Interview

Mød teenageren, der flygtede fra livet som sexslave og nu bliver smidt ud af Sverige

For fire år siden stak Muhammed Muhammedi af fra et liv i fangeskab i Pakistan. Nu frygter hen igen for sin fremtid.

af Johan Pehrson
21 januar 2019, 3:24pm

Alle billeder er taget af skribenten.

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Sverige

I en hytte med pastelfarvede tapeter og buldrende pejs midt i Sverige fortæller 19-årige Muhammad Muhammedi om sin opvækst i Quetta, en pakistansk millionby omgivet af 3.000 meter høje bjerge. Og om, hvorfor hen flygtede.

Bacha bazi hedder det pædofile fænomen, som går ud på at holde drenge som slaver for at udnytte dem både seksuelt og på andre måder. Det bruges som en statusmarkør og har dybe historiske rødder i Centralasien. På dari, en afart af persisk, betyder bacha bazi drengeleg.

”Man taler ikke så meget om det, men alle kender til det. Det er en del af kulturen,” fortæller Muhammad, som selv blev holdt fanget af en mand. ”De tager drenge fra gaden, som er hjemløse og desperate. De giver dem mad, men de ejer også drengene. Man kan ikke flygte.”

Mænd og kvinder lever adskilt i Afghanistan og Pakistan, så unge drenge bliver en gang imellem ofre for voksne mænds magtbegær og drifter, fortæller Muhammad. ”Æreskulturen fungerer sådan, at piger ikke får lov til at gå ud. Hvis en mand voldtager en pige, sker der en masse ting,” siger Muhammad og forklarer, at der bliver set igennem fingrene med det, hvis en mand voldtager og udnytter drenge i stedet.

1547738991503-6

Muhammad blev smidt ud af sin far, som nægtede at acceptere, at hans søn ikke tilpassede sig kønsnormerne. Han ville have, at Muhammad skulle være macho, og forsøgte at gifte sin søn bort. Men Muhammad ville hverken være macho eller giftes. Til sidst opgav faren og smed Muhammad ud. ”Min far smed mig ud hjemmefra. Mig og resten af familien. Han ville have magt, men vi hørte ikke efter og gjorde ikke, som han sagde.”

”Jeg var slave for min far, han slog mig masser af gange”, siger Muhammad og fortsætter: ”Jeg ville være fri. Jeg mig selv som et menneske, ikke en machomand eller en kvinde, jeg ser mig selv som en person. Jeg behøver ikke gifte mig, jeg behøver ikke klæde mig som en mand eller en kvinde. Jeg lever, som jeg vil. Jeg vil være et individ, som selv vælger, hvad jeg vil være.”

Som 15-årig havnede Muhammad på gaden og opsøgte et område, der hedder Habib Nala, et sted hvor hjemløse og stofmisbrugere samles. Habib Nala er et centrum for handel af stoffer og sex. Der var der, hen blev rekrutteret som bacha bazi.

”Jeg havde ikke noget arbejde, så kom der en mand, som sagde, at han ville forsørge mig og tage mig med sig hjem,” fortæller Muhammad. Sammen med en anden dreng, Said, fulgte hen med manden. ”Vi ville overleve, og for at overleve gør man mange ting,” forklarer Muhammad.

”Hvis man siger nej, så dør man. Enten er man slave, eller også må man flygte.”

De blev ført til et sted, hvor der boede andre drenge i samme situation. I Afghanistan og Pakistan giver det en vis status at råde over unge drenge på den måde, fortæller Muhammad. Ofte er det magtfulde mænd, som er indblandet; politifolk, politikere, forretningsmænd og ledere af hæren. ”De kom en gang imellem om aftenen. De ville have, at vi skulle klæde os som piger med sminke og sådan. De gjorde alt, hvad der passede dem,” fortæller Muhammad og kigger væk. ”Og vi gjorde, som de sagde.”

Mændene tog drengene med til fester, så de kunne danse for gæsterne. Så mændene kunne gramse og forgribe sig på dem. ”Alt kunne ske der, fra voldtægt til chikane og alle former for diskrimination,” fortæller Muhammad. ”Hvis man siger nej, så dør man. Enten er man slave, eller også må man flygte.”

En aften sagde Muhammads ven Said fra. ”Han sagde nej: jeg vil ikke være bacha længere, jeg vil ikke gøre, som I siger. Næste dag fandt jeg Said død.” Muhammad besluttede sig for at flygte.

1547738470578-4

Med lånte penge og en lille opsparing lykkedes det Muhammad at betale menneskesmuglere for at fragte ham ud af landet, væk fra livet som sexslave, æreskulturen og de undertrykkende kønsnormer.

Efter en lang flugt ankom Muhammad til Sverige. Til Vansbro i Dalarna. Her fik Muhammad afløb for sin åbenhed og nysgerrighed. Hen har lært sig svensk og lidt spansk, maler, spiller guitar og læser bøger. Muhammad fortæller om sin seneste fascination af revolutionære tænkere som Karl Marx, Ghandi og Buddha. ”Jeg kan godt lide deres måde at tænke på: at vi alle er mennesker, og vi skal leve sammen. Vi er alle lige, ingen er bedre end andre.”

1547738549037-10

Muhammad går i gymnasiet og har ingen indkomst. Hen fik god kontakt til sin første lærer, Cim, da hen først kom til Sverige og betroede sig til hende. Cim blev Muhammeds nærmeste bekendtskab i Sverige, og nu bor de sammen. For at have råd til at forsørge dem begge, solgte Cim sin bolig, og de flyttede ud til hendes landsted, en lille hytte i Dala Järna med udsigt over sneklædte fjelde.

Muhammad banker på døren til nabohuset, men døren bliver ikke åbnet, så hen går bare ind og råber: ”Farmor, farfar, er I hjemme?” Bedsteforældrene, et ældre par, har praktisk talt adopteret Muhammad som deres barnebarn. De ses mindst én gang om dagen, og nu er det kaffetid.

1547738613001-8
Farmor, Muhammad och farfar.
1547738911648-12

”Farfar er et kaffemenneske, så jeg blev helt vild med kaffe. Det blev en del af mit liv at drikke kaffe med farfar. Og det smager bedre, når man sidder og snakker med ham,” fortæller Muhammad og hælder tykmælk op i en skål og giver det til parrets hund, som også lader til at have taget Muhammad til sig.

Muhammad træner meget, både svømning og løb. Han er gået fra ikke at kunne svømme til at deltage i Vansbros årlige konkurrence i langdistancesvømning. ”Jeg har svømmet hver fredag aften for at glemme ting. Det hjælper bare at tænke på træningen.”

Efter tredje afslag fra Migrationsverket, den svenske udlændingestyrelse, og dermed en udvisning fra landet, har uroen taget over. Så må træningen bruges som lindring. ”Om aftenen dyrker jeg yoga, så jeg ikke tænker så meget. Det er anstrengende med alle de tanker.”

”Jeg har været i Sverige i tre år, jeg har kæmpet så meget med alt muligt: lært sproget, lært hvordan hele systemet fungerer, lært hvordan man omgås folk her. Alt”, siger Muhammed og fortsætter. ”Jeg kæmper hele tiden. Samtidig kæmper jeg for at blive i Sverige. Jeg forsøger at blive integreret i samfundet: lære folk at kende, tilpasse mig. Så er det hårdt at få at vide, at man ikke må blive.”

1547741121071-111

”De udviser mig til Afghanistan, et land jeg aldrig har været i.”

I weekenden tager Muhammad og Cim rundt til forskellige loppemarkeder for at finde skjulte skatte. Muhammad viser sin samling af solbriller og smykker. Den sorte Stetson-hat, hen har på hovedet, er også et af de seneste loppefund. Ligesom tidligere har hen stadig ikke lyst til at blive sat i bås. ”Jeg identificerer mig ikke med noget køn. Jeg siger, at jeg er en hen. Jeg har ikke lyst til at vælge hold, jeg er et menneske.”

Overgrebene fra Muhammads fortid ville hen helst glemme i Sverige og i stedet blive en del af samfundet, tænke på skolen og venner ligesom andre unge på samme alder. Men til sidst mærkede hen behovet for at fortælle sin historie. Først delte hen sin historie med Cim, sin daværende lærer, derefter med sin advokat. Til sidst besluttede hen sig for at skrive en bog om det. Dels for at fortælle om sine erfaringer men også for at øge svenskernes bevidsthed om, hvad bacha bazi er. Et emne, som er enormt tabubelagt. Bogen, Ska vi dansa?, udkom på svensk sidste år.

1547738777437-5

Da Muhammad søgte om asyl, opgav hen ikke bacha bazi som begrundelse. Hen vidste ikke, at det havde betydning og ville helst holde minderne fra sin forfærdelige fortid for sig selv. Men da Muhammad ankede sit afslag for anden gang, valgte hen at åbne op. Ud over den advokat, som Migrationsverket havde tilskikket ham, hyrede Muhammad et advokatbureau, som specialiserer sig i seksuelt udsatte børn. Men det var ikke nok. Migrationsverket gav endnu et afslag og en besked om udvisning og en booket flybillet. Flyet går dog ikke til Pakistan, men derimod til Afghanistan.

”De udviser mig til Afghanistan, et land jeg aldrig har været i. Jeg har ingen adresse, kender ingen der, har ingen familie, ingen venner.”

Muhammads sag har vakt stor opmærksomhed på sociale medier med hastagget #ståuppförmuhammad. Ulempen ved opmærksomheden er, at rygtet om udvisningen og hens offentlige beretning om overgrebene er nået til Pakistan og Afghanistan. Der er folk, som nu venter på Muhammad, folk, som ønsker at gøre hen fortræd, fortæller hen. Hen har modtaget flere trusler, både døds- og voldtægtstrusler. Muhammads søster ringede for et stykke tid siden og fortalte, at folk har spurgt efter Muhammad og sagt, at de venter.

Hvor er Muhammad, hvornår kommer Muhammad, spørger de”, siger Muhammad. ”De vil straffe mig for, at jeg undslap dem, og der er også folk, som vil straffe mig på grund af ære. Det er det, der gør det farligt for mig at vende tilbage.”

På trods af beskeden om udvisning vil Muhammad forsøge at anke en sidste gang. Nu da hen er blevet en offentlig person, har truslen ændret karakter, og hen håber derfor, at Migrationsverket vil ændre deres vurdering om hens asylbehov.

1547739026326-13

Muhammad ser ud over vinterlandskabet, og trods de 15 minusgrader lader hen ikke til at fryse. Udvisningen kan ske når som helst nu, men Muhammad kan ikke forestille sig, hvordan hen skal klare det.

”Jeg vil leve i fred og frihed ligesom alle andre. Jeg vil tænke på mere end bare overlevelse, jeg vil tænke på mere end bare at kæmpe. Jeg vil have et godt liv.”