En pornoforfatters bekendelser

Jeg har brugt det meste af mit voksne arbejdsliv på at balancere på grænsen mellem porno og journalistik. Måske ikke den sværeste balanceakt, tænker du - men du tager fejl. Den er pissesvær. Specielt når man er fuld og forædt hele tiden. Eller har tømmermænd. Af titel var jeg restaurantanmelder ved et toneangivende dagblad, men virkeligheden var en anden.

Hej. Mit navn er Lars - og jeg er pornoforfatter.

Da min redaktør ringede og fortalte mig, at mine dage som restaurantanmelder ved Information var slut, kom det ikke som et chok. Det var noget med "nye formater", som ikke skulle være for faste, og ingen mad. Mad var slut på avisen. Sådan var det. Men chok er ikke ordet. Vi taler om intet mindre end en identitetskrise.

Det var jo ikke det, at jeg ikke skulle ud og spise flere middage på avisens regning, der gav anledning til koldsved og hyperventilering, ej heller et farvel til den patetiske em af ærbødighed, der stod om min person i det lokale restaurantmiljø. Det var identiteten. Jeg havde opbygget min identitet omkring det at være restaurantanmelder. Gud bedre det. Men at skulle give slip på den sved umiddelbart og meget mere, end jeg havde regnet med. Hvis ikke jeg var restaurantanmelder, hvad fanden var jeg så?

Identitetskrisen varede cirka 48 timer, så læste jeg et par af mine gamle anmeldelser, og det slog mig: Jeg var ikke restaurantanmelder, jeg var ikke madskribent. Jeg var i virkeligheden ikke andet end en pornoforfatter. Konstant ridende den samme håndfuld skummende kæpheste, i bar overkrop, med vind i håret, tømmen i den ene knyttede hånd og pennen i den anden, skydende fra hoften som fra en mægtig fallos. Overbevisende, dominerende, i kontrol over det vilddyr, der var den københavnske restaurantscene. Det var jeg.

Hør bare her, og læs det gerne med knep-mig-stemmen og sovekammerøjne: "Det salte modspil trækker alt den sarte sødme og fedme frem i dyret" og "en umiddelbart meget sødlig duft, som ved smagning blev afløst af en lidt overraskende knækket note, ikke sherry-agtig, men derhen ad." Og "en jomfruhummerhale, tyk som en barnearm og syndigt saftig." Og "brystet fast og saftigt, svampene smagfulde og sprøde og de få twists – det sødmefulde og let bitre."

Og den helt fucked: "Min far kastede sig over et gelérør med mandelcreme…" Stop mig.

Men det var der ingen, der gjorde, og derfor fortsatte det ud i ekstremer: "Vi forlader det lyse og lette og vader ufortrødent og i sikre hænder over på den mørke side. Vi begynder med noget så dystert som brændende kærlighed." Wtf?… Alt kunne bruges, åbenbart, og jeg var hele tiden på udkig efter den næste lumre scene, det næste kulinariske knald at beskrive ned i den mindste, saftspændte, dryppende detalje. Og restauranterne er de bedste leverandører; de er fluffere par exellence for os pornoforfattere.

Det, der sker, når vi skal fluffes, er først og fremmest, at vi får en anden tjener end den spejlblanke CBS'er, der byder os velkommen. Og det er en skam. Ret hurtigt bliver man spottet, og så kommer den udslidte, let bitre men erfarne tjener. Hende som aldrig kom ud af faget og burde være blevet fyret for længst, var det ikke fordi, at hun er den eneste i restauranten, der faktisk kan køre gulvet. Guderne skal vide, at kokken ikke kan. Det kan kokkene aldrig. Og hun skal så samle al den livslede, der ligger som et møllehjul omkring hendes ankler, op og kaste i skraldespanden. Og så skal hun smile. Og lade som om at hun respekterer mig, og at jeg i øvrigt ikke er anderledes end alle andre kunder. Det er så pinagtigt at overvære, at det bliver nærmest smertefuldt.

Derefter starter foredraget. Om SAMTLIGE detaljer af madlavningen. I tror, at I som ganske almindeligt dødelige spisende er hårdt ramt på det område – tro om. Hvor råvarerne kommer fra, hvilken bondemand der har groet dem, og ved hvilken temperatur de er tilberedt og hvorfor. Hvilken teknik, der er brugt og filosofien bag både denne og guleroden. For hun vil være helt sikker på, at jeg får alle detaljer med, så hun i hvert fald har røven fri, skulle anmeldelsen - helt i mod forventning - blive af den negative slags.

Og vinen, åh gud, vin-nonsense. Sommelieren - som alle, der serverer vin på en hvilken som helst gennemsnitlig bule i byen, efterhånden synes de skal kalde sig, uanfægtet at det er en titel, der følger med en uddannelse, som folk, der virkeligt har styr på deres lort, tager i deres fritid og betaler af egen eller restaurantens lomme - har cirklet omkring baren, siden jeg ankom. Han har ladt alle sine våben. Nu er det hans chance.

God aften, jeg hedder Mathias og indtil for to måneder siden solgte jeg virkeligt bløde bukser i Moss Copenhagen, men så tog jeg på en tur til Frankrig med min ven, som er kokkeelev, og drak naturvin, så nu er jeg sommelier her på blablabla. Ville han sige. Hvis han var ærlig. Men det er han ikke. Nu skal jeg høre om druer, terroir, vinbonden, dennes filosofi, som er komplet lig alle andre hippie-vinbønders, dennes hund, mor, far, traktor, kønssygdomme og favorit Coelho-roman. For fuck da! Men om den passer til maden? Who cares?! Det her er Mathias' shining hour og ingen skal få lov til at ødelægge den.

Så ja, vi pornoforfattere får særbehandling. Også selvom vi ikke alle vil det. Jeg har ikke tal på hvor mange drinks og flasker "på huset", jeg har sagt nej til. For jeg var faktisk en af dem, der sagde nej. Og hvor dumt var det lige? Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har måtte spørge, om den pludselige ekstraservering af hummer, bladguld og foie gras med revet hvid vintertrøffel og 20 gram rossini-gold caviar faktisk var en del af menuen, og dermed noget resten af restauranten får glæde af, eller om det kun er for den helt almindelige gæst med anmelderblokken ved siden af tallerkenen. Svaret svæver altid i vinden. Til sidst i mit virke gjorde jeg et stort nummer ud af at beskrive disse "bonus" retter indgående i anmeldelsen og dermed opdyrke en forventning blandt læserne om, at man skal forvente lige netop den ret på den pågældende restaurant.

Og så spiser man. Igen. Og her kommer den del, som ingen gider høre på. Den del hvor jeg piver over at spise ude hele tiden. Men det er jo ikke bare det gigantiske måltid. Og den tilhørende monumentale vinmenu, som ender med, at man tømmer tre flasker vin til en 12 retters menu og deraf følgende to dages mad- og alkoholtømmermænd. Det er alle de ekstra arrangementer, man bliver inviteret til, fordi ingen tør lade være. Åbninger af dette og hint, vertikale barolo-smagninger, champagne-smagninger, whatever-smagninger, og som man synes, man bliver nødt til at gå til for at vise, at man er en fandens karl. Og for at vise at man eksisterer på de sociale medier; foto efter foto af tågede magnumflasker og enorme borde med hundredvis af halvtomme glas efterfulgt af 12 fotos af gennemkneppede retter, som er lavet specielt til lejligheden – one night only og I kan ikke få det! Jeg kan få det! I kan sutte på mine Instagram cumshots, kan I. Og tørre hagen i mine kendte kollegers bekræftende kommentarer under billedet.

Og så er vi tilbage ved den knap så yndefulde balanceakt på grænsen mellem porno og journalistik. Nogle ville sige mellem kunst og journalistik. Ja, ja da… En mands kunst er en anden mands porno. I den balanceakt bliver redeligheden tit ofret, da den kan være et møllehjul om halsen på den gode fortælling - og den gratis brandert. Vi er jo venner med kokkene. Selvfølgeligt er vi det. De er skidesjove. Og vi smider gladelig 5 og 6 hjerter, stjerner eller kokkehuer eller hvad fanden det pågældende medie nu smider på layoutet for at få folk til at læse udgydelserne, efter vore venner. Og ja, de kokke og køkkenchefer er fra absolut øverste hylde og ville, venskab til trods, nok alligevel score en fuld hat hos alle anmeldere. Men det ændrer ikke på, at hvis anmelderne vil foregive bare en my af integritet i deres forehavende, så er disse helt offentlige venskaber bestemt ikke vejen frem. Så er vi bare pornoforfattere på jagt efter næste gruppeknald.

Men paradokset er jo netop, at det ikke bare handler om, hvorvidt maden er god eller ej. Om råvaren er tilberedt korrekt eller ej, eller om østersen er frisk eller ej. Det er ikke nok, for du vil have mere, vil du ikke? Jo, du vil. Du vil have dit fix. Din ugentlige dosis drivvåde, olierede og malende beskrivelser af det syndigt, silkebløde skaldyrs pirrende dans om smagsløgene på min villige tunge. Om mousselinens langsomme vej igennem mit skæg, ned over hagen, om hvordan mine fingre driver af kødsaft, som jeg langsomt sutter af, mens jeg kigger intenst på min medspiser henover glassene med den velourbløde Bourgogne.

Du kan godt mærke det, ikke? Indrøm det. For du kan godt lide min porno. Og jeg har opgivet at finde balancen. Identitetskrisen er aflyst.

Hej. Jeg hedder Lars, og jeg er pornoforfatter. Og stolt af det.