Jokeren er glad på Instagram kollage af Sine Fuglsang
Billeder via Jokerens Instagram. Grafikarbejde af Sine Fuglsang

FYI.

This story is over 5 years old.

Objektivt korrekte lister

Den definitive oversigt over Jokeren-selfies på Jokerens Instagram

Så mange selfies. Så meget glæde. Mere end nogen hidtil har haft overblik over.

Jesper 'Jokeren' Dahl udgav for nylig et nyt album med titlen Glædesbringeren. Pladen, som Hillerød-rapperen selv beskriver som "latintrap", består af 18 tracks skabt af Jokeren og andre prominente latinamerikanere som L.O.C. og Master Fatman. På albummet løfter Jokeren det danske sprog til nye, uanede højder som: // Hvis din røv var et land, var jeg diktator. //

"Men hvorfor?" spørger du måske dig selv. "Hvorfor har Jokeren udgivet det her album – det eneste sted i verden, hvor latinamerikanske beats og ordene shababs, habibi og sågar mødes?" Det er godt, at du er nysgerrig. Det er godt, at du ikke tager verden omkring dig for givet. For det var sådan, vi endte med en statsleder, der føler, at den her skændsel mod alle, der nogensinde har taget tøj på, er bare i nærheden af okay. Men imens du stiller relevante og forståelige spørgsmål, er det vigtigt ikke at miste overblikket over, hvad det er, Jokeren er sat i verden for at gøre.

Annoncering

Ja ja, han er en integral del af dansk hiphop-historie. "Havnen", Den Gale Pose og alt det der. Ligesom medlemmer af det danske kongehus på et tidspunkt har stået på frontlinjerne af diverse krige. Men det er ikke derfor, vi har beholdt monarkiet eller Jesper Jox frem til i dag. Fra de royale får vi nytårstaler og eksistensberettigelse til Billed-Bladet – og fra Jesper Dahl får vi glæde. Så simpelt er det. Jokeren er glad. Og smil smitter.

Hvilket bringer os til Jokerens Instagram-profil. En Instagram hvor der er rigtig, rigtig mange billeder af Jokeren selv. Ja, selfie-strømmen afbrydes indimellem med billeder af individer, hvis storhed Jokeren respekterer på plan med sin egen – for eksempel Klaus Riskjær og Kasper Schmeichel – men for det meste er det bare billeder af Jokeren. Stemningsbilleder, statusbilleder, portrætter, malerier… selfies. Så mange selfies. Se bare det her screenshot af et tilfældigt sted på Jokerens feed, der består af fem selfies med skiftende baggrunde og skægtyper - og en reklame for en sang, Jokeren har lavet:

Jokeren er glad på Instagram

Jokeren er glad på Insta. Tilfældigt screenshot af Jokerens Insta-feed.

Sig, hvad du vil, men Jokeren har levet. Jokeren er stadig i live. Og efter apokalypsen for længst har lagt gaderne øde og udslettet alle vores pensionsopsparinger, Pinterest-profiler og nænsomt opsparede Just-Eat-point, vil Jokeren sidde glad tilbage og lytte til sange, han selv har lavet.

Livet er simpelthen for kort til at gå og have det gråt, trist og nederen over dig selv. Og samtidig kan der efterhånden umuligt findes et katte-meme, du ikke har set – så vi foreslår i stedet Jokeren. Lyt til det her latin-album, han har lavet til dig, mig, sig selv, os alle sammen – og scroll videre for at finde lykken i din egen favorit Joker-selfie:

Annoncering

Lifestyle Coach-Jokeren

To temaer, der vil være gennemgående her i Jesper Dahls visuelle udfordring af selfie-mediet: Farvekoordinering. Og tøj fra Le Fix.

Tinder-Jokeren

Drøm dig langt væk i de blanke, grønne øjne. 😍😍😍

Sort/hvid-Jokeren, der tager afstand fra ting

En noir-agtig selfie, hvor Jokeren med sin alsidige mimik formår at kombinere følelsen af at finde ud af, at Julia Stiles har den kvindelige hovedrolle i en film, du lige har brugt 95 kroner på at komme ind og se, og at være en af dem i starten af en Cillit Bang-reklame, der forsøger at gøre sit badeværelse rent med et eller andet budget-rensemiddel, der ikke er Cillit Bang.

Bo Bedre-Jokeren

Det her er ansigtsudtrykket, jeg forlader offentlige transportmidler med, mens jeg crop duster alle de tabere, der ikke skal af på mit stop.

Skud ud til Eazy-E

Joker-J elsker Eazy-E, som de her gammastråle-blokerende solbriller illustrerer. Faktisk har han for nylig fået lavet en tatovering af den ikoniske, afdøde NWA-rappers ansigt på sin krop.

Lektor Dahl

Alt er sjovere i Jox' verden. Selv Louis Nielsen. Og spejl-selfies.

Movember-Jokeren

Går folk stadig op i Movem– ved du hvad, bare glem det.

Jokeren er glad

Se, hvor glad han er på det her lædersæde.

Jokeren er så fucking glad

Se hvor fucking glad han er foran det her maleri. Hvad er det modsatte af, at nogen har pisset på din sukkermad?

Den kombinerede tilfredsstillelse af at have stjålet din kæreste og lige have lagt en morgendej

Det her er mit yndlingsfoto i verden. Det her er Mona Lisa blandt selfies på Jokerens Instagram. Det her mastodontiske liderfest af et foto, hvor Jokerens trænger ind i dig med sit blik, i et mystery-crop, der lige netop ikke afslører, hvad eller hvem han har foran sig. Jeg printer det her foto ud og hænger det op i loftet over min seng, så hans skråsikre mangel på fucks at give er det første, jeg ser hver dag. Please Netflix, lav næste sæson af Narcos om Jokerens liv.

Annoncering

Colombia-Jokeren

Jokeren Colombia tshirt Instagram

Her ses en glad og hyggelig Jokeren med en Colombia-t-shirt på, uden tvivl fordi han er glad for colombianske eksportvarer. Som kaffe. Og deres fodboldlandshold.

Panama-Jokeren

Se? Panama. Jokeren elsker mellem- og sydamerikansk fodbold.

Slikhår feat. handlebars-overskæg ville i øvrigt være et fremragende look til en midaldrende Paten, skulle Fidibus 2 nogensinde blive en realitet.

Jokeren – for a brighter tomorrow

Jokeren Instagram sort hvid

Hvis jeg ikke allerede havde brugt alt for lang tid på det her projekt, ville jeg photoshoppe de der rød/blå toner fra Obamas 2008-kampagne og ordene "CHANGE" eller "JES WE CAN" ind på den her inspirational poster med Jokeren-tema. Hvad ville Jokerens mærkesager være, hvis han var politiker? #StemDahl2020 – legalisér medicinsk kokain.

DKBN-Jokeren

Flere ting her:

a) Selfie i Arto-format.

b) Eazy-brillen.

c) Hawaii-skjorte i baggrunden.

d) Smøg, der uvtivlsomt er blevet tændt midt i improviseret spejl-selfieshoot (se lighter i venstre hånd).

e) Eazy-tatovering (venstre skinneben).

e) Hawaii-sengetøj i baggrunden.

???

Hårnet. Fifty Shades of Grey-referencer. Uhæmmet glæde. Et jokerportræt, der er lige så forvirrende, som det er opløftende.

Jokeren er din far på Facebook

Solen skinner, og Jokeren kører med tog på den her fine statusopdatering.

Dating.dk–Jokeren

Det er ikke, fordi det her er et dårligt billede. Faktisk er det vildt symmetrisk. Og farvekoordineret. Og minder om 95 procent af de profilbilleder, du finder på Facebook-sider, der tilhører mænd over 40. Godt taget, Jox. Klap dig selv på skulderen.

"Jeg er alles onkel"

Ovenstående citat er Jesper Dahls svar på en kommentar til det her billede fra en, der sammenligner Jokeren med sin onkel. Og ja, det er han egentlig. Ikke din biologiske onkel, men på den måde, din fars venner var dine "onkler", da du var barn. Men det er deri, Jokerens appel ligger. Han er hele Danmarks stodder-onkel. Hvis Himmeriget findes, så håber jeg, at der er mindre Skt. Peter, end vi er blevet bildt ind, og mere Jox i en havestol med en tændt smøg, der venter på at veje mine dyder mod mine synder.