Gud hjælpe vore bagere!) med tandsmør, smurt med venstre hånd og i rigt mål, bedst med bøttesmør. Jubilæumssnaps og øl med højt skum. Det var lige ved at smage af kolonihave! Men hvorfor ikke? God mad, rigtigt tilberedt, behøver ikke ledsages af hverken tretårnet sølv eller krystal.”

Nej, hvorfor ikke. Som madskribent på Billed Bladet, fik Aksel Larsen også mulighed for at vriste sig fri af Conrads skygge, og hans bidrag til kokkefaget blev honoreret af Gastronomisk Laug, der gjorde ham til æresmedlem. Aksel Larsen døde i 2000 i en alder af 95; Conrad Bjerre-Christensen døde i 1976. Fem år før havde han spillet madanmelderen Monsieur Bourgogne i et afsnit af serien Huset på Christianshavn.

I dag, mere end 50 år efter Conrad og Aksel først tonede frem på skærmen, skal de hyldes for at have skabt et tv-køkken, hvor man spiste fransk og fint, men ikke “pyntet mad”. Hvor man respekterede håndværket og årstider, før den slags blev livsstil.

Lad os give det sidste ord til Conrad og Aksel fra den famøse episode med stenbider og rigeligt smør.

Conrad skænker et stort glas hvidvin.

“Nu skal de ikke blive nervøs, for jeg har ikke tænkt mig at nyde nu,” siger han.

Aksel. “Nå.”

Conrad: “Jeg vil bare vise dem målet” ...

Aksel: “Så skal der sprut på.”

Conrad: “Så hælder vi et glas tør hvidvin over... Og skal vi have en enkelt klat smør oveni?”

Aksel: “Ja, så bliver den i hvert fald ikke tør.”

Amen. Tak for mad, Conrad og Aksel.