Dracula-trip. Alle billeder af artiklens forfatter

Dracula er det salmiak-trip, som grundlagde min afhængighed

Men kan det blive endnu vildere? Jeg forsøgte at lave mit eget pulver.

|
24 januar 2019, 10:05am

Dracula-trip. Alle billeder af artiklens forfatter

Du befinder dig i ‘Reklamefri zone’, som er en artikelserie, hvor vi skriver fuldstændigt skamløst og uforbeholdent om ting, vi ikke kan holde os fra.

Det suser og hviner i hele kraniet. Min gane bliver flosset af saltsyren, og mit hjerte banker hurtigere for hvert øjeblik. Jeg er i gang med at fortære en pose Dracula-bolsjer, og jeg kan ikke stoppe igen. Det er ren narko.

Min kærlighed til saltlakrids begyndte, da jeg var lille. Børn i andre lande kiggede på salmiak som det rene gift, men for en dansk knægt er det katteurt. Jeg kunne slet ikke få nok: Højspænding, Tyrkisk Peber, Piratos, Salte Fisk. Der stod godt nok ”voksenlakrids” og ”ikke for børn” på flere af dem, men jeg var en uregerlig rebel. Uden tanke på mine stakkels underudviklede knogler, mit miniature-hjerte eller mit galoperende blodsukker slugte jeg de små bomber af salt og sukker med samme begejstring som Tyrion Lannister med en karaffel vin.

Det var dengang, jeg opdagede Dracula-bolsjerne. Hver gang jeg fik et stykke i munden, var det som om, mit ansigt blev trukket på vrangen og mit inderste indre blev svøbt i fløjl. Det var ulidelig smerte og rendyrket lykke på én gang.

Tænk over det. Det er pulver. Man kan ikke få nok af det. Og hvis man kendte en entreprenant type henne i folkeskolen, kunne man få lov at dyppe fingeren i det helt rene produkt. 100 procent ren ammoniumklorid, der ikke er blevet cuttet op på vejen fra laboratoriet til din pose. Pure shit.

Dracula-bolsjer

Dracula-bolsjerne blev opfundet i 1972 i enten Sverige eller Danmark. Ingen er helt sikre på, hvem der skal have æren. Heller ikke dem, der sælger slikket i dag. Siden har det været lidt af et kult-bolsje i Skandinavien. Udover de almindelige flade bolsjer findes også Mega-udgaven, som både har pulver på ydersiden og som fyld (double trouble), og en række andre varianter, som vi ikke vil bruge tid på.

Scan Choco står for at distribuere Dracula i Danmark, og de har de seneste år gjort en aktiv indsats for at sprede kendskabet til mærket. Det må siges at være lykkes, for i 2018 steg salget med 58 procent. Det fortæller firmaets talsperson i hvert fald.

Det magiske ved Dracula-bolsjerne er det pulver, de er dækket af. Det består overordnet set af ammoniumklorid, også kendt som NH4Cl eller salmiaksalt, blandet med sukker og lakridspulver. Pulveret er så godt, at man nu kan købe det i en lille bøtte, helt uden bolsjer.

Jens-Jacob Hyllested fra Scan Choco forklarer mig, at man blandt andet kan bruge pulveret i desserter, men vi ved godt alle sammen, at folk kommer til at sidde og spise det med ske. Eventuelt dyppe fingeren i det som var det mdma. Eller sniffe det.

I sin rene form er ammoniumklorid intenst. Et svagt lille dyp med pegefingeren får min hals til at krampe, mine kæber til at spænde og giver mig en ubærlig lyst til at høre dunkel, elektronisk musik i et svagt oplyst lokale.

Ifølge Fødevarestyrelsen må ammoniumklorid anvendes i ”konfektureprodukter” uden mængdebegrænsning. De advarer godt nok om, at ammoniumklorid ”kan virke afkalkende” på knoglerne, og det er derfor, at børn, som stadig vokser, helst ikke skal have noget af det.

For at en lakrids i gamle dage kunne blive kaldt ”voksenlakrids”, skulle der være over fem procent ammoniumklorid i slikket. Med andre ord skal vi over den grænse for, at det bliver marginalt sjovt. Men hvor langt kan man gå? Tidligere var der i Danmark en grænseværdi på otte procent i slik, men den er som sagt ophævet.

Jens-Jacob Hyllested vil ikke vil ud med den præcise mængde salmiaksalt i Dracula-bolsjerne. ”Opskriften er lidt hemmelighedskræmmeri,” siger han som en ægte dealer. Man holder sine forretningshemmeligheder tæt ind til kroppen.

Men jeg har tænkt mig at tage den helt til smertegrænsen, for nu skal det være slut med Dracula-bolsjer, der smager genialt i et øjeblik og lidt ligegyldigt bagefter. Det Anders Matthesen kaldte ”slikindustriens svar på narrefjabbe”. Nu skal der fuldt tryk på. Jeg laver mit eget salmiakpulver.

Salmiak-pulver

Jeg køber en pose ammoniumklorid og har heldigvis en bøtte rent lakridspulver stående. Jeg har fået nok af svedende abstinenser og ukontrollerbare tics, når posen er tom, og min hungrende tørst efter salmiak ikke er stillet, så jeg går linen ud. Jeg blander salmiak og lakridspulver 50/50, trækker vejret dybt og sluger en lille skefuld af det fine pulver...

ZANG!

Mit hjerte banker hurtigere, og det begynder at summe i min ene finger. Jeg har øjeblikkeligt lyst til mere. Bare lige for at sammenligne tager jeg en skefuld af det originale Dracula-pulver, og selvom det også smager forbandet godt, er det ikke længere nok for mig.

Med et trylleslag er mit salmiakforbrug forandret for altid, og jeg stirrer panisk hen på skålen med mit hjemmelavede mix. Mere vil have mere. Jeg kan næppe anbefale det her, da det på langt sigt nok ikke er godt for knogler og blodtryk, men det føles virkelig godt og forkert på én gang.

Dracula var mit gateway-drug og vil altid have en plads i mit hjerte. Men jeg kan ikke gå tilbage nu. Det bliver aldrig det samme igen, når først du har prøvet at ride på den brune salmiak-pony.