Beyoncé og Jay-Z's turné er voyeurisme, når det er bedst
Alle billeder via Sat-414

FYI.

This story is over 5 years old.

Ting vi har set

Beyoncé og Jay-Z's turné er voyeurisme, når det er bedst

Beyoncé og Jay-Z er enten i gang med at komme over problemer i parforholdet, eller også fik de det bare til at se sådan ud i London. Uanset hvad, fungerede det.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Det har været en stor weekend for familien Carter. Inden Beyoncé og Jay-Z overhovedet er dukket op på London Stadium, er der nogen, som råber: "Det er Blue! Blue Ivy er her." Folk peger og skriger. Jeg kan ikke se noget. Jeg står med den kæmpemæssige arena i ryggen et par meter fra den enorme scene i en slags VIP-zone, hvor billetterne har kostet op til 4.000 kroner. At folk rundt omkring har været i stand til at spotte Bey og Jays førstefødte, på hvad der minder om olympisk afstand, er en bedrift i sig selv. Der skal gå endnu en dag, før internettet får fingre i det første billede af Blue fra den aften. Det bliver omgående til et meme om, hvor uimponeret hun ser ud. Og lidt over 24 timer efter, hun har vinket til et ekstatisk publikum i arenaen, udgiver hendes forældre deres første fællesalbum, Everything Is Love.

Annoncering

Men jeg er her for at tale om koncerten, der mest af alt giver publikum lov til at lure ind i hovedpersonernes parforhold. Eller, det vil sige, lure med en stram to-timers tidsramme hvor man kan glo på dem gennem persiennerne fra den anden side af gaden. Beyoncé og Jay-Z’s første London-koncert i forbindelse med den fire-måneder-lange On the Run-turné er en farvestrålende kombination af et ægtepars meget sofistikerede fotoalbum med feriebilleder, en perlerække af hits fra to succesfulde kunstnere og, under Beyoncés solosæt, en optræden med den største, nulevende performer i den vestlige verden. Bey har publikum i sin hule hånd. Jay skal arbejde hårdere for deres opmærksomhed. De forskellige tråde i deres fælles fortælling – den søde pige, der finder sig en badboy-kæreste, ægteskab og børn, elevatoren, Lemonade, 4:44 – væves sammen i et berusende tæppe af lykke over forholdet, hvis man altså køber showets centrale præmis. Og selv hvis man ikke gør, så er Carter-parrets evne til at sælge den version af deres forhold til et købedygtigt publikum helt forrygende.

En del af Bey-Jay-dynamikken har altid drejet sig om det faktum, at de to er et ulige par, og at de altid har værnet om deres privatliv. Du husker måske interviewet fra 2003 med Beyoncé, hvor Oprah rådede hende til "at holde mund" om sit forhold til Jay-Z. "Jeg taler aldrig om mit kærlighedsliv," sagde Bey ved den lejlighed. "Det er vigtigt at fokusere på musikken. Når man begynder at tale om sit privatliv, kommer det altid til at fylde mere end kunsten." Oprah greb hendes hånd og sagde: "Det kommer kun dig og ham ved." I 2018 virker den opfattelse latterlig. I dag er kunsten deres forhold. Turneen er et knæfald for et publikum, som altid har hungret efter flere intime detaljer om Beyoncé og hendes liv bag kulisserne.

Annoncering

Live vises det i form af brudstykker af samtaler mellem Bey og Jay, både fra optagelser, som afspilles på to storskærme og i de øjeblikke, hvor parret synger duet på tracks som "Deja Vu" og "Drunk in Love". Under sidstnævnte træder Bey først frem og slentrer ned ad den ene af to platforme, som strækker sig ud i menneskehavet i arenaen på venstre og højre side af scenen. Hun bærer sangen helt alene, som hun også gør med størstedelen af aftenens sæt. Jeg aner ikke, hvordan fordelingen ser ud, i forhold til hvor mange mennesker der er her for at se Beyoncé, og hvor mange af dem ikke hader Jay for at bolle udenom, men at dømme ud fra, hvor mange queer-personer, der er blandt publikum, så er det nok de færreste, som er her for Hovs skyld. Det betyder at folkemængden brøler løs, når sange som "Formation", "***Flawless Remix" og "Baby Boy" begynder, mens i hvert fald 90 procent af folk i VIP-zonen ikke engang lader til at kende teksten til "Big Pimpin’"-omkvædet. For Jays skyld håber jeg lidt, at det var et andet billede på de billige rækker.

Hans nu berygtede "eat the cake, Anna Mae"-linje, der handler om vold i hjemmet, udløser et brøl fra publikum, som synger med under "Drunk in Love", men Jays dele af sangen kan slet ikke hamle op med Beys, i forhold til hvor vilde folk er med dem. Det er den slags øjeblikke, der viser, hvor stor forskel, der kommer til at være på koncerterne fra by til by. Til min store overraskelse er der mange, der lader til ikke at kende Jays singler. "Dirt Off Your Shoulder" modtages af publikum som et deep cut – jeg forestiller mig, at reaktionen bliver en helt anden, når parret optræder i Brooklyn, Atlanta og sikkert også i Vancouver. Jeg får øjenkontakt og nikker anerkendende, da jeg ser en mand foran scenen, som også synger med på "Show Me What You Got".

Annoncering

For så vidt Jay angår, så er de fleste tilskuere her for at høre "Niggas in Paris" – den bliver spillet to gange og udløser kaos – og "99 Problems". Mugshots af forskellige kunstnere og aktivister flimrer over skærmene, mens rapperen flyver igennem sidstnævnte nummer. Jeg tænker over, hvor mange folk til stede kan kende en borgerrettighedsaktivist som Angela Davis mellem billeder af popikoner som Bowie og Lisa 'Left Eye' Lopes. Generelt er det sådan, at Jays mere følelsesbetonede øjeblikke – som på den hæse "Song Cry" eller "The Story of OJ", hvor videoen kører i baggrunden – mødes med høflig applaus fremfor uhæmmet glæde. Det er meget muligt, at folk ganske enkelt ikke har hørt 4:44 og hans tanker om race og maskulinitet, med mindre de har oprettet en Tidal-konto.

Foran et i overvejende grad britisk publikum er det helt afgjort Beyoncés aften, og det er Jay formodentlig godt klar over. Han sender et par skud ud til hende og opfordrer publikum, som allerede er ved at gå amok, til at "make som nooooise" for sin kone. De tag-teamer gennem store dele af koncerten, dukker op til gæstevers på hinandens sange og forsvinder så fra scenen for at skifte kostume. I de øjeblikke, hvor de deler scenen, kan man næsten hører Beyhive-medlemmerne, som ikke har tilgivet Jay, hvæse af ham. Det er tydeligt, at parret vil fortælle en historie om genfunden kærlighed. I begyndelsen af koncerten oplyses skærmen med budskabet "THIS IS REAL LIFE". Men det er det jo ikke. Som det også var tilfældet med Beys HBO-dokumentar fra 2013, Life Is But a Dream, så er det et nøje udpluk fra det "virkelige liv".

Jeg står tæt nok på scenen til, at jeg kan se dem begge uden at kigge på skærmen. Og mens de ser hinanden i øjnene under "'03 Bonnie & Clyde" i begyndelsen af koncerten, ser de både lykkelige og afslappede ud. Men det føles ikke som en stor kærlighedserklæring. Det føles som et intenst, fysisk udmattende og smukt koreograferet show, i hvilket hovedaktørerne enten gennemarbejder deres personlige problemer eller bare er på arbejde. Jeg kan ikke se spor af den forelskede iver, som Beyoncé var præget af, da hun undveg Oprahs spørgsmål om Jay, hvor hun smilede indforstået og lo som et barn uden at afsløre for meget. I stedet virker de begge meget professionelle. Det er ikke klinisk som sådan, men jeg er mere rørt over den præcision og det hårde arbejde, der er lagt i selv showet – Beys stramme vokalfraseringer, Jays moves og dansernes elastiske kroppe i samspil med hele Beychella-orkestret – end jeg er over den kærlighedshistorie, som turneen markedsføres med.

Folk kritiserer ofte Beyoncé for at være en følelseskold maskine skabt af musikindustrien, men det er ikke det, jeg prøver at sige her. Den her turné ligger mere i forlængelse af hendes afsluttende bemærkninger under Oprah-interviewet for mange år siden. For at holde deres privatliv privat må de mytologisere det, når de deler det med os. I 2003 troede Beyoncé, at hun kunne lave musik, der ikke var direkte forbundet med hendes kærlighedsliv. I 2018 kræver fans, at Lemonade og 4:44 er autobiografiske værker, der kaster lys over parrets ægteskab med musik og videoer.

Det er derfor, den her turné føles som en overlevelsesmekanisme, hvor Bey og Jay giver deres fans det, de vil have – mere af dem selv – ved at lave en forestilling ud af de ting, vi allerede ved om dem. På den måde kan de begge gå på scenen aften efter aften og synge og rappe om kærlighed, bedrag og surfboards uden at smadre deres forhold. Da Beyoncé i 2006 igen sad over for Oprah, udtrykte hun det sådan her: "Det er vigtigt, at jeg bevarer et fokus på de ting, der er uskyldsrene og virkelige, og at jeg adskiller det fra min person som performer." Hvem ved, hvad Beyoncé anno 2006 ville sige til Everything is Love. Under alle omstændigheder var det her en weekend, som hverken Bey eller Jay formodentlig glemmer foreløbigt.