Foto

Billeder af tidens flygtige natur i et serbisk fængsel

”Det kræver noget at være fange i et fængsel. Man skal lære, hvordan man overlever… hvordan man ikke bliver skadet permanent”.

af Mahmood Fazal
05 oktober 2018, 2:20pm

Fotos: Igor Coko

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

En mand holder et spejl frem, mens en anden poserer foran med knyttede næver som en bokser. En tredje sidder og stirrer på et ur, der er tapet fast til væggen. En fjerde spænder brystmusklerne for at vise de ar, han selv har lavet på sin krop. En femte holder et ultralydsbillede i A4-format op foran kameraet. Og en sjette ser på, mens en sky af røg oser fra cigaretten i hans hånd.

Når vi tager billeder, prøver vi at fange noget særligt, som vi ikke vil glemme. Når indsatte i fængsler lader sig fotografere, er det for at fokusere på det modsatte, de almindelige øjeblikke i livet, som vi andre tager for givet.

”De her billeder repræsenterer tiden, som de indsatte har mistet, mens de er buret inde,” forklarer fotograf Igor Coko. ”Nogle gange er det mere end bare dokumentation, det er et personligt arkiv for dem”.

Coko er født i Kroatien og har tidligere studeret etnologi og antropologi, som har udstyret hans fotografiske sensibilitet med en evne til at fange, hvad det vil sige at være menneske i en verden, de færreste kender til. Hans fotoessay ”Living Behind Bars” er udarbejdet i Beograds distriktsfængsel, som er det største af sin slags på hele Balkan. Det er første gang, en fotograf har fået ubegrænset adgang til et fængsel i Serbien.

Men det var langt fra en let opgave, forklarer Igor, som jeg kommunikerer med over e-mail. ”Man kan ikke bare troppe op med sit kamera og begynde at tage billeder. Det tager lang tid at få tilladelse fra myndighederne, og så skal de indsatte selv også give deres samtykke”.

Jeg har besøgt fængsler, siden jeg var 18, og jeg har altid ment, at medierne viser de indsatte i et billede præget af fordomme. Der er en opfattelse af, at indsatte altid vil være kriminelle og ikke personer, som er i gang med en rehabiliteringsproces. Jeg har overværet indsatte debattere politik i besøgslokalet, set dem lære deres børn at tegne og male og overværet dem græde over et familiemedlem, som er gået bort. De er de samme mennesker, som de var udenfor, men i en anden ramme.

Igors projekt er på samme bølgelængde, og hans mål er ”at vise de indsatte som mennesker og prøve at gøre op med fordomme og bryde med tabuer,” forklarer han. ”Vi kan alle risikere at havne i fængsel af den ene eller anden grund. Livet er uforudsigeligt. Det er langt fra alle indsatte, som er kriminelle”.

For at skabe et tillidsforhold, især til indsatte i et højsikkerhedsfængsel, var det nødvendigt for Igor at lade sig prøve af sine modeller for at se, hvor dedikeret han var. ”Jeg tilbragte meget tid sammen med dem, inden jeg begyndte at tage billeder,” fortæller han. ”Man bliver nødt til at forstå deres liv og dagligdag, respektere deres behov og vise medfølelse. Det er deres hus, og de bestemmer reglerne”.

Inden billederne blev udgivet, tilbragte Igor tre år med at arbejde i et rehabiliteringsprogram i Beograd, der fokuserede på kunstnerisk arbejde. Programmet havde til formål at styrke de indsattes sociale, intellektuelle og kreative evner. Han tilføjer stolt, ”Det er vigtigt, at man påvirker deres liv positivt, så de føler de arbejder på at nå frem til et mål, mens de afsoner”.

Størstedelen af billederne er taget på den berygtede 5-1 celleblok, hvor nogle af Serbiens mest utilregnelige indsatte er spærret inde i deres celler i op til 22 timer i døgnet. ”Blok 5-1 er en højsikkerhedsafdeling med 10 celler og cirka 120 indsatte,” siger Igor. ”Rehabilitering gennem kunstneriske og kreative aktiviteter er et vigtigt led i deres rejse mod at forlade afdelingen og blive genindsat i en normal fængselsafdeling. Det eneste, de har udenfor de høje mure, er en smal stribe himmel over fængselsgården”.

Da jeg spørger Igor om, hvad den smukkeste oplevelse fra Blok 5-1 var, fortæller han mig om en dramatisk fortolkning af Fjodor Dostojevskijs roman Kældermennesket, der blev så populær, at de indsatte fik lov til at optræde i flere forskellige fængsler. ”Der var seks indsatte med i stykket, og de optrådte 17 gange i både Beograd og i andre fængsler rundt omkring i Serbien”.

Faktisk var stykket så stor en succes, at teatertruppen fik lov til at optræde for den bredere offentlighed. ”Det er første gang i fængslets historie, at en gruppe fanger fra Blok 5-1 har fået lov til at forlade fængslet for at optræde på en klub for unge med 500 publikummer. De optrådte med et teaterstykke for at vise, at de er mere end bare indsatte,” siger Igor. ”Offentligheden fik øjnene op for dem og viste dem respekt på trods af deres kriminelle fortid”.

Igors billeder hænger ved, fordi hans karakterer er udtryksfulde, og fordi komposition og rammer understreger deres personlige tragedier på en måde, der er til at relatere til. De indsatte afbilledes med høretelefoner i ørerne, mens de træner, læser avis eller ser film. Igor siger, at hans billeder er ”et bekendelsesøjeblik.”et er hans evne til at holde deres personlige indrømmelser for sig selv, der gjorde, at han vandt de indsattes tillid. ”Hvis en indsat vil fortælle mig sin historie, så lytter jeg gerne, og det bliver i mellem os”.

Da jeg spørger ham, hvad der har betydet mest for ham ved projektet, svarer han straks, ”en af de indsatte sagde, at det kræver noget at være fange i et fængsel. Noget, som man kun lære i livets skole. Som lærer en, hvordan man overlever, hvordan man ikke bliver skadet permanent, hvordan man finder sit plads blandt andre fanger i et andet samfund”.