Hvad laver manden på parkbænken, når han ikke sidder dér?

En tilfældig dag møder Jon Dag Rasmussen Erik* på en bænk i København. De to sætter sig og sludrer, og mødet bliver til flere. Engang imellem henter Jon en øl til Erik på den anden side af vejen, fordi han er dårligt gående. Men en dag, da Jon kommer tilbage fra sommerferie, er Erik sporløst forsvundet. Hverken kioskejeren eller de andre på hjørnet ved, hvor han er blevet af – de ved bare, at han ikke sidder på bænken længere.

Vi passerer de ældre, enlige mænd hver dag, men det er sjældent, at vi sætter os på bænken og tager en sludder, og vi følger slet ikke med dem hjem – men det er lige netop, hvad Jon Dag Rasmussen har brugt de sidste fire år på. Han er antropolog og har lavet en ph.d.-afhandling med støtte fra fonden Ensomme Gamles Værn, hvor han har fulgt mere end 100 ældre mænds færden rundt i København. Nu bliver afhandlingen til en bog fuld af historier fra et miljø, som vi ellers aldrig får at se.

Mændene, der er fra 65 år og op, arbejder ikke og har ikke familie omkring sig, men de er ikke hjemløse. Fælles for dem alle er, at de har en bolig, men har meget svært ved at være i den. For dem er det ikke et hjem, men et sted, de sover, og så snart, de vågner, skal de ud af døren. De cirkulerer rundt mellem byens væresteder og møder folk, de kender på gadehjørner, værtshuse, i genbrugsbutikker og i parker. Om aftenen vender mændene tilbage til boligen for at sove, før rutinen gentager sig.

”Man kan sige, at de bor lige så meget i byen, som de bor derhjemme. Det er ikke, fordi boligen ikke er vigtig for dem, men de kan ikke være der så længe ad gangen,” siger Jon Dag Rasmussen, der har lavet det meste af sit feltarbejde i brokvartererne og Indre By. Alle mændene har forskellige historier, men der er alligevel en fortælling, der går igen:

”De fleste af dem, jeg har fulgt, er meget alene. Hos nogle er konen måske død, og så ved de ikke længere, hvad de skal stille op. Følelsen af hjemlighed forsvinder ud af lejligheden, og det bliver svært at være der. Når de træder på et gulvbræt, der knirker, så hører de konen eller de børn, som der ikke længere er kontakt til. Og alle boligens ting indeholder minder om bestemte situationer og levet liv. Derfor kan mændene ikke være der, men de kan heller ikke undvære boligen,” siger Jon.

I stedet søger mændene mod byens væresteder. Her får de en kop morgenkaffe, kigger ud af vinduet, læser dagens overskrifter og snakker lidt med de andre, der også hænger ud. Nogle trisser videre til et andet af byens væresteder, andre bliver hængende, indtil stederne lukker. Så kan de måske få lov at sidde i gården en time mere, inden porten bliver lukket. Hjemturen kan hurtigt trække ud, fordi mændene slår et smut forbi et bestemt gadehjørne eller sætter sig på en bænk i en park.

Værtshusene – de meget brune og tilrøgede af slagsen – er også populære. Nogen sidder der hele formiddagen og strækker en øl ud over et par timer, mens de læser avisen. Andre sidder der hele dagen. Der er også dem, som først kommer ud på aftenen, efter de har lukket på værestedet.

”Det er ikke folk med mange penge på lommen, men der er billige øl til en tier på værtshusene i brokvartererne, og så kan man sidde der i atmosfæren af andre mennesker,” siger Jon

En af de ‘informanter’, som Jon kalder mændene, han har talt med, kommer ofte i en kantine i Indre By, hvor han spiser sin medbragte frokost købt hos slagteren på torvet, mens han betragter personalet.

”Han er en helt anden type og fremmed for de mennesker som ellers har deres daglige gang der, men de kender til ham og er usikre på ham, og der udspiller sig små kampe mellem kantinepersonalet og ham. Personalet har forsøgt at smide ham ud, men fordi kantinen er del af en offentlig institution, argumenterer han for, at han skal have lov at sidde der,” siger Jon.

Efter han har spist, går han videre til en genbrugsbutik, et værested, eller møder de mennesker, han kender på en bestemt bænk i byen.

Mange spørger Jon, hvad der er sket i mændenes liv, siden de er endt med at bruge dagene på de samme bænke eller i parken, men det har han ikke svaret på.

”I stedet for at gå ind i deres fortid har jeg mødt dem, hvor de var i deres liv på netop det tidspunkt, men jeg har selvfølgelig fået en masse historier” siger Jon og fortæller om en mand, der siden han flyttede til København i 1960’erne har lavet optegnelser over alle de mennesker omkring ham, der er døde – og det er mange. Han har noteret, om det er venner, bekendte, fjender eller bedste venner, samt dødsårsag.

”OD, altså overdosis, står der rigtig mange steder. Druk. Ulykker. Knivdrab. Hans bedste ven blev dræbt med en sten,” siger Jon.

Listen er et fysisk bevis på, hvor meget død fylder i mændenes liv, og selvom Jon havde et professionelt forhold til de mænd, han fulgte, var der alligevel situationer, hvor både Jon og mændene glemte deres roller.

”Det er voldsomt, når man er så tæt på folk, der dør, og det var der flere af dem, der gjorde. En af mine meget tætte informanter fik kræft og begyndte derfor at fixe hårde stoffer, selvom han havde været clean i mange år. To gange tidligere var han var blevet fundet død på sit køkkengulv efter en overdosis, men den her gang var der ingen, der nåede at finde ham,” siger Jon.

Det lyder ikke som et lykkeligt liv, de her mænd har. Hvad synes de selv om det liv, de lever?

“Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Det er nogle komplekse historier, og som hos alle os andre er lykken et lunefuldt fænomen, og jeg kan på ingen måde bedømme, hvor meget lykke og ulykke mændene lever med,” siger Jon.

Hvad regnede du med at finde, da du gik i gang med projektet for fire år siden?

“Jeg håbede på at opstøve nogle fællesskaber blandt storby-ældre, der lever på anderledes måder. I et tidligere projekt havde jeg hørt fortællinger om hengemte steder og sammenhænge, hvor disse ældre mødtes. Men jeg havde ingen anelse om, hvad jeg konkret ville opdage, da arbejdet gik i gang. Med tiden fandt jeg et stort netværk på tværs af byen bestående af folk, der både elsker og hader hinanden, bedrager og hjælper hinanden og som bliver uvenner og gode venner igen,” siger Jon.

Tre måneder efter Erik forsvinder fra sin faste bænk, rumsterer han stadig i Jons tanker, indtil han tilfældigvis falder i snak med gæsterne på et værtshus, hvor Jon ikke har været så tit. Han var ellers holdt op med at spørge kioskejere og de andre på områdets hjørner, om de vidste, hvor han var, men alligevel ender han med at spørge de andre på værtshuset, om de tilfældigvis kender ham manden fra bænken, der er væk. Det viser sig, at de ved, hvem han er, og de ved, at han er død. Han er faldet ud af vinduet og har knust kraniet mod asfalten. De ved, at han er blevet begravet, men mere ved de heller ikke.

*Erik er et opdigtet navn.