Broadly

Onani, sex, desperation og katte – her er 7 nice tegneserier om kvindelig seksualitet

Der er både en til dig, der vil dybt ned i kussens historie, og en til dig, der fantaserer om sex med Justin Bieber.

af Nicoline Larsen; billeder af Sine Fuglsang
04 januar 2019, 8:44am

Januar er som bekendt en måned, der kan være mere end almindeligt svær at komme igennem. Den er kold, den er lang, og du har for længst set alle serier, der er værd at se. Men heldigvis findes der jo andre gode ting, såsom tegneserier. Og sex. Og ikke mindst: kombinationen af de to ting.

I de her år udkommer der en hel del tegneserier (eller graphic novels, om man vil), som handler om køn, sex og seksualitet, og særligt den kvindelige seksualitet, som ellers tradtionelt har været et pænt underbelyst område, er et emne, som optager mange (kvindelige) tegnerserieskabere. Derfor befinder vi os netop nu i den priviligerede situation, at der bestemt ikke mangler materiale, udfordringen består nærmere i at vælge. Derfor får du her en guide til nogle af de bedste danske og internationale tegneserier, som på den ene eller anden måde beskæftiger sig med den kvindelige seksualitet.

Coveret af Kundskabens Frugt
Den her er til dig, der gerne vil udfordres intellektuelt og køber præmissen om, at køn er mere end et spørgsmål om biologi og hud foldet på kunstagtige måder.

'Kundskabens frugt' af Liv Strömquist

Hvis du gerne vil forstå, hvorfor det kvindelige kønsorgan er forbundet med så meget akavethed, at vi ikke engang har et ordentligt ord for det, men ikke lige magter at læse en akademiske afhandling, så er Kundskabens Frugt den perfekte løsning for dig. Det er nemlig både sjovt, velfortalt og utrolig relevant, når den svenske tegneserietegner Liv Strömquist gennemgår de kulturelle og historiske årsager, der eksempelvis ligger til grund for, at små kønslæber i dag opfattes som flottere end store kønslæber, og at menstruationsbind for alt i verden skal behandles med diskretion. Det er faktisk så underholdende, at man slet ikke opdager, at man lærer noget, før man sidder på en bar og fortæller usjove fun facts om, at lægen John Harvey Kellogg (ja, ham der opfandt cornflakes) var brændende modstander af kvindelig onani og fandt, at den mest effektive behandling mod det frygtelige problem var at hælde ætsende syre på klitoris.

Coveret af Er der ikke nogen der gider bolle mig, please
Den her er til dig, der ikke bliver skræmt ved tanken om katte med mandeansigter, der har sex med en stofpåvirket Justin Bieber-fan.

'Er der ikke nogen der gider bolle mig, please' af Gina Wynbrandt

Hovedpersonen i Gina Wynbrandts tegneserie hedder Gina, og ligesom sin skaber er Gina en doven, umoden, topliderlig og Justin Bieber-besat kvinde i starten af 20’erne, som har svært ved at få afløb for sine seksuelle frustrationer, fordi ingen vil have sex med hende. Gina Wynbrandts (forfatteren, ikke tegneseriefiguren) har i øvrigt udtalt, at titlen er ment som en oprigtig bøn til alle mænd, for bogen er som sagt selvbiografisk. Ginas jagt på pik er alt andet end sød og charmerende, den er aggressiv og desperat, og på den måde udfordrer bogen den klassiske forestilling om kvindelig seksualitet som værende mere tilbageholdende end den mandlige. Men det kønspolitiske aspekt er helt klart sekundært. Er der ikke nogen der gider bolle mig, please er nemlig først og fremmest en virkelig sjov og absurd tegneserie, der peaker i de sekvenser, hvor Gina ligger og dagdrømmer om at kneppe en Pikachu-sexrobot til døde eller om at blive optaget i en bande af hjemløse katte med mandeansigter, som i starten håner Gina for at være tyk, men alligevel ender med at tage stoffer og have sex med hende. Til Ginas store begejstring, naturligvis.

Coveret af Rævhul og Klip Mig
De her to er til dig, der ikke har noget imod at sex er grimt.

'Rævhul' af Ida Felicia Noack

Hvor Er der ikke nogen der gider bolle mig, please udforsker den kvindelige seksualitet fra en singlekvinde i starten af 20'ernes perspektiv, så fokuserer den danske tegner Ida Felicia Noack på det sted i parforholdet, hvor man er kørt så hårdt fast, at man tyer til sidespring i et forsøg på at mærke livet. Hendes første værk Rævhul handler således om en liderlig ræv, der ikke bliver kløet ordentligt af sin drengerøvsagtige ejer og derfor stikker af for at finde en anden mand, som kan finde ud af at klø ræven der, hvor det føles rigtig dejligt. Ida Felicia Noacks andet værk, Klip mig, fremstår på mange måder som en opfølgning til Rævhul, så derfor har den også sneget sig med på listen. Her følger man to navnløse mennesker, der forsøger at gennemføre et udenomsægteskabeligt knald på et hotelværelse. Det er sex, når det er grimt og selvdestruktivt, men smukt fortalt, og der er sikkert en del mennesker i lange parforhold, der kan spejle sig i den rastløse ræv.

Coveret til My Lebian Experience with Loneliness
Til dig, der gerne vil læse om seksualitet, der besværliggøres af psykisk sygdom.

'My lesbian experiences with loneliness' af Kabi Nagata

Den her japanske manga er en mørk lille perle. I det selvbiografiske værk skildrer Kabi Nagata, hvordan hun i en alder af 28 forsøger at komme af med sin mødom. Kabi sammenligner selv sin seksuelle erfarring med et spædbarns, hvilket primært skyldes, at hun gennem hele sin ungdom har kæmpet med depression og angst. Kabi ved dog, at hun er til kvinder, og derfor kontakter hun et lesbisk escortbureau og booker et værelse på et love hotel. Men intimitet er ingen let sag, når man er så smertefuldt indelukket og selvhadende, som Kabi er, og bogen illustrerer på fineste vis, hvor svært fysisk nærvær kan være, når man har en psykisk sygdom. Det er en klaustrofobisk, men også meget rørende, fortælling, som viser sex fra et perspektiv, man sjældent ser.

Coveret til Skamlebben
Den her danske debut er til dig, der gerne vil læse om at være lesbisk med forsinkelse.

'Skamlebben' af Anne Mette Kærulf Lorentzen

I sin debutbog fortæller danske Anne Mette Kærulf Lorentzen historien om kaninen Louise, der er gift og har to børn med Peter. Men Louise tænder ikke på Peter. Til gengæld tænder hun på sin gamle veninde, grisen Laura, der pludselig flytter ind i parrets hus. Det skaber selvsagt en del kaos i Louises liv at opdage, at hendes sexlyst ikke er forsvundet, men tværtimod lever i bedste velgående, for at være lesbisk passer umiddelbart dårligt sammen med det liv, hun har skabt for sig selv. Skamlebben er baseret på Anne Mette Kærulf Lorentzens egne oplevelser med at springe ud i en alder af 40 år med alt den skyldfølelse, forvirring og nyfunden liderlighed, det indebærer.

Coveret af Fun Home
Til dig, der gerne vil have en masse litterære referencer og familiedrama.

'Fun Home' af Alison Bechdel

Alison Bechdels ekstremt anmelderroste og selvbiografiske værk handler egentlig om hendes far, Bruce, der lever et ulykkeligt familieliv som skabsbøsse og måske/måske ikke tager sit eget liv, kort tid efter Alison fortæller, at hun er lesbisk. Farens og datterens fælles, men alligevel meget forskellige erfaring med at være homoseksuel er dog blot et af de temaer, Alison Bechdel undersøger i den her graphic novel. For det er også en super smuk fortælling om det komplicerede forhold, man kan have til sine forældre – krydret med en masse intellektuelle referencer til litterære klassikere og psykoanalytiske tænkere. Når du er færdig, har du sikkert lyst til mere, og så er det heldigt, at hun også har skrevet en bog om sin mor.

Coveret til Air Pussy
Til dig, der gerne vil onanere.

'Air Pussy' af Ulli Lust

Der er ingen ord i dette værk, hvor man følger en ung smækker kvinde, der vågner op i en seng efter en lang vinter. Mens hun ligger og vasker vinteren af sig i badekaret, begynder hun at onanere, og det bliver hun egentlig ved med resten af bogen. Hun får endda en hjælpende hånd af en leopard, en kvinde, en butiksassistent og en politimand. Den navnløse kvinde med de faste bryster og den smalle talje symboliserer angiveligt førkristne religioners forestilling om frugtbarhedsgudinder, og det her er så den østrigske tegneserieskaber Ulli Lusts hyldest til hende. Der er ikke super meget på spil i tegneserien, men det er en fin og ret ren erotisk fortælling, som Ulli håber vil give kvinder lyst til at onanere. Så det kan du jo teste, om du får lyst til.