Danmarks nye jetset-restaurant er det tætteste, jeg kommer på St. Tropez
Roséflaskerne er store på Diva. Billede af artiklens forfatter.

FYI.

This story is over 5 years old.

danmark

Danmarks nye jetset-restaurant er det tætteste, jeg kommer på St. Tropez

"Jeg er genbrugskluns, Netto-øl og andelsbolig i Nordvest. De er Armani, Dom Pérignon og sommerhus ved den franske Riviera."

"Har I som os også brugt sommeren rundt omkring i verden, slikket sol på beach clubs, drukket champagne på Sass Café, eller druknet jer i rosé på Le Club 55, og er kommet hjem igen til regnvejr, dårlig vin og sovs og kartofler og drømmer jer tilbage?"

Nej. Nej, det har jeg ikke. Jeg har brugt hele sommeren i det omtalte regnvejr, spist meget mere sovs og kartofler end østers, og jeg aldrig nogensinde været i St. Tropez.

Annoncering

Men sådan her lød invitationen til gallaåbning af Diva, som er en ny jetset-restaurant i København. Efter en juli, hvor solen har været lige så fraværende som Prins Henriks diskretion, kan jeg virkelig godt bruge et skud af den rosé-syltede oase, de lokkede med, så jeg tager afsted til Diva i håb om at opleve en verden af international klasse og champagne i tårne.

Privatfoto venligst udlånt af Fabio Avenoso.

Det starter lovende. På fortovet er en tjener i gang med at åbne den største flaske rosé, jeg i mit liv har set, og omkring ham står lyseblå skjorter med hård flip og sorte stiletter og drikker vin. Jeg tager et glas af den nyåbnede rosé og forsøger at passe ind. Jeg suger dybt, og samtalerne summer omkring mig.

"Jeg har købt jakken, fordi der ikke er så mange, der har den. Det er det værste, når du kommer ind på klubben, og der er en anden, der har den samme. Så ryger den ud."

Diva er Fabio Avenosos nyeste spisested. Fabio er ham den langhårede kendiskok med de lysende øjne, der har prydet alt fra fra busreklamer til morgen-tv. Han ejer Restaurant Fabio på Frederiksberg, en del af Sankt Gertruds Kloster, Lagano Pizzabar og så det nye sted i Grønnegade, som skal redde folk ud af deres post-St. Tropez-depression.

LÆS MERE: Jeg tog til Danmarks vildeste middagsselskab og sad til bords med en våbenhandler

Jeg vil egentlig gerne snakke med Fabio om hans nye projekt, men han er konstant ombejlet af en kødrand af mennesker, og hans skarpe blik lyser om kap med hans brede smil. Ligesom på reklamen bag på linje 5C.

Annoncering

"Så havde han skaffet en hel lastbil fyldt med et-dollar-sedler."

Hans nye restaurant er et sted for "livsnydere, festaber, gastronomer, børn af natten og andre af livets gøglere", skriver de. Alle dem, der er trætte af dansk middelmådighed og vil have mere glamour til hverdag og til fest. Diva virker som et meget passende navn, og det ligger i de lokaler, der tidligere husede den italienske restaurant Fabio's Paparazzi. Her var Jokeren, Eros Ramazzotti og Tom Jones eftersigende blandt de tilfredse kunder.

Privatfoto venligst udlånt af Fabio Avenoso.

Fabio er god til at tiltrække de kendte og dem med magt. På hans hjemmeside er der Polaroid-snaps med alt fra Bono til Søren Pilmark. Politikere, ført an af statsminister Lars Løkke Rasmussen og en begejstret Pia Kjærsgaard (der har sendt blomster til Fabio som tak for en forrygende aften), ser ud til at elske den afbalancerede eksklusivitet, der gør, at det lige akkurat er fint nok til at holde pøblen væk, men samtidig ligger i et prisleje, hvor man kan være med på sin beskedne ministerløn.

Til åbningsfesten på Diva er der også drysset stjernestøv. Med det samme spotter jeg den altid elegante Claus Elming fra TV2, og min sidemand udpeger hurtigt de "kendte" ansigter, i tilfælde af at de ikke er helt så kendte, at jeg kender dem. Der er topchefer for store virksomheder, restaurantejere og pladeselskabsbosser. Der er store overarme, store pengepunge og store egoer. Og modeller.

Alle er skide søde. Ligesom almindelige mennesker. Bare rigere. Inden jeg har nået at drikke min rosé, får jeg stukket et glas champagne i hånden af tjeneren. Imens fortæller en fyr mig om alle de sportsvogne, han har haft.

Annoncering

LÆS MERE: Massimo Bottura om kampen for at samle Italiens køkken

"Jeg byttede Ferrarien til en helikopter. Men jeg savner den. Det var en fejl, at jeg gik af med den."

Inden vi bliver sat til bords, falder jeg i snak med en to meter høj knægt med perfekt pomadehår, som inviterer mig med i sin partybus et par dage efter. "Det er Aqua, der har lejet den," lokker han. "De holder en sidste fest for at markere, at bandet går i opløsning."

Det var på tide, tænker jeg. På tide at jeg bliver inviteret med til fest med René Dif.

Privatfoto venligst udlånt af Fabio Avenoso.

Restauranten er i to plan. På toppen bliver man set, mens man i kælderen kan være i fred for snushaner. Jeg går derned med mit tredje glas champagne og bliver sat til bords med en natklubejer, som er yngre end mig, en rødhåret model og en rig silverback. Jeg forstår aldrig helt, hvor han tjener sine penge, men han har mange af dem.

Forretten er en rejerisotto med så meget fedme, at den knap orker at komme op på gaflen. En jomfruhummer på toppen og en tung rødvin fuldender festen. Det smager for sindssygt, men silverbacken har smagt bedre. Alle har rejsehistorier, og natklubejeren spørger, om nogen har været i St. Tropez her til sommer.

Efter den første ret går vi ud og ryger en smøg, og det pisser ned. Der bliver fortalt anekdoter fra Whiskybæltet, mens vi skutter os for regnen i en gammel granitport.

LÆS MERE: Da Christian Puglisi tog hjem til Italien og restauranternes trestjernede swingerfest

Annoncering

"Har vi husket at slå kalechen op, skat?"

Hovedretten er silkeblød kalvemørbrad med Karl Johan-svampe og trøffel. Det er seriøst den bedste sovs, jeg i mit liv har smagt. Vin og fløde mødes i liderlig forening, og jeg overvejer, om jeg skal bede om lidt mere. Fuck den der Amarone, jeg vil bare have et stort glas sovs.

Alle de bobler løber lige igennem mig, så jeg smutter ud og slår en streg. Selv på toilettet er der glamour med Versace på klinkerne.

Billede af artiklens forfatter.

Silverbacken smutter inden desserten. Han skal hjem til en by med H. Hørsholm eller Hellerup eller Holte. Det var ikke Horsens.

Mens vi venter på desserten, får vi velsmagende cocktails i enorme krystalglas og mingler. Jeg får alle mulige folks numre, så jeg lige kan skrive lidt om deres diskotek, energidrik eller vinmenu. Musikken og stemmeføringen er blevet højere.

"Jeg drikker ikke rosé længere. Jeg fik alt for meget sidste sommer i hans have sammen med de andre modeller. Vidste du godt, at han har et helt rum kun fyldt med rosé?"

Desserten er panna cotta med passionsfrugt og champagneskum. Måske er det mængden af alkohol, men jeg kan hverken smage passionsfrugt eller champagne. De fleste nipper også bare til den, for nu er det cocktailbaren, der er centrum for oplevelsen. Mens jeg får en Bellini, stiller et jazzband op, og kort efter danser jeg i takt med kontrabassen. Trompeten gjalder mod de rå murstensmure, og en fyr spørger, hvad vi drikker. Jeg ved det ikke længere.

Annoncering

LÆS MERE: På Strandvejen finder man det italienske køkkens danske DNA

Medina er kommet. En fyr med slikhår hælder op fra en seksliters-vodka og spilder ud over baren. Alt smager godt. Alt er gratis. Alle er glade. Hvis jeg bare lader være med at tænke på udbytning, overforbrug og arvefølge, kunne jeg godt vænne mig til det her.

Men jeg ved godt, at jeg ikke passer ind. Og de ved det også godt. Jeg er genbrugskluns, Netto-øl og andelsbolig i Nordvest. De er Armani, Dom Pérignon og sommerhus ved den franske Riviera.

Da aftenen lakker mod enden, går vi hver til sit. Mens de andre finder deres ulovligt parkerede sportsvogn, cykler jeg hjem gennem regnvejret. Jeg får en stofserviet i bedre kvalitet end mit eget tøj til at tørre den våde sadel med.

Jeg fik aldrig snakket med Fabio, og det virker ikke som om, regnen nogensinde vil stoppe denne sommer. Jeg er drivvåd, da jeg kommer hjem.

Næste år tager jeg med de andre til St. Tropez.