Illustrationer af Adam Waito

Sådan går det, når du bliver bedraget af din lokale takeaway-biks

Det sted, du bestiller fra tre gange om ugen, viser sig at være et frygteligt sted. Du er ikke alene.

af Chason Gordon; illustrationer af Adam Waito
|
22 februar 2018, 8:30am

Illustrationer af Adam Waito

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Det er måske lidt nemmere end den første Tinder-date, men det kan alligevel både være chokerende og skuffende at besøge en restaurant, som du ellers kun kender som takeaway-sted.

"Er DET HER stedet, hvor jeg plejer at få min burger fra?" tænker du. "Hvordan kunne jeg være så dum?"

I starten var du optimistisk. At have en fast takeout-biks er ligesom en helt særlig form for langdistanceforhold. Man opbygger en tillid, når maden altid dukker op til tiden og er dejlig varm og mættende, og de har husket den ekstra remo, du bad om. Engang imellem får du endda en venskabelig kommentar med på vejen fra budet. Intet kan vel ødelægge denne utopiske udveksling af penge og madvarer?

Der tager du fejl: Det misforståede behov for at kende sandheden. Du kunne ikke nøjes med at få langtidsstegt pulled pork leveret til døren. Du skulle absolut se, hvor det kom fra, mærke overfladen på plastikbordene, bade dig i lysstofrørenes skær og indånde den syntetiske citrus fra rengøringsmidlerne. Du var overbevist om, at dig og restauranten var bundet sammen af skæbnen, men fordi du kun kender din elskerinde ud fra hendes online profil og logoet på de poser, maden kommer i, så var det på tide, at du så hende i levende live.

Vi går tit ud fra, at det sted, vi bestiller fra, vil være en slags platonisk, håndgribelig repræsentation af maden. Det må være en slags tempel af ædelstene med basunengle, bølgende vælvinger og små sommerfugle, der flyver rundt med salt- og peberbøsserne. Et sted hvor du aldrig ældes eller skal skide, og hvor de straks genkender dig og fører dig ned til dit eget faste bord, fordi du er deres yndlingskunde.

Men så en dag tager du derhen og kaster dig ud i det ukendte. For hver meter, du kommer nærmere, bliver du mere nervøs. Hvad hvis der er kø? Hvad hvis de ikke ved, at det er dig, der bestiller mad tre gange om ugen? Og ligesom inden den første date: Hvad hvis de er grimme?

Du er endelig nået frem og kigger op fra restaurantens lækre hjemmeside, som du har fundet frem på telefonen, for at se den med egne øjne.

Og så sker det. Det går op for dig, at du er blevet snydt. At du er blevet catfished.

"Hvad fanden sker der?"

En faldefærdig facade med et gulligt skilt afbleget af solen og et knust vindue troner foran dig, og det eneste, der virker bare en anelse nyt og friskt, er den sure smiley i vinduet. Døren er bevogtet af en flok rotter, som prøver at rive lunser af dine ankler med deres tænder, da du går forbi og ind i den tomme restaurant. Indenfor er det endnu mere klamt – og ikke på en poetisk måde. Billigt polkaprikket tapet er ved at falde af væggene, og en tyk damp af rådden fritureolie og luftfrisker fylder dine næsebor.

“Er du panser?" spørger ejeren, så du skynder dig at finde på en undskyldning ("Min mormor er lige død") og løber skrigende ud på gaden igen.

Nogle gange er restauranten frygtelig på en anden måde. Nogle gange er stedet fyldt med afskyligt tingeltangel og rigtigt popsmarte kunder og ligger i den mest turistede del af byen. Du kommer til den smertefulde erkendelse, at du er den eneste, som nogensinde bestiller to-go der fra.

Lige meget hvad er det ikke selve restauranten, der er det rigtige problem - det er i stedet vores knuste illusioner, og det skuffelsen har lært os om os selv. I alt for mange år har du gladeligt inviteret deres mad indenfor i det hjem, hvor du sover, bader og ser Netflix. Intet er mere personligt, så når du senere forsøger at brække de sidste to års takeaway op igen, er det nok mest, fordi du ikke har lige så god smag, som du troede.

Måske ved du ikke længere, hvad der er virkeligt, og du stoler ikke på dine instinkter. Ligesom den Tinder-date, der var så sjov at snakke med online, og som så så utrolig dragende ud på sine billeder, er restauranten kun lækker på afstand, fordi vi ikke vil indse virkeligheden. Den er ulækker, usikker på sig selv og lugter måske lidt.

Men bare rolig, der er en løsning: Hold dig fra de steder, som du bestiller fra. Det kan selvfølgelig godt være, at virkeligheden er lige så vidunderlig som fantasien, men hvorfor tage den risiko? Det er svært kun at kende en restaurant online og ikke have et fysisk forhold til hinanden, men hvis du kan holde dig i skindet, kan du beskytte din egen følsomhed. Og hvis maden er god, er maden god.

Eller også kan du ignorere mine advarsler. Det kan være, du finder en nål i en høstak, og dit sted viser sig at være der, hvor gulvene er marmor, tjenerne er perfekt opdragede hundehvalpe, og der er ekstra forretter til deres bedste kunde. Det ser så godt ud, at du kaster din telefon i skraldespanden, så I aldrig skal skilles igen.

Hvis ikke det sker, kan du bare holde dig til at bestille ud af huset.