Annoncering
WTF

The Undertakers chokeslam på Post Malone beviser, at 90’erne er tilbage

Wrestling og rap i sød harmoni er det mest nu-metal-agtige øjeblik nogensinde.

af Phil Witmer
19 juni 2018, 11:55am

Billede via Instagram

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Kid Rocks genkomst og rock-rap-fusionens stigende popularitet blandt mainstreampublikummet er et sikkert tegn på, at den bøvede nu-metal-æstetik er tilbage for at blive, og ingen personificerer udviklingen mod en revitaliseret version af 90’erne som Post Malone. Henover weekenden slog rapperen med syvtommer søm fast, at han er bro-scenens ukronede konge ved at optræde sammen med wrestling-legenden The Undertaker. Og med "optræde sammen" mener jeg selvfølgelig, at The Undertaker lavede et chokeslam på Post foran et ellevildt publikum.

Videoen blev vist under Posts seneste koncert i Austin, Texas, hvor The Undertaker også dukkede op i egen høje person og hjalp rapperen med at smadre guitarer under en guitarsolo sidst i "Rockstar".

Jeg ved ikke, om de her videoer siger så meget om USA. De siger nærmere en hel del om Texas, som er der, hvor de største navne fra wrestlingens guldalder – blandt andre Undertaker og "Stone Cold" Steve Austin – er fra. Allervigtigst er det dog at observere, hvor godt et tidsbillede det er på den æra, Post Malone stortrives i. Rapperen annoncerede for nylig, at den første udgave af hans Posty Fest slår dørene op i Dallas til oktober. Det henleder selvfølgelig tankerne på en anden nu-metal-festival, som også blev startet af en musikalsk ballademager, nemlig Ozzy Osbournes Ozzfest, der har holdt sig kørende siden 2001. Det varsler selvfølgelig også sidste fase af de sene 2010’eres totale transformation til de sene 90’ere og tidlige 00’ere, og hvis man skal tro på historiebøgerne, så har vi en rimelig vild fest i vente.

For cirka 20 år siden eksploderede nordamerikansk popkultur i et orgie af vold, angst og en trang til at være så 'Xtreme' som muligt. DMX og Limp Bizkit dominerede hitlisterne, Vin Diesel havde hovedrollen i tre film, hvis titler ikke engang var et ord, men bare X'er, og professionel wrestling havde udviklet sig fra tegneserieslagsmål til voldelige raserianfald. Starten af årtusindet var ét stort nedstemt guitarriff. Så kom vi videre derfra, men det lader til, at Donald Trumps sejr ved præsidentvalget har givet verden appetit på 'Xtreme'-livsstilen igen. Selv om vi endnu ikke kender lineuppet til Posty Fest, så kan man nok være rimelig sikker på, at musikken ikke kommer til at stikke for langt ud fra Posts egen arena-rap med rocktendenser (Travis Scott, Lil Uzi Vert og Migos er alle gode bud). Der er ganske enkelt efterspørgsel på den her slags musik… og, øhm, "attitude" lige nu, og det marked har Post tænkt sig at sætte sig på. Det er derfor også uendeligt passende, at The Undertaker, hvis wrestling-persona er et levende lig, er bannerfører for bevægelsen. Populær rap er nu-metal nu. Du kan lige så godt acceptere den udvikling. Velkommen tilbage til 1999.

Tagged:
Music
Noisey
Rap
WRESTLING
Nu Metal
post malone
undertaker
post malone koncert
musikere i wrestling