Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Ifølge en ny undersøgelse foretaget blandt 20.000 amerikanere – hvis konklusion er deprimerende, men desværre ikke overraskende – så er unge mennesker mere tilbøjelige til at føle sig ensomme end ældre mennesker. Deltagere fra Generation Z (personer mellem 18 og 22) scorer væsentligt højere – omkring 48 på skalaen – sammenlignet med personer over 72, hvis score ligger omkring 39. Hvad der er endnu mere opsigtsvækkende er, at ensomhed viser sig at have samme effekt på dødeligheden som 15 cigaretter om dagen har, hvilket betyder, at ensomhed er farligere end ekstrem overvægt.
Det er sygeforsikringsselskabet Cigna, som står bag undersøgelsen, der er fuld af underholdende små guldkorn. Hvordan kan man overhovedet vurderer ensomhed på en skala? kan vi høre dig tænke nu. Faktisk er undersøgelsen baseret på University of California, Los Angeles’ Ensomhedsskala – fordi selvfølgelig – der garanteret har været rigtig sjov at udarbejde. Undersøgelsen viser ydermere, at unge personer, der hyppigt bruger sociale medier, oplever den samme grad af ensomhed, som unge, der ikke bruger sociale medier. ”Meningsfuld social interaktion” er det, der forhøjer folks livskvalitet, udtaler Cignas direktør David Cordani. Det omfatter dog ikke, når man sender uønskede direct messages til folk eller glor på memes.
Over halvdelen af Generation Z-deltagerne i undersøgelsen satte kryds i 10 af de 11 felter, der indikerer ensomhed, mens over 90 procent af personer over 72 fortalte, at de følte sig ”forbundet med andre”. Hvis du studser over cigaretsammenligningen, så er det, fordi man bliver stresset af at være ensom, og stress fører til kronisk inflammation, ligesom rygning gør. Hurra!
Undersøgelsen har i imidlertid nogle råd til, hvordan man afhjælper problemet med ensomhed. De er rimeligt åbenlyse: Få nok søvn, hæng ud med familien, dyrk motion, og lad være med at arbejde for meget. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Det er aktiviteter, der betyder, at man skal lægge telefonen fra sig, også selv om undersøgelsen ikke direkte forbinder brug af sociale medier med øget risiko for depression. Det kan godt være, dine bedsteforældre ikke kan finde ud af at sms’e, men de er til gengæld heller ikke ved at dø af stress.