Illustration: Dola Sun

Jeg betalte for at sidde i et luksusfængsel, fordi alternativet skræmte livet af mig

Efter jeg var medskyldig i min fætters død i en bilulykke, hjalp mine forældres penge mig til at undgå det statslige fængsel og de farer, der følger med.

af Alysia Santo; som fortalt til Alysia Santo
|
21 april 2017, 4:14pm

Illustration: Dola Sun

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med Marshall Project.

Juleaften 2009 kørte 18-årige Luicci Nader fra en velhavende familie i Newport Beach i Californien galt i sin Ferrari, hvilket kostede hans fætter, som var med i bilen, livet, mens to andre passagerer i en anden bil blev alvorligt kvæstet. Anklagerne mente efterfølgende, at han kørte for stærkt, og i 2012 erklærede han sig skyldig i uagtsomt manddrab. Han blev idømt et års fængsel, hvoraf han afsonede seks måneder.

I stedet for at placere ham i det notorisk voldelige Orange County Jail tillod retten at lade Nader afsone sin dom i et af Californiens "pay-to-stay" fængsler, hvor tiltalte – for en pris – kan opgradere deres fængselsafsoning. Naders familie betalte mere end 125.000 kroner for, at han kunne afsone i et fængsel i den nærliggende by Seal Beach.

Dette er Luicci Naders historie som fortalt til Alysia Santo.


Jeg afsonede i pay-to-stay for det første fordi, mine forældre have råd til det. Jeg kommer fra en velhavende familie, og vi tænkte, at det ville gøre det lettere for dem – og for mig selvfølgelig.

Derudover er jeg Libaneser, og i Californien bliver de statslige fængsler ofte opdelt mellem hvide, sorte og hispanics. Jeg er født og opvokset i Newport Beach – men hvilken race ville du se mig som? Jeg ville gerne undgå alt det der – alle slåskampene og banderne. Man får bare flere problemer derinde.

Den første aften, da jeg ankom til fængslet, kendte jeg selvfølgelig ikke nogen. Hele mit liv har jeg været omgivet af mennesker, jeg har ønsket at være i selskab med. Alle kiggede på mig, og der var nogen, der sagde, "Du ligner en rig dude." "Det er jeg ikke," svarede jeg. Jeg ville ikke have, de skulle kende til min historie.

Fængslet er lillebitte. Det er selvfølgelig ikke ligesom statsfængslet, men det er stadig ikke ligefrem fedt. Man har næsten ingen kontakt med folk, og de fleste dage er det ligesom at bo i en lillebitte labyrint.

Jeg vågnede om morgenen, redte min seng og gik ud i køkkenet for at lave morgenmad. Jeg sørgede for alting selv. Vasketøj, sengetøj, rengøring og jeg lavede også mad. Jeg sørgede for alt det huslige, inden de fleste af de andre indsatte tog afsted hver dag på deres tilladte arbejde. Jeg ville gerne være beskæftiget, for ellers var det et helvede at være der. Så ville jeg bare sidde og glo.

Resten af tiden brugte jeg på at bede, læse eller spille kort. Jeg bad for min fætter. Det var forfærdeligt, hvad der skete med ham. Vi var vokset op sammen og gjorde alting sammen. Nogle gange var jeg nødt til at gå hen og træne, når jeg kom til at tænke på det.

Der var en lille gårdhave, hvor vi spillede basketball. Der var også en TV-stue med en DVD-samling, hvor vi så Venner, Prison Break og andre serier. Jeg talte i telefon med mine forældre hver dag. Det var aldrig noget problem at bruge telefonen, for vi var ikke så mange indsatte. Min far betalte over 40.000 kroner for opkaldene i den periode, jeg sad inde.

Det virkede, som om vagterne respekterede mig og endda stolede på mig. De sagde, "Du burde ikke være her. Vi har læst din sag. Systemet er noget lort nogle gange." Det betød meget for mig.

Jeg var lidt 'den der bestemte' derinde, fordi jeg ordnede vasketøjet og lavede mad. Mange af de andre sad inde for spritkørsel og andre mindre lovovertrædelser, men der var også mange, der havde begået grov kriminalitet. Vi fik allesammen en god behandling. Der var en fyr i min celle, der ikke ville sige, hvorfor han var der. Da vi undersøgte ham, fandt vi ud af, at han var pædofil og havde lavet børneporno, men han havde også arbejdstilladelse. Jeg gav ham farsbrød og for gammel mælk til hvert eneste måltid.

Engang spurgte en af vagterne mig, "Hey Nader! Hvorfor behandler du ham sådan?" Og så svarede jeg, "Vi ved jo begge to, at han er pædofil." Og så sagde hun, "Du skal ikke være for hård ved ham." Jeg svarede, at "hvis det her var statsfængslet, så ville han være død nu."

Fængslet bestod af sovesale med tre eller fire senge på de fleste af dem. Om morgenen skulle dem med arbejdstilladelse op og på arbejde. De tog almindeligt tøj på og lagde de orange fængselsdragter ind i skabet. Der var intet privatliv.

Jeg lærte at styre mit temperament derinde. I dag kan jeg langt bedre håndtere mennesker, for livet går ikke altid, som man vil have det til. Jeg ville ikke have fået noget som helst ud af at sidde inde i statsfængslet, hvor det eneste, folk tænker på, er at overleve.

Men hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg ikke vælge Seal Beach jail – jeg har hørt, der er andre pay-to-stay fængsler, der er endnu mildere.