Noisey

Avicii vil leve for evigt som en EDM-legende

Den svenske dj og producer, der døde i en alder af 28, kæmpede med sin plads i rampelyset, men hans indflydelse på EDM-scenen kan aldrig viskes ud.

af Larry Fitzmaurice
23 april 2018, 11:33am

Foto: Mike Pont / Getty Images

Denne artikel er oprindelig udgivet af Noisey USA

I timerne efter nyheden om, at Tim Bergling – den svenske dj og producer, der optrådte under navnet Avicii – var blevet fundet død i Muscat i Oman, slog det mig, hvor mange af de følelsesladede opdateringer, som fans postede på sociale medier, handlede om deres kærlighed til ”Levels” og hans andre singler. Aviciis fans tilbad producerens kunstneriske output i højere grad end den sky musiker selv. Det siger jeg ikke for at antyde, at folk hylder ham på en forkert måde – tværtimod. Der er faktisk noget smukt i det faktum, at Avicii har været med til at skabe mindeværdige oplevelser for andre – og på samme tid en poetisk ironi i det, når man tænker på, hvor besat af øjeblikket og livet i nuet, EDM-kulturen er. Tim Berling har formodentlig skabt rammerne for tusindvis af dybt personlige øjeblikke, som aldrig vil blive glemt.

Noget af det, der har gjort Aviciis succes – såvel som den succes, mange af hans kolleger inden for genren har nydt – så interessant og fremragende et tidsbillede på det sidste årti, er, at man kunne nyde hans musik til fulde uden at kende hans rigtige navn eller vide, hvordan han så ud. Dermed ikke sagt, at han var anonym i en Marshmello-agtig forstand (Tim Bergling var i 2013 del af en Ralph Lauren-reklamekampagne), men hans største singler – den sublime ”Levels” fra 2011 og det countryficerede Aloe Blacc-samarbejde ”Wake Me Up” fra 2011 – var så allestedsnærværende på hitlisterne, at der er gode odds for, at selv dine forældre har lyttet til dem uden at vide, hvem Avicii var. Mainstreampop har aldrig været så optaget af idoldyrkelse, som det har været gennem 2010’erne, men EDM-kunstnere som Tim Bergling har repræsenteret den absolutte modpol til den trend. Han har lavet musik, der har fungeret som personlige soundtracks for millioner af mennesker uden af den grund at optræde i rampelyset selv.

Under navnet Avicii udgav Tim Berling to albums, True fra 2013 og opfølgeren, Stories, fra 2015. Førstnævnte solgte til platin i USA og red til dels på succesen fra ”Wake Me Up”. Men hans musikalske svendestykke – og muligvis det nummer, hans fans sætter højest – var ”Levels” fra 2011. En sang, der nærmest var fraværende på hitlisten, men alligevel blev spillet til alle festivaler. Når man tænker på Avicii, tænker man automatisk på "Levels". (Det er et kompliment at sige, at han i dén grad er identificeret med det ene nummer. I EDM og dancemusik generelt gælder det, at man kan bygge en karriere på en sang alene, og mange musikere har forsøgt at gøre Tim Berling kunsten efter.)

"Oh, sometimes, I get a good feeling," runger Etta James’ stemme på et sample, der er taget fra hendes single fra 1962 "Something's Got a Hold on Me" – som et ekko i et vakuum, der loopes over knipsende fingre og et synthbeat, indtil nummerets zigzaggende melodi vender tilbage i lydbilledet. Første gang, man hører "Levels", fanger den øjeblikkeligt. Den emmer af en følelse, som enhver, der nogensinde har rynket på næsen over at blive kaldt "millennial", forstår. Henover de sidste ti år er verden blevet et mere og mere uoverskueligt sted, som folk af en vis alder i stigende grad føler sig fortabte i – økonomisk, politisk og så videre – hvilket har ført til en udpræget eskapisme i den kunst, vi opsøger. Måske får "Levels" dig til at ønske, at du står på en åben mark og råber med på teksten, måske får den dig til at sætte fornyet pris på dine venner – måske får du bare lyst til at gå ud og købe nye ting. Under alle omstændigheder: hvis du har hørt ”Levels” på et tidspunkt henover de sidste syv år og fået det bedre af den, så er Tim Berling lykkedes i sin mission.

Og det er netop den mission, der har gjort Tim Berlings helbredsproblemer, der førte til hans død – den 28-årige kunstner led af akut betændelse i bugspytkirtlen, som typisk forårsages af alkoholmisbrug – så bitre i sin ironi. "Der er altid gratis alkohol til rådighed – det er underligt, hvis man ikke drikker," sagde han i et interview til GQ-skribenten Jessica Pressler i april 2013, og set i lyset af hans alt for tidlige død kommer den udtalelse til at stå som et dystert varsel. Kernen i Jessica Presslers portræt, der på underholdende vis beretter om EDM-industriens økonomisk kvælertag på musikbranchen, står Tim Berglings kamp med alkoholmisbrug som følge af en travl arbejdskalender, hvor han konstant fløj fra et kæmpegig til det næste.

En flydende kostplan, som bestod af Bloody Marys, champagne og vin, førte til en længere indlæggelse på hospitalet og den tidligere nævnte diagnose. Ifølge Pancreatic Foundation er symptomerne "kraftige og konstante" smerter i maven, der typisk resulterer i hospitalsindlæggelse. Dødelighedsprocenten ligger omkring 10. "Jeg drikker sikkert mere, end jeg burde," indrømmede Tim Berling over for Jessica Pressler. Han fortalte også, at han aldrig drak to dage i træk, hvorefter han rundede interviewet af med at invitere journalisten ud på en episk druktur.

En måned inden GQ-artiklen kom ud, rådede Tim Berlings læger ham til at få fjernet galdeblæren, men det nægtede han. I marts 2014 fik han den så fjernet alligevel sammen med blindtarmen som følge af problemer med bugspytkirtlen. Han aflyste i den forbindelse en turné og sin optræden ved Ultra Music Festival. Frem til hans sidste koncert den 28. august 2016 – hvorefter han officielt ophørte med at turnere – havde Tim Berling problemer med at planlægge sit turnéliv, fordi han kæmpede med helbredet.

I skrivende stund er dødsårsagen endnu ikke offentliggjort, men det er ikke kontroversielt at sige, at Tim Berling de sidste år af sit korte liv led som følge af sine alkoholrelaterede helbredsproblemer. Det er også en god anledning til at tænke over, hvor stor en rolle musikindustrien og EDM-kulturen spiller i hans tragiske skæbne. Den ofte udskældte subgenre til elektronisk musik har over de sidste ti år fået et blakket omdømme. Kulturen kritiseres ofte for sin eskapistiske natur, sin forherligelse af stoffer og den latente misogyni, der hersker.

Selv om vi for nylig har set tegn på en mere positiv udvikling, var der er tidspunkt (lad os sige mellem 2012 og 2016), hvor dødsfald ved EDM-festivaler var en deprimerende og tilbagevende historie i mediebilledet. Siden 2011 er syv mennesker omkommet ved Electric Daisy Carnival i Las Vegas. Til og med juli 2017 har der været 29 stofrelaterede dødsfald ved dancefester arrangeret af firmaer i Los Angeles. Når man tager i betragtning, hvor let adgang der er til alkohol og stoffer i musikindustrien, bliver det tydeligt, at problemet, som er indlejret i kulturen, også kan tage livet af de folk, der står på scenen.

"Jeg har fået lejlighed til at fokusere på mig selv og finde mig selv som voksen på en måde, som ikke har været mulig tidligere – at finde en normaltilstand, eller i hvert fald så normalt som det bliver," udtalte Tim Berling i 2015 i forbindelse med en række aflysninger af koncerter. "Mit hold, mit pladeselskab og min familie har fået mig til at indse, hvor sjælden sådan en mulighed er." Udover en sjældent set åbenhed og ærlighed, så peger udtalelsen også på det mest tragiske aspekt ved kunstnerens død: han var et ungt menneske, der lavede musik til andre unge mennesker. Han fik aldrig mulighed for at finde sig selv i sit voksenliv, men minderne, hans musik har skabt for tusindvis af mennesker, lever videre.