Annoncering
Foto

En ung kunstners billeder af frigørelse og liderlighed

Ved at dokumentere sig selv, mens hun skifter fra den ene elsker til den anden, forsøger Ellie English at udforske, hvad vi forbinder med sex.

af Simon Doherty; billeder af Ellie English
11 maj 2018, 8:52am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

"Kameraet bliver ligesom et legetøj, der eksisterer mellem mig, mine elskere og mine venner," siger den 23-årige fotokunstner Ellie English.

Ellies værker viser rendyrket nærhed mellem mennesker, blandet med mondæne og almindelige scener fra hverdagen. Billederne er aldrig opsatte, og på den måde får vi et indblik i den del af vores liv, som vi holder allermest for os selv: Vores seksuelle normer og værdier. Ved at dokumentere sig selv, der skifter fra den ene elsker til den anden, forsøger Ellie at udforske, hvad vi forbinder med sex, og hvilken værdi den enkelte tillægger nøgenhed og intimitet med andre.

Jeg mødte Ellie i kælderen under den erotiske boghandel i London, hvor hun arbejder, for at få en snak om hendes værker.

VICE: Dine billeder veksler mellem det intime og det hverdagsagtige. Hvad forsøger du at vise med din kombination?
Ellie English: Det gennemgående tema i mine værker er det ikke-monogame liv – et personligt forhold med BDSM, hvor seksualitet generelt ligger udenfor de normer, samfundet har dikteret. Jeg synes, det er helt vildt vigtigt og virkningsfuldt, når vi snakker om den slags i en hverdagskontekst. Det er vigtigt, at vi husker, at folk, der lever på den måde, er ganske almindelige mennesker. Ved at inkludere det meget genkendelige forsøger jeg at illustrere den følelsesmæssige rutsjebane, et forhold kan være. Der er både de ufatteligt intime øjeblikke, men der er også situationer, hvor man bare er sig selv, inde i sit eget hoved med sine egne tanker.

Hvilken værdi mener du, at vi mennesker tillægger intimitet?
Jeg tror, det er enormt forskelligt fra person til person. Det første, jeg kommer til at tænke på, er engangsknald. Nogle mennesker betragter det som noget meningsløst, ikke? Og det kan godt være, de er det for mange mennesker, og jeg har da også haft min del ligegyldige knald. Men jeg har også haft sex med nogen en enkelt gang, hvor der var et særligt bånd. Vi mærkede virkelig hinanden. Jeg har haft de smukkeste forhold til mennesker, som var enormt flygtige - men de betyder stadig rigtig meget.

Hvad har du lært om vores seksualitet gennem dit arbejde?
Jeg kan kun tale ud fra mine egne oplevelser og de mennesker, jeg er sammen med. Jeg har lært at give slip på skam, omfavne seksualitet og forstå, at der ikke er noget skadeligt ved det. Da jeg var yngre, tænkte jeg helt sikkert: 'Hvad fanden er der galt med mig?' fordi jeg havde lyst til at blive domineret, at blive skadet, eller at skade andre. Eller fordi jeg var i et forhold med nogen, som jeg elskede meget højt, og alligevel også være tiltrukket af andre mennesker. Jeg begyndte at overveje, om der overhovedet var noget galt med det. Til sidst lærte jeg at sætte mig ud over de kulturelle normer omkring parforhold.

Har dit arbejde forandret den opfattelse, du havde af parforhold, inden du gik i gang?
Jeg ved ikke, om man kan tale om, at noget er "forandret", men det har i hvert fald fået mig til at have mere nuancerede overvejelser om, hvad det vil sige. I et af mine første projekter lavede jeg en række selvportrætter, som alt sammen handlede om BDSM. Dengang følte jeg, at værkerne var helt vildt vigtige, fordi det var virkeligt, ægte og uudtalt. Selvom jeg stadig synes, det er rigtig vigtigt, og det stadig former mit arbejde, ser jeg mere psykoanalytisk på det og overvejer, hvor seksualitet kommer fra. Det stammer fra barndomsoplevelser og vores forhold til vores forældre. Jeg tror, det er vigtigt, at vi ser på den slags for at forstå, hvordan vores forhold som voksne.

Hvorfor tror du, at mennesker er begyndt at skjule deres dybeste lyster?
Der er stadig meget skam og forlegenhed forbundet med sex. Jeg ved ikke, hvor i historien det begyndte at gå i den retning. Men det er interessant, for os mennesker er utroligt seksuelle dyr. Hvis du snakker ansigt til ansigt med en tæt ven, så kan de snakke om deres fantasier og lyster, men når det gælder samfundet som helhed, er der enormt meget skam forbundet med det.

Synes du, samfundet har forandret sig i den forstand?
Der sker fucking meget med rettigheder til transpersoner og folk i LGBT-miljøet. Men der er stadig nogle stædige normer udstukket af samfundet, som er svære at relatere til, hvis man har seksuelle tilbøjeligheder som ikke er helt hetero, monogame og pæne. Men i dag har folk heldigvis adgang til information, så hvis de vil, kan de lære at de ikke er alene.

Se flere af Ellies billeder herunder og endnu flere på hendes hjemmeside.

Tagged:
Sex
BDSM
Kunst
hverdag
nøgen