Broadly

Sandheden bag din hunds triste øjne, når du forlader den

Når jeg ser hunde forladt foran supermarkeder rundt om i København, stikker det i mit hjerte, som da jeg selv måtte forlade min hund derhjemme som barn. Og det er ikke uden grund.

af Hedda Rysstad
07 maj 2018, 10:01am

Alle billeder af Hedda Rysstad

Da jeg var otte fik jeg opfyldt min, på det tidspunkt, største drøm: Jeg fik en hund. Det var den sødeste, mest chill og relativt bitchy lille dværg-schnauzer. Hun fik navnet Kelli. Allerede fra hun var bare et par måneder, begyndte vi at vænne hende til, at hun skulle være alene hjemme. Jeg var yngst i en søskendeflok på tre og var som regel første mand hjemme. Fordi hun de første år altid havde tisset lidt på gulvet, når vi kom hjem, plejede jeg at løbe ind, åbne køkkendøren og løbe ud på gårdspladsen. Ud kom en vilter, logrende og pibende Kelli løbende lige i armene på mig. Jeg konkluderede, at hunde er en gave fra Gud – eller i hvert fald nogen med en ubetinget kærlighed, jeg ikke kan regne ud, hvad vi mennesker har gjort for at fortjene.

Jo ældre jeg blev, jo mere følsom blev jeg over for Kelli og alle andre dyr, og jo mere ondt gjorde det at møde hendes store blanke øjne, hver gang jeg lukkede døren bag mig og forlod hende til en dag i ingenting, mens jeg gik ind i mit parallelle liv med skole, venner og job. Mine venner synes, jeg er håbløst følsom over for dyr, og jeg kan godt selv se det. Jeg bliver uden undtagelse mere ked af det, når hunden i filmen dør, end når min egen art lider en smertefuld død på skærmen.

For et par år siden, lige efter Kelli sagde farvel efter sine 15 år, læste jeg en artikel på hjemmesiden IFL Science!, som skulle vise sig at bekræfte en stor frygt, jeg havde båret på gennem min barndom. ”Det her sker med din hund, når du lader den være alene hjemme,” lød overskriften. Artiklen forklarede, at hunde formentlig aldrig vænner sig til, at du forlader den. Der stod blandt andet: ”De kan urinere på gulvet for at få afløb for stress.” Okay, what. Så var det altså ikke bare, fordi hun var helt vildt stoked over at se mig?

Ifølge artiklen kan det virke, som om hunde har en god forståelse for tid, da de giver udtryk for at ville ud og gå tur og have mad på de rigtige tidspunkter, men det ser ud til, at de aldrig bliver helt vant til at være alene og forstå, hvor lang tid der går, før du kommer hjem. Den første halve time er for de fleste hunde den mest kritiske tid, men for nogen kan det høje stressniveau vare al den tid, de er alene hjemme.

Med alt dette sagt, er der heldigvis nogle ting, du kan gøre for, at det bliver lettere for både hunden og dig. For eksempel kan du ifølge artiklen lave en legekasse, som hunden kun får, når den er alene hjemme. At lægge et stykke tøj, der dufter af dig, i hundekurven kan også have en beroligende effekt. Og ikke mindst – lad være med at gøre et stort nummer ud af, at du går. Selv om du helt sikkert har utrolig meget lyst til at nusse og kramme og græde lidt, før du skal på arbejde – lad være! Find legekassen frem, og gå selvsikkert ud, som om det er no big deal. Begynd med gradvis tilvænning, fra de er bare nogle uger gamle. I første omgang skal du kun være væk i under 20 minutter.

Med dette i baghovedet har jeg ladet mig charmere af hunde på gaden – nogle mere desperate end andre.

Jeg talte også med flere hundeejere, der fortalte om deres erfaringer, og på baggrund af mit lille studie af problemet må jeg konstatere, at flere lange ture om dagen, både før og efter din lodne ven skal være alene, er nøglen til succes. Flere hundeejere fortalte, at de gik én time både før og efter. Hvis de ikke nåede det, endte det med i timevis af pibning, bjæffen og stress.