Miriam var otte år, da hendes mor tog hende i armene og sprang i døden fra 7. sal
Alle billeder af Hedda Rysstad
død

Miriam var otte år, da hendes mor tog hende i armene og sprang i døden fra 7. sal

Det er 16 år siden, Miriam Damm mirakuløst overlevede sin mors selvmord. I dag har hun for længst tilgivet handlingen og vil hellere tale om, hvordan hendes mor var, end hvorfor hun gjorde, hvad hun gjorde.
21 august 2018, 9:00am

Miriam Damm kan ikke huske det øjeblik for 16 år siden, hvor hendes mor løftede hende ud af sengen og sprang ud af vinduet fra 7. sal på et hotel i Malmø. Men timerne op til står stadig klart.

”Vi havde kørt i bil hele natten, og min mor ville lægge sit ur og computer i hotellets reception, for at vi kunne få et værelse, selv om hun ikke havde penge. Det gik de med til – endda uden at beholde hendes ting. Vi spiste morgenmad sammen på hotellet, og så satte min mor sig og skrev noget, jeg senere fandt ud af, var et afskedsbrev. Derefter blev jeg meget træt og kravlede op i sengen. Det er det sidste, jeg husker,” fortæller hun.

Miriam er i dag 24 år, hun er i gang med sin kandidat i kommunikation på CBS og bor med sin kæreste på Nørrebro i København. Derudover er hun både en af de 6.000 danske unge, der hvert år mister en forælder, og en af de 4.000 danskere, der årligt står tilbage efter et selvmord.

I maj 2002 tog Miriam Damms mor sit eget liv. Hun kastede sig ud fra syvende etage med den dengang otteårige Miriam i armene. Men Miriam landede ovenpå sin mor og overlevede mirakuløst faldet. Hendes mor døde på stedet. Siden har Miriam ligesom mange andre selvmordsefterladte ikke blot måttet kæmpe med sorgen over at miste, men også mod de fordomme og den berøringsangst, der omgærder selvmord – og som ofte har stået i vejen for, at Miriam bare har fået lov at savne sin mor uden at skulle forsvare den handling, hun altid har forstået og aldrig har hadet sin mor for.

I ugerne op til selvmordet havde hun rejst med sin mor rundt i Europa – angiveligt for at finde en mand, der skyldte moren penge.

”Jeg ved ikke meget om manden, hvad de økonomiske problemer bundede i, eller hvad min mors andel i det hele var, men det var det, hun fortalte mig, og det er på en eller anden måde forklaringen på, at hun sprang,” siger Miriam og fortæller, at hendes mor blandt andet havde drevet et hotel på Rådhuspladsen, som hun endte med at skylde mange penge i.

Miriams mors økonomiske problemer blev dækket af medierne både før og efter hendes død.

Da Miriam vågnede efter faldet, var der gået flere uger. Hotelværelset i Malmø var erstattet af intensiv afdeling på Rigshospitalet i København og i stedet for at finde sin mor bøjet over skrivebordet var Miriam omgivet af fremmede, da hun slog øjnene op. “Jeg lå i respirator, så jeg kunne ikke tale, men så snart jeg vågnede, gav en sygeplejerske mig et stykke papir og en kuglepen, så jeg kun skrive små beskeder. Det første, jeg skrev, var: ’Hvor er min mor’?” fortæller hun. Sygeplejersken svarede ved at pege op mod himlen og fortælle Miriam, at hendes mor var død.

”Umiddelbart efter fik jeg også at vide, hvordan hun døde, og at hun havde prøvet at tage mig med. Jeg blev ikke engang ked af det lige der, jeg var bare sådan: ’Det tror jeg simpelthen ikke på’,” fortæller Miriam.

Miriam havde indtil da altid været alene med sin mor. ”Jeg havde altid fået at vide, at jeg ikke havde en far, og vi havde aldrig talt om min mors familie, som jeg slet ikke vidste, hvem var. Jeg kendte faktisk ikke andre voksne mennesker end min mor og lærerne på min skole,” fortæller Miriam.

Miriam bruger de mange barndomsbilleder til at holde liv i minderne med sin mor.

Billeder af Miriams mor og Miriam taget kort før Miriams mors død.

Derfor blev dagene efter morens død også fyldt med nye mennesker, Miriam ikke vidste fandtes, men som hun pludselig skulle forholde sig til. ”Min moster og onkel kom og fortalte, at de var min moster og onkel. Min storesøster kom og fortalte, at hun var min storesøster. Min mormor kom og fortalte, hun var min mormor, og til sidst kom min far, som jeg altid havde troet var død eller bare ikke fandtes, og fortalte, at han var min far,” fortæller Miriam og fortsætter:

”Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Det var bare sådan, det var. Jeg husker heller ikke at have været ked af det eller utryg ­– men når jeg tænker tilbage, ved jeg, at det nok har været en fortrængning og en forsvarsmekanisme, så jeg ikke gik helt i stykker.”

Da Miriam blev udskrevet, flyttede hun hjem til sin moster og onkel i Hillerød. ”Jeg havde intet forhold til min far, og han levede et helt andet liv, end jeg havde været vant til. Jeg kendte jo heller ikke min moster, men hun boede i et hus og havde børn på min alder, så det gav god mening, at det var der, jeg skulle være."

På trods af de mange store omvæltninger i Miriams liv, husker hun ikke at have haft nogen stærk reaktion på alt det nye. "Jeg flyttede egentlig bare derhjem og husker ikke at være ked af det eller noget. Det var igen bare sådan, det var. Egentlig var det mest de fysiske ting, der tog hårdt på mig på det tidspunkt. Jeg havde brækket begge ben og min kæbe, og mine tænder var også ødelagte. Jeg sad i kørestol mange måneder, og det er det, jeg husker som sværest ved tiden lige efter,” fortæller Miriam og tænker lidt, før hun fortsætter:

”Jeg var faktisk kun vred på min mor i glimt. Specielt, da jeg sad i kørestol og ikke kunne noget – hvorfor skulle det lige ske for mig? Men det kunne også køre længere ud og blive tanker som: ’Hvorfor fanden skulle jeg overleve?’ Det har jeg bebrejdet hende. Men jeg har faktisk aldrig følt, hun forlod mig, eller været vred på handlingen.”

Miriam i hjemmet på Nørrebro.

Miriam uddyber: ”Det skyldes nok, at hun tog mig med. Det lyder måske underligt. Men jeg var blevet mere sur, hvis ikke hun havde taget mig med. Jeg har altid vidst, at min mor ville gøre alt for mig. Det vigtigste i hendes liv var, at jeg havde det godt. Så jeg ser det egentlig som en omsorgshandling, at hun tog mig med. Jeg ved, det har været hendes eneste udvej, og der hverken har ligget egoisme eller onde hensigter bag. Hun har villet beskytte mig og passe på mig, og det var derfor, hun gjorde det,” forklarer Miriam.

Miriam og hendes mor boede dels i et hus i Værløse og dels på hotellet, moren drev i København, og som lå tæt ved privatskolen Zahles Grundskole, hvor Miriam gik fra børnehaveklassen. Selv om en gammel klasselærer siden har fortalt Miriam, at hendes mor i perioder op til sin død sommetider glemte at give hende vinterstøvler på eller smøre en madpakke, husker Miriam overordnet sin barndom som ”virkelig god” og sin mor som ”ekstremt omsorgsfuld og betænksom”.

”Min mor ville have, jeg havde det bedste, og det er nok også derfor, hun sendte mig på privatskole. Selv om der helt sikkert også har været steder, det haltede, har jeg altid været tryg og vidst, at min mor var hos mig, hvis der skete noget. For eksempel hvis jeg blev drillet eller havde det svært, så var hun der med det samme,” fortæller Miriam.

Hun blev på Zahles de første år efter sin mors død: ”Selv om det var en lang tur fra min moster og onkel i Hillerød til skolen inde i København, var det vigtigt for mig. Mine venner fra skolen og mine lærere var de eneste, jeg havde kendt, mens min mor levede, og de var de eneste, der kendte hende og kunne fortælle mig, hvordan hun var. Alle, jeg har mødt siden, vil jo først og fremmest hæfte sig ved hendes død og det fascinerende i, at jeg overlevede. Men mine lærere, mine gamle venner og deres forældre husker hende, og de kan fortælle mig, hvordan min mor var til sidst og bekræfte mig i, at hun var god ved mig, og det har betydet alt for, hvordan jeg har klaret mig.”

”Jeg forstår jo godt, hvorfor folk reagerer, som de gør, men til tider er jeg træt af at skulle forklare, hvorfor jeg ikke hader min mor, eller høre på, hvor vildt det er, at jeg overlevede faldet. Jeg vil meget hellere tale om, hvem hun var, og om hvordan det har været at miste hende. Og derfor er mine gamle veninder, der kendte min mor og var der under hele forløbet, noget af det vigtigste i mit liv.”

Det var derfor heller ikke med Miriams gode vilje, da hun fire år efter morens død måtte stoppe på Zahles og begynde i 7. Klasse på en folkeskole i Hillerød. ”Jeg forstår godt, at min moster og onkel tænkte, det ville være godt for mig at gå i skole tættere på hjemmet, men jeg var ikke glad for den beslutning. Mine venner og mine lærere var min familie, og jeg var fuldstændig ligeglad med, hvor langt der var til skole – bare jeg kunne være sammen med dem. Men der var ikke så meget at gøre,” fortæller Miriam.

Så på trods af appeller om det modsatte fra både lærere og elever på Zahles startede hun efter 6. klasse på en ny skole i Hillerød. ”Mine nye klassekammerater vidste ikke andet end, at jeg havde mistet min mor i en ulykke. Men jeg har jo alle de her ret synlige ar, som den nye klasse opfandt forklaringer på. Der gik for eksempel rygter om, at jeg var faldet ud af et fly eller var blevet bidt af en haj, og det var svært for mig at håndtere, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Så det var i de år, jeg begyndte at tænke over, hvad jeg havde været udsat for, og det gjorde mig ekstra vred over, at jeg ikke bare kunne fortsætte på Zahles. Faktisk tog jeg tit toget til København, når jeg havde fri, så jeg kunne nå at deltage i de sidste timer med min gamle klasse.”

Selv om det i årerne efter fortsat var svært for hende at dele sin historie med nye mennesker, besluttede Miriam at fortælle alt til et par lærere, da hun startede på gymnasiet. ”Jeg havde bare brug for, at nogen vidste det. Og sådan har jeg det stadig, når jeg starter nye steder. Jeg har brug for, at der er en eller to, der kender hele historien, så jeg ikke behøver at forklare mig, hvis jeg har en dag, hvor det hele ramler, eller jeg får brug for at trække mig lidt,” siger hun.

I takt med, at Miriam er blevet ældre, er det også blevet nemmere for hende at fortælle sin historie, men det er faktisk kun det seneste år, hun rigtig har kunnet tale om det uden at blive ked af det. ”Jeg har langsomt anerkendt, at jeg har brug for at tale om det. At jeg aldrig vil komme videre – for sådan er det med sorg. Også selv om det er selvmord og ikke kræft, der gør, man har mistet. Og i dag undrer det mig, at jeg ikke gik til psykolog dengang, men det gjorde jeg altså ikke. I stedet er jeg de seneste år begyndt at bearbejde det selv og eksempelvis sige til mine gamle venner, at jeg har brug for, at vi taler om min mor, og det forstår de jo godt,” fortæller hun.

Og i dag er Miriam åben om, hvad der er sket. Hvis folk spørger ind til hendes ar eller hendes baggrund, får de for det meste en eller anden udgave af den rigtige historie. Men der er stadig ting, der er svære at forklare: ”Folk bliver ofte meget fascinerede af historien og reagerer tit med ‘wow, hvor er det vildt, at du har overlevet at falde fra syvende etage’, hvilket jo er det folk bedst kan forholde sig til, når man taler om død. Men der ville jeg måske hellere have, de spurgte, hvordan det var at blive forældreløs som lille pige. Og så er det svært at skulle forsvare min mors valg. Hun er død, jeg savner hende helt vildt, og jeg er ikke det mindste vred. Det burde være nok for andre, men det er det sjældent. Folk vil tit have mig til at forklare, hvordan jeg har tilgivet hende, og de køber ligesom ikke, at jeg aldrig har været vred.”

Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det eneste rigtige er at blive ved. ”Det har været enormt vigtigt for mig at begynde at sætte ord på, og det har uden tvivl været en af grundende til, at jeg kan se fremad og er begyndt at komme videre. Det håber jeg virkelig, at andre i lignende situationer også vil opleve,” siger hun.