Annoncering
Noisey nyt

Gzuz skød nytåret ind med en pistol på åben gade

Tysk politi efterforsker nu rapperens nytårsfejring som et brud på våbenloven.

af Julius Wußmann
07 januar 2019, 12:22pm

Foto: Screenshot fra YouTube-videoen "GZUZ SCHIEßT MIT PISTOLE AN SILVESTER" af Rapgedöns

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Tyskland

Hvis man er mere end fem år gammel, er det ret røvsygt at rende rundt med en hundeprop-pistol til nytår, men den tyske rapper Gzuz fra 187 Strassenbande-crewet burde nok alligevel have overvejet, om den kedelige løsning ikke havde været den bedste til nytår. I en Instagram-video ser man nemlig rapperen affyre en pistol flere gange op i luften nytårsaften. Videoen er siden blevet slettet, men ifølge det tyske medie Bild efterforsker politiet nu sagen som et brud på tysk våbenlov.

Selv hvis der er tale om et såkaldt schreckschusswaffe (attrap-pistoler med løst krudt til selvforsvar, som er lovlige i Tyskland), så er det ikke tilladt at affyre en pistol i offentligheden. Hvis man går rundt med en attrap-pistol på gaden, skal man ifølge tysk lovgivning have et våbencertifikat, og selv nytårsaften er det ikke tilladt at bruge den uden certifikat eller i tilfælde af en nødssituation.

Lige nytårsaften kan man godt forestille sig, at det er nemt nok at slippe af sted med at skyde op i luften, men Gzuz skulle nok lige have overvejet det en ekstra gang, inden han filmede seancen og lagde den ud på nettet. Det er heller ikke første gang, Gzuz er i klammeri med loven. I 2010 fik han en dom på tre og et halvt år for røveri. I oktober 2018 blev han varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om overfald på en ekspedient i en kiosk to år tidligere, hvor Gzuz var udeblevet fra retssagen over to omgange. I sidstnævnte sag blev han løsladt mod kaution.

Hvis myndighederne har held med at føre sag mod rapperen, kan det i værste fald ende med, at 187-shoppen skal til at sælge ”Free Gzuz”-t-shirts. Det er ingen af os interesserede i.


Se også: