Rap er forbudt i Iran, men undergrundsscenen blomstrer
Foto: Quentin Müller.
Scenetjek

Rap er forbudt i Iran, men undergrundsscenen blomstrer

"Der er så meget, der er forbudt i Iran, men det forhindrer os jo ikke i at gøre det. Hvis den forbudte rap kan fortælle gode historier, så forbyd den da! Et forbud skaber bare muligheder."
7.5.18

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Frankrig

Omid, der også er kendt som Safir, skubber døren op til en café i den iranske hovedstad, Teheran. I vinduet formaner et skilt os om at "være stille imellem tonerne". Stemningen er hyggelig og jungleagtig med langskæggede hipstere, der er draperet med grønne planter og store kors om halsen. Safir slipper ikke ubemærket ind. Folk hilser hjerteligt på ham. Selv om han kun er 25, er hans runde ansigt med det gammeldags overskæg kendt i hele landet. Teheran er badet i sollys i dag, men man har samtidig fornemmelsen af, at spøgelserne hjemsøger byen i skyggerne. Krigen mellem Iran og Irak, som krævede omkring to millioner ofre, er stadigvæk frisk i hukommelsen hos de fleste. Krigen fratog landet en hel generation af unge mænd, men den har også inspireret generationerne, der kom efter dem.

Annoncering

Safir kender til fred, men ikke den indre slags. Han er en stilfuld rapper – den type, man fristes til at kalde en digter. Han har skrevet en sang om de martyrer, hvis ansigter pryder husmure, springvand og mosaikker rundt omkring i byen. Hans track "Yeki Mesle Ma" ("En af vores" på dansk) handler om, at den iranske regering arbejder aktivt for at "opretholde en tilstand af permanent krig i landets kollektive bevidsthed," bemærker han indsigtsfuldt.

Safir er født i Mazandaran-provinsen langs det Kaspiske Havs sydkyst, men han er opvokset i Teheran. Faren, som var ingeniør, gav ham masser af plads både fysisk såvel som mentalt. Da Safir var otte, gav onklen, som ville sikre sig, at han lyttede til "god musik", ham en plade med Hichkas, iransk raps fader, som i dag lever i eksil i London. Måden, Unge Safir lyttede til musik på, var ændret for altid. Det var første gang, han blev introduceret til ord om "gadens liv" og "de sande problemer i samfundet".

Fra "profet" til "folkets stemme"

Det er sådan, Omid blev til Safir. Han blev inspireret til at skrive, og han lod sig også påvirke af den rige tradition for folkemusik i landet. Han lyttede til fransk musik – alt fra klassisk Jacques Brel og Barbara til nyere rappere som Keny Arkana, Booba, Saïan Supa og IAM. Han blev også besat af persisk poesi fra oldtiden. "For 700 år siden skrev de her digtere poesi, som alle kunne forstå, og den præsenterede tit en kritik af samfundet. Den tradition i digtekunsten har faktisk varet helt indtil for ti år siden," siger han. Men da Reza Baraheni, den eksiliranske digter, forfatter og aktivist, fik konstateret Alzheimers, fortæller Samir, at "faklen blev givet videre. I dag er pennen i vore hænder," tilføjer han og smiler.

Safirs rap er hjemmelavet. Den er nøje komponeret – tilberedt med tålmodighed, lidenskab og smag. "Jeg finder ikke inspiration noget særligt sted i dag. Nogle gange, når jeg går ned ad gaden, får jeg pludselig en idé, og så ved jeg med det samme, at jeg skal føre den ud i livet. Det er næste skridt i processen. Så holder jeg mig indendøre i to måneder, så jeg kan skabe den rette atmosfære. Jeg udlever de ting, jeg skriver om. Hvis jeg for eksempel krydser en bro, så husker jeg levende de ting, jeg har tænkt på tidligere, når jeg har krydset broen. Jeg kan inspicere konstruktionen og kompositionen. Eller jeg kan gå tilbage i tiden – hvad der sket på broen over årene? Først derefter beslutter jeg mig for at fokusere på det, der skal gribe mit publikums opmærksomhed.”

Annoncering

Safir er en ordsmed. Hans kunstnernavn er et eksempel på hans evner. Det bløde "s", man bruger på persisk, er byttet ud med et hårdt "s". Det ændrer betydningen fra "han, som blevet sendt" (en profet) til "folkets stemme" (folkets oprør). "Ord er ligesom mennesker. Jeg kan mærke, smage og tale dem. Når jeg bruger ordet 'sol', så ved du, det betyder gul, varm. Hvis jeg bruger det ord i et koldt stykke musik, så varmer ordet hele nummeret op, når det udtales." Hans rap er nærmest matematisk i sin præcision: rytmisk, men udsvævende i vokal, beat og flow.

Safir siger, at han ofte dissekererhans kunstneriske forfædres værker for at finde inspiration. Han forklarer: "Et digt har to lag: der er strukturen, og så er der selve 'bygningen'. Når man ændrer på strukturen, ændrer man også på bygningen. Jeg fortolker deres digte på den måde. Jeg ændrer på deres struktur for at skabe nye bygninger, og en dag håber jeg, at andre vil ændre på strukturen i mine tekster og lave deres egne bygninger." Safir er meget optaget af den idé. Han håber, at folk vil blive ved med at holde liv i hans tekster og give dem nye former, hvis menneskeheden skulle uddø. "Hvis jorden går under, eller menneskeheden uddør, så håber jeg, at mine værker genopdages engang ude i fremtiden."

Melli bryder igennem internationalt

Safir er på nuværende tidspunkt i gang med at producere et teaterstykke, han selv har skrevet. Manuskriptet er forbundet med flere af sangene på hans plade. I stykket, der er fyldt med metaforer og symbolik, oplyser en elektrisk strøm scenen. På hver side af scenen proklamerer to skilte, at vejen er blokeret, men at det er muligt at komme forbi. "Lugten af mad og gode sager spreder sig derfra, men folk kan ikke komme hen til dem," fortæller Safir. "Det associerer jeg med det sociale liv." I baggrunden brænder en stak aviser i en kasse. En mand læser op af overskrifterne på de brændende aviser. En anden remser navnene op på de mest uærlige udgivelser. "I Islam siger man, at løgnerne skal brænde i helvedet," forklarer Safir.

Stykket nåede aldrig frem til landets censurkomite. I stedet blev det undergrundsopsat hele tre gange. "Jeg elsker at skabe forbindelser mellem kunstformer," siger Safir. Publikum, der kom for at se stykket, er også fans af hans musik. Han værdsætter deres nysgerrighed, men bemærker også, at "iranere er for fokuserede på trends. I dag er jeg berømt i Iran, men hvis der i morgen dukker en ny kunstner op, som bliver trendy, så er jeg glemt med det samme. Mine værker er skabt til at holde for evigt, ikke bare til at blive opført en gang og så glemt." Hans nye selskab, Melli (som betyder "national" på persisk), er skabt til at promovere iranske kunstnere, der gerne vil bryde igennem på internationalt plan. Det består ikke bare "af rappere, men kunstnere generelt," understreger Safir. For nylig kom tegneserietegnere fra Saudi-Arabien – som traditionelt har været en fjende af Iran – med under paraplyen.

Annoncering

"Kunst er ikke noget, der bare skal fremmane følelser eller være luksusgenstande. Ny kunst er noget, der provokerer og stiller spørgsmål, hvis du spørger mig. Det er noget, vi forstår på et dybereliggende niveau. Det kommer indefra. Når jeg synger, er det alt, hvad jeg er. En sanger. Jeg er personen, som lytter, lever, ser, føler, og jeg står i den historie, jeg skabers, tjeneste."

Et lidt mindre højttravende spørgsmål: Hvordan tjener man penge som rapper i Iran? "Det er et godt spørgsmål. Tidligere har det været rigtig svært. Man havde ikke tilladelse til at tjene penge på det. Men med internettet kan vi sælge vores musik den vej." Men det er imidlertid kun iranske lyttere, der kan købe musikken, da de økonomiske sanktioner betyder, at man ikke kan sende penge mellem Iran og Vesten.

"Men nu glemmer du cd'er," siger Safir og griner.

"I Teheran er der ild under fælden"

I Iran er rapmusik forbudt. Ifølge landets konservative kræfter, så er det djævlens musik og et udtryk for vestlig dekadence. Men sådan ser Safir ikke på det. Han vil ikke kritisere eller diskutere den politik. Han vender faktisk op og ned på hele problemstillingen. "Der er så meget, som er forbudt i Iran, men det forhindrer os jo ikke i at gøre det. Hvis den forbudte rap kan fortælle gode historier, så forbyd den da! Et forbud skaber bare muligheder. Undergrunden kan forbedre musikken," påpeger han med et smil på læben. Han siger, at den lokale scene ikke udelukkende består af "alvorlige" kunstnere – der er også masser af folk med skøre frisure, langsomme beats og vulgære tekster.

"Der er masser af forskellige rappere. Folk, der påstår alt muligt om dem selv. 'Jeg har prøvet dit, jeg har prøvet dat.' De lyver alle sammen. Det kommerciel rap, der kun handler om stoffer og kvinder. Så har du også rapperne, der er 'klogere end dig', der lader, som om de ved alt, og rapper om konspirationsteorier." Når det er sagt, så prøver Safir ikke at foregive, at han gør noget, som er synderligt unikt. De, der lytter til hans musik, er ikke folk, som går i moské, beder Tasbih-bønnen eller melder sin ind i bassidjis – civilmilitsen – for at spille bordtennis. Hans lyttere er beskedne, moderate og tilhører ofte overklassen. De er veluddannede, åbne for vestlige ideer, og så tørster de efter noget nyt.

Annoncering

"60 procent af mine lyttere lever et rutineliv, som de er trætte af. Vi har et ordsprog i Iran: "Der er ild under fælden". Først ser man bare en fælde. Men der brænder en ild under den. Teheran er fælden, og kunstnerne og folk, der forstår, hvad der sker i samfundet, er ilden, der brænder nedenunder. 60 procent af mine fans hører til der, mens de resterende 40 procent er unge mennesker, som kan lide mine rim og mit flow. Men jeg tror også på et tidspunkt, at de bliver til ilden under fælden."

Safir er på sociale medier, selv om det ofte kan være svært at få adgang uden en VPN (især når der er protester). Han anerkender, det er et vigtigt værktøj, når det bruges som et "vindue ud til verden", men det kan også være med til at vende ens liv fra "komedie" til "tragedie", for at bruge Safirs egne ord. "Sociale medier kan få dig til helt at forsvinde." Han nævner Amir Tataloo, den berømte iranske R'n'B-sanger. "Han sagde en masse dumme ting på Instagram under valget… og den sidste dag inden valget udtrykte han så pludselig sin støtte til Raïssi [en konservativ kandidat]. Så kritiserede han dem, der var forargede over det. Han troede, han ville komme ind i varmen hos censurkomiteen. Komedie og tragedie."

Er Safir politisk engageret? Både ja og nej. Hans ord, der helst skal læses nøje og opmærksomt, er det. Men han afholder sig fra at være åbenlyst politisk. Det kan ødelægge mere end hans karriere. Da unge iranere i 2009 demonstrerede på gaden over valgresultatet, var Safir kun 16 og alt for langt fra begivenhederne. Men han har følt vreden. Hans helt, Hichkas, har skrevet sangen "Tiripe Ma. Vol 1" ("En dag bliver det bedre"), som den unge rapper lyttede til om og om igen.

Jeg spørger, om han deltog ved demonstrationerne tidligere på året. Han kan ikke svare på det, men man ser det rungende ja i hans øjne. Ilden under fælden.