FYI.

This story is over 5 years old.

studenter

Fem ting jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg blev student

De andre er lige så forvirrede, forvirringen forsvinder ikke – og nej, man kan sgu ikke "finde sig selv" på en ø i Thailand.
Privatfoto af skribenten

Tillykke! Du har scoret din velfortjente hue og kan endelig gøre alt det, du har dagdrømt om i tre år. Nu skal du feste, hore og grab life by the pussy, som ingen har gjort det før. Tror du.

Da jeg blev student i 2009, sagde en af mine venners mor, at nu skulle vi altså huske at nyde det, "for det bliver aldrig bedre." Forestil dig min forbløffelse, da jeg stod der og troede, at mit liv lige skulle til at begynde. I stedet fik jeg at vide, at jeg allerede havde peaket. Fedt, Britta – tak for det. Der måtte være noget, jeg ikke havde fattet.

Annoncering

Sådan en følelse håber jeg at kunne spare dig for. Du – dit smukke, unge menneske – fortjener at vide, præcis hvilken labyrint af skuffelser, du er på vej ud i. Så her er de fem ting, jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg blev student.

1. Der findes ikke skodjobs. (Eller, jo der gør – men det er sundt at have et)

Selvfølgelig er det ikke specielt glamourøst at skifte lortebleer i en vuggestue, sidde ved kassen i Aldi eller pakke kattemad på et lager. Du har jo sindssygt mange helt unikke talenter, som skal udfoldes og anerkendes – og det bliver de i hvert fald ikke i et skodjob, hvor du slet ikke "kommer til udtryk," vel? Hvad med alt det lort, du har læst og lært igennem hele din skoletid? Well, guess again, hotshot, man kan som bekendt fodre svin med 12-talspiger og -drenge, og du har sgu godt af at blive hundset rundt med af en eller anden utilregnelig håndværksmester, som vil skide på dine tyskfærdigheder.

Jeg mente også, jeg havde et alt for kunstnerisk sind til at lave kaffe til utaknemmelige mennesker, som ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke var lidt hurtigere til at lave deres ekstra varme, ekstra skummede latte med tripple-shot lavet på minimælk fra køer velsignet af blinde munke i Bhutan. Og var det ikke også lidt under min værdighed at servicere andre mennesker på den måde?

Fuck min værdighed. Jeg fik ros for min pertentlige "arrangere-cookies-på-disken-teknik", og det lykkedes mig en gang at lave en perfekt dimensioneret penis-latte art. Tillad dig selv at have optur over de små ting, uanset hvordan du tjener penge til Dannelsesrejsen. Hvilket bringer mig til:

Annoncering

2. Man kan ikke finde sig selv i Thailand

At rejse er at leve, ja, men at kalde den obligatoriske 'banana pancake trail' gennem Sydøstasien for en 'dannelsesrejse' er lidt ligesom at hashtagge #gastronomi til et billede af en frysepizza med dressing. Da jeg tog asienturen med min bedste ven i 2010, lod jeg ikke en lyserød solnedgang passere uden at tænke, 'hvem er jeg egentlig'. Selvrefleksion er fint, men nogle gange er man sgu bare en person, der godt kan lide solnedgange – ligesom alle andre.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke skal rejse. By all means, tag ud og få set verden, hvis du har muligheden! Du må bare ikke narre dig selv ved at tro, at sådan en rejse ændrer dig helt fundamentalt. Du vender hjem med en masse oplevelser og en god portion livserfaring i rygsækken – foruden 6-8 udiagnosticerede sexsygdomme – men du har stadig de samme dårlige vaner og krøllede tankemønstre, som da du tog afsted. Du er stadig dig – bare fattigere og en lille smule brunere.

3. Dine forældre er nice, og du taber også håret en dag

Når du kommer hjem fra udlandseventyret, ser du på dine forældre med en helt særlig afsky – som havde de fistfucket familiens hund – og har lyst til at styrte afsted fra de trygge rammer og det fyldte køleskab hurtigst muligt. Ro på. Hvorfor har du så travlt med at få dit eget, når det i praksis ikke er andet end et sted, du kan onanere i fred?

Jeg læste en artikel for nylig, som med grundig visuel argumentation forklarede, at du allerede har brugt 93 procent af dit livs sammenlagte tid sammen med dine forældre, når du flytter hjemmefra efter gymnasiet. Selvfølgelig er den konklusion strammet lidt, men forholdet til dem ændrer sig i hvert fald, når du flyver fra reden.

Annoncering

Jeg var stadig solbrændt efter mine backpacker-armbånd, da jeg flyttede sammen med min ven i en møgbeskidt lejlighed. Tre måneder senere døde min far af en blodprop. Jeg vil ikke sige, at jeg fortryder, jeg flyttede – for jeg nåede lige at opleve den mere voksne relation til både ham og min mor – men jeg kan ikke se, hvorfor jeg havde så travlt.

Uanset hvor længe, du bliver boende, så husk at give dine forældre credit. De er også bare mennesker, der har gjort det så godt de kunne. Og det er sgu ikke så slemt at opdage, at man – til trods for sine stædige ytringer om det modsatte – ligner dem mere og mere.

4. Venskaber er ikke uovervindelige

Da jeg var 17, var den største forhindring for en ubekymret eftermiddag med et afsnit af Lost sammen med min bedste ven, hvis jeg havde en vagt i Blockbuster. Simple times. Fast forward til i dag, hvor vi bor i hver vores landsdel, har hver vores fuldtidsjob, faste kæreste og dertilhørende dobbelt op på familiearrangementer at deltage i. Vores venskab er intakt, men spontaniteten er væk. Vi har stadig ikke set Lost færdig, men var sjette sæson ikke også lort?

Tag det ikke for givet, hvis du har tid til at hænge ud og lave ingenting sammen med dine venner. De relationer, du har dannet i folkeren, gymnasiet og på højskolen, er noget særligt netop af den grund. Venner kommer og går, og det er ok – men dine langvarige venskaber skal værnes om, for der er masser af ting, der vil true dem de næste mange år. I har masser af tid til at få kolikbørn og stressrelaterede mavesår senere i livet.

Annoncering

5. De andre ved heller ikke, hvad de laver

Når en studenterårgang får huerne på, svarer det til at slippe 40.000 unge, brunstige væddeløbsheste fri på banen på nøjagtig samme tid. Alle har ventet på at mærke friheden, men pludselig er der noget andet, der sætter ind: Konkurrencen.

Hvordan er det lykkedes alle de andre at have styr på det hele allerede, tænker du. De har fået et sindssygt fedt piccolojob efter sommerferien, hvor de tjener næsten 200 kroner i timen. Ellers er de kommet ind på designskolen i første hug. Eller udgiver snart en EP med bandet. Eller har deres egen podcast. Hvorfor har fucking alle deres egen podcast?

Men uanset hvad de andre laver – og hvor meget federe eller nemmere, deres liv ser ud i dine øjne – så er de ligeså forvirrede som dig. Det er bare nemmere at skjule sin forvirring, hvis man kan fortælle om de næste fem år på jurastudiet, når folk spørger, "hvad skal du så efter sommerferien?" Forvirringen forsvinder heller ikke. Efter sabbatår, rejser, højskoleophold, færdiggjort uddannelse og med fast job, ved jeg stadig ikke sådan for real, hvad jeg laver, eller hvor jeg er på vej hen. Voksenlivet er designet til at skuffe dig, men det er fedt nok alligevel. Så i stedet for at bruge energien på at "få en plan" eller lade som om, du har styr på det hele på Instagram, så øv dig i at omfavne uvisheden og tvivlen i stedet.

Og giv mig gerne lige et praj om, hvordan du gjorde, hvis det lykkes for dig.

Kærlig hilsen
Søren, 28