psykisk lidelse

Ibens skizofreni gør flyvende hjorte til virkelighed

Det er ikke mere end en måned siden, Iben Anna Jespersen sidst var indlagt med psykoser. Nu gør hun op med folks fordomme om diagnosen.

af Iben Anna Jespersen; billeder af Hedda Rysstad
25 juni 2018, 11:29am

Iben Anna Jespersen er 27 år, bor på Amager og studerer egentlig matematik. Men de seneste tre år har hun været sygemeldt fra studiet på grund af en psykisk lidelse, der ikke vil slippe sit tag i hende. Utallige indlæggelser, psykoser og depressive nedture hærger i perioder hendes hverdag, og samtidig slås hun med fordommene, der ofte stempler hende som farlig og utilregnelig. Her er Ibens fortælling.

Jeg ringer til det lokale psykiatriske center. ”I skal ikke tro, I kan få fat i mig – jeg ved præcis, hvad I pønser på, og I får ikke lov til at slå mig ihjel.” Jeg er dybt psykotisk. De påtrængende mentale billeder af alt det, jeg frygter mest, fylder mit hoved, og stemmerne prøver at kapre mit sind. Jeg tør ikke ringe til nogen, for jeg ved, at jeg fortjener at lide. Pludselig sidder jeg på min seng med en flaske gin i den ene hånd og et glas Panodiler i den anden. Aldrig før har psykosen haft så hårdt fat i mig, og jeg bliver trukket så langt ned, at jeg næsten drukner i den psykiske smerte. Desperat gispende for at holde mig selv i live. Hvad, der har udløst det? Jeg aner det ikke. Med min sygdom behøver der ikke at være en katalysator. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det her var lang tid siden, men selv i min virkelighedsfjerne tilstand, kunne jeg se på kalenderen, at det var maj 2018.

1529573233798-IbenVICE_Hedda-Rysstad_002


På papirerne står der, at jeg har en skizoaffektiv sindslidelse, en blanding af skizofreni og bipolar lidelse, hvilket talrige psykoser og indlæggelser på Psykiatrisk Center Amager vidner om. Så hvad er jeg for én bag den fordomsindsvøbte diagnose? Er jeg den råbende psykopat, der står på gadehjørnet og gør omverdenen utryg? Er jeg en tikkende bombe, der, som vinden blæser, skifter fra én personlighed til en anden? De kan næsten ikke blive farligere, de der skizofrene. Utilregnelige og virkelighedsfjerne og mystiske. Det har jeg jo hørt hele mit liv – dem skal man passe på.

Man opdeler diagnoser inden for skizofrenispektret i negative og positive symptomer. De negative er dem, alle kender, men som os med skizofrene lidelser oplever til en sygelig grad. Eksempelvis depressiv tankegang og tendenser, angst og for mange et koldt og passivt følelsesliv. Mens de positive er dem, den generelle befolkning ikke oplever – herunder bizarre vrangforestillinger, tankeforstyrrelser og psykoser. Det har altså generelt ikke noget med personlighedsspaltning at gøre, så når man i folkemunde bruger "skizofren" som et synonym for ambivalens, giver det ingen mening. Nu er det ikke for at være følsom, men hvis jeg skal være ærlig, gør det ondt, hver gang jeg hører det. Jeg føler mig misforstået, udstødt.

Beviserne for, at jeg pludselig var blevet Danmarks mest hypede vandrerute for smådyr, var mangelfulde, så jeg blev efter noget tid opmærksom på, at det altså var mit hoved, der fejlede noget.

Jeg har altid været en skrøbelig skabning. En vellidt særling med et omtumlet følelsesliv. Men efter et sammenbrud i 2012 tog mine psykiske problemer en drejning. Det startede med, at jeg hørte køer ude på mine forældres altan på 2. sal. Jeg vidste da godt, at det ikke kunne være rigtigt, men ikke desto mindre hørte jeg dem muhe i kor hver morgen. Et par år senere kriblede det ned af benene på mig, som var der en hær af store edderkopper, der spankulerede op og ned af dem. Snart kunne jeg også se dem. Men de håndgribelige beviser for, at jeg pludselig var blevet Danmarks mest hypede vandrerute for en masse smådyr, var mangelfulde, så jeg blev efter noget tid opmærksom på, at det altså var mit hoved, der fejlede noget. Det medførte en generel bevidsthed om, at jeg altså ikke kunne stole på min opfattelse af virkeligheden længere. Derfor vidste jeg også, at det ikke kunne være rigtigt, da jeg senere opdagede, at min hjerne ikke længere var min egen. Jeg kunne specifikt mærke, at hele højre hjernehalvdel var blevet overtaget af en ukendt kraft, der fodrede mig med sygelige input og tanker.

1529573259864-IbenVICE_Hedda-Rysstad_001

For et par år siden spurgte en veninde mig, hvordan det er at være psykotisk. Det tog mig flere år at stable et svar på benene: For mig føles det ikke mindre virkeligt, end når man tager et smut i Dagli’ Brugsen for at købe toiletpapir. Det er jo bare livet, hverdagen, sådan det er. Psykoser kommer i alle mulige størrelser, men fælles er, at de er afbræk fra virkeligheden, som føles realistisk for personen, der oplever dem. De kan være spøjse, ja, næsten humoristiske, som da jeg engang så diverse skovdyr flyve forvildet rundt i luften i min gård, eller de kan være et levende mareridt af hørbare, råbende og aggressive stemmer, der for alt i verden prøver at overtage dig og diktere alt, hvad du gør.

Når man konstant skal vurdere, hvor realistisk ens realitet er, kræver det mange mentale ressourcer, og det gik hårdt ud over mit funktionsniveau. Det kan være svært at forstå, men bare at børste tænder eller at gå i bad kan være helt uovervindelige udfordringer. Der er så mange mikroprocesser, der hver især kræver mere af mig, end jeg kan leve op til i min tilstand. Først tage tøjet af, så tænde for vandet, så vænne sig til vandtemperaturen, så putte shampoo i håret, så, så, så.. Og det værste er næsten, at jeg ikke selv forstår, hvorfor det er så svært. Hvordan kan jeg gå storstinkende i tre uger uden at røre en dråbe vand? Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det?

Hver dag starter med morgenmad bestående af en række medikamenter: Abilify, Zyprexa, Lyrica, Oxapax, Seroquel, Lamictal, Truxal og forfra. Når folk er imod sådan en heftig medicinering, tror jeg ikke, de forstår, at det for sådan nogle som mig er en livsnødvendighed. Da jeg i efteråret blev indlagt i en dyb psykose og derefter skruet radikalt op i min antipsykotiske medicin, gik der tre dage, før stemmerne fra ét sekund til det næste forsvandt fuldstændig. Efterfølgende fandt jeg på den hårde måde ud af, at post-psykotiske depressioner åbenbart er normen, men da jeg under endnu en indlæggelse i foråret kom på angstdæmpende medicin, blev jeg befriet for mine depressive symptomer. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til den dag, jeg ikke længere er afhængig af en masse medicin med dertilhørende bivirkninger, men lige nu er det en nødvendighed for, at jeg kan fungere. Jeg ville ønske, at al den mindfulness, jeg har dyrket gennem både timelange sessioner, kurser og apps, havde båret frugt, og jeg ville ønske, at mine symptomer var blevet tilstrækkeligt mindsket af al den shiatsu- og zoneterapibehandling, jeg har lagt krop til, så jeg kunne vinke farvel til min daglige kemiske cocktail. Jeg ville ønske, jeg var en af dem, hvor alternative behandlinger gav tilstrækkelig lindring, men det er jeg ikke, og det bliver jeg nødt til at acceptere.

1529573312239-IbenVICE_Hedda-Rysstad_003

Én af de misforståelser, der gør allermest ondt, er den opfattelse, at jeg er voldelig per min diagnoses natur. Jeg kender efterhånden mange folk, der falder inden for skizofrenispektret, og jeg har aldrig mødt et udadreagerende individ blandt dem. De findes naturligvis, men for langt de fleste er det ikke en del af sygdommen, og ligesom i den generelle befolkning er det typisk andre faktorer som socioøkonomisk status, der bestemmer, om man er voldelig. Omvendt er psykisk syge endda statistisk set langt hyppigere udsat for vold end den generelle befolkning er. Lad os lige sige det en gang til: En skizofren er ikke ensbetydende med en voldsforbryder.

Jeg har været sygemeldt on and off i mange år, og det har medført, at jeg til tider har følt, at jeg har mistet noget af min identitet. Jeg elsker at gå op i det tøj, jeg har på; jeg elsker at skrive, til mine fingre er ømme; jeg elsker noget så nørdet som at lave matematik; og jeg elsker, at jeg er en ekstrovert person, der kan socialisere, så det batter. Og alt det har jeg i mine værste perioder måttet give slip på. Alt det, jeg føler, definerer Iben. Jeg har måttet leve i min campinghabit; jeg har måttet erkende, at jeg til tider har så ondt i psyken, at jeg mister al min skriveinspiration; jeg har på tredje år måttet sygemelde mig fra mit matematikstudie; og jeg har måttet aftale med mine venner, at vi altid skal mødes hos mig, og at jeg nok maksimum kan klare en time ad gangen, uanset hvor langt de rejser for at se mig. Men når man genvinder evnen til at dyrke alt det, er det med en enorm værdsættelse af selv de mindste ting. En total forelskelse i alle de aktiviteter, der giver liv og identitet.

”Min faster er sygisk syg, hun så edderkober og hørte stemer.” Sådan skrev min 10-årige niece i en danskstil, og på trods af hendes unge alder kan man lære noget af hendes tilgang til og åbenhed omkring sine oplevelser som pårørende til en psykisk syg. Hun ved godt, at hun ikke kan empatisere med mine udfordringer, men hun kan sympatisere med dem, og hun tager ikke afstand til mig, fordi det er svært at forstå. Min niece spørger med oprigtig interesse og omsorg, hvordan jeg har det.

I dag er det 26 dage siden, jeg ringede til det psykiatriske center og anklagede dem for at ville dræbe mig. Det satte gang i mit behandlingsteam, og som ved et trylleslag kom jeg hurtigt ud af den værste del af psykosen. Men selv om den er ovre nu, er livet i kølvandet på sådan en oplevelse aldrig let. De søvnløse nætter er lange, og den sporadiske søvn er fyldt med mareridt. Mine medaljer i trøstespisning bør tages fra mig, for jeg kan knapt få en enkelt krydderbolle ned. Er det tegn på udmattelse eller måske en ny psykose, der venter lige om hjørnet? Man bliver paranoid. Jeg siger altid til mig selv, at det vigtigste er, at jeg dedikerer mig fuldt ud til min behandling, så det gør jeg. Ligesom jeg konstant minder mig selv om, at jeg alligevel gør fremskridt. Ja, jeg har lige været igennem et helvede, og jeg er rædselsslagen for at vende tilbage til det, og nogle gange føles det, som om min bedring går så kolossalt langsomt, at det altid er ti skridt frem og ni tilbage. Men fremskridtene, de er der. Havde jeg selv på mit bedste kunne skrive denne her artikel for bare nogle måneder siden? Næppe.

Jeg kunne skrive lange romaner om, hvor hårdt det er. Jeg har prøvet at begå selvmord, når det så sortest ud. Jeg har været så dybt deprimeret, at jeg ikke alene følte, at selvmord var den eneste måde at undslippe min grumme skæbne på, men også at jeg ville gøre min omgangskreds en tjeneste ved at befrie dem fra min drænende eksistens. Jeg har oplevet, at stemmerne råbte så højt, at jeg skulle ende det hele, at det ikke føltes, som om jeg var ved at begå selvmord, men som om stemmerne prøvede at myrde mig. Som årene er gået, har jeg lært mig selv og min sygdom bedre at kende, og jeg er faktisk blevet en ualmindelig glad person.

Det skærer i mit hjerte, hver gang jeg hører om en nydiagnosticeret, der føler sig dødsdømt, som ingen anden udvej ser. Men prognosen er bedre, end de fleste ved. Mange folk med diagnoser, der falder inden for skizofrenispektret, vil en dag få at vide, at de ikke længere opfylder kriterierne for deres tidligere diagnose. Der er et reelt håb og en mulighed for en dag at leve, noget der minder om, et normalt liv. Høj livskvalitet og en skizofrenidiagnose er ikke modsigelser.

Man kan altså godt være en glad skizofren som mig, selvom det tager noget tid at komme dertil.