Jeg spiste middag under Bispeengbuen, mens jeg mimede mine følelser til en fremmed

FYI.

This story is over 5 years old.

danmark

Jeg spiste middag under Bispeengbuen, mens jeg mimede mine følelser til en fremmed

Til "Silent Dinner" under en københavnsk motortrafikvej er samtale forbudt, høreværn er obligatoriske, og man krænger sin sjæl ud overfor en fremmed.

Alle billeder af Christian Liliendahl

Under Bispeengbuen på Nordre Fasanvej, der forbinder Nørrebro med Nordvest og Frederiksberg, hænger der lyskæder og multifarvede vimpler over en samling langborde. Der er dækket fint op til fem-retters menu. To skriggule containere agerer henholdsvis køkken og cider-destilleri, og arrangørerne Ulla og Sabina er iført kokkeforklæder, matchende T-shirts og turkise paisley-bandanaer. De serverer en lyserød prosecco-aperitif og byder aftenens gæster velkommen til Silent Dinner.

Annoncering

Det her er nemlig ikke et helt almindeligt pop-up arrangement af den slags, du efterhånden snart kan finde på ethvert gentrificeret gadehjørne. I dag er vi 30 mennesker, der skal spise i stilhed, mens vi lærer hinanden at kende, iført høreværn. Vi er bevæbnet med personlige spørgsmål, en række fotos, øjenkontakt og fagter som eneste svarmulighed.

Vejr-app'en viser seks grader. Selvom jeg har helgarderet mig med forede Dr. Martens, ekstra sweater, uldfrakke og hue, trænger den bidende kulde stadig helt ind og kærtegner mine knogler. Jeg er blevet parret med en ung kvinde, der hedder Mei. Det er det eneste, jeg får at vide, før et sæt stramme, røde høreværn tætner om mine ører og lukker al lyd ude – selv motorvejen over vores hoveder og ambulancesirenerne bag os på Nordre Fasanvej. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den eng, der plejede at bo her, men som måtte lade livet til fordel for beton og bilos.

LÆS MERE: Kampen mod Trump starter med en syrisk kogebog i København

Den første ret, vi får serveret, er en daddel/rosin/kanel-agtig klump på en pind, som man skal dyppe i noget, der minder om tørret hindbær. Jeg finder senere ud af, at det er gulerodskage lavet til romkugler og vendt i tørfrosne hindbær. Det er en spøjs fornemmelse at smage mad, man ikke ved, hvad er, når en af de andre sanser er blevet ekskluderet. Også selvom det er høresansen. Det er som om, rosinerne smelter anderledes på tungen. Mei og jeg kigger på hinanden, som for at signalere: 'hvad fanden er det, vi spiser?!'

Annoncering

Ved siden af os ligger en æske med aftenens spørgsmål og dertilhørende fotografier: Følekort, hvor vi via billeder af blandt andet et råddent æble, blikstille hav, en flok venner, et spejl og et stockfoto af en kernefamilie med golden retriever skal lade vores nye bekendtskab at kende. Jeg trækker det første kort: "Hvornår har du sidst været stolt over det, du laver?"

Jeg viser kortet til Mei, der bladrer sine fotografier igennem for at finde på et svar. Hun ser lidt opgivende ud og lægger bunken fra sig. Så kigger hun mig i øjnene, griner, peger på sig selv og begynder så at spille luft-bas. Jeg grynter "slappin' da baaaays, mahn" for mig selv, vel vidende at ingen kan høre mig. Så er isen brudt.

Næste ret er en lille butterdejstærtebund med noget lysegrønt creme, som jeg kommer til at stikke tungen ned i, før jeg finder ud af, den er til deling. Og at den medfølgende pose ikke er potpourri, men kålchips, man skal dyppe i den nu savl-besudlede æblemayo-dip. Mei signalerer til mig, at det er helt i orden. Kulden camouflerer mine røde kinder, og vi fortsætter med spillet.

Der bliver serveret flere spørgsmål: "I hvilken situation har du sidst følt dig allermest levende?", "Hvad forhindrer dig i at gøre ting, du ved, du burde gøre?" og "Hvis alle dør i morgen, hvad ville du så gøre i dag?" Det viser sig, at Mei og jeg er mere eller mindre to alen af et stykke. Vi mimer munden-for-flasken og stikker venstre pegefinger ind i et hul formet af højre tommel- og pegefinger i et væk. Vi høhø'er indforstået. Eller, det tror jeg da, vi gør. Jeg kan stadig ikke høre andet end min egen vejrtrækning.

Annoncering

Ifølge Ulla og Sabina er formålet med Silent Dinner at skabe en mere sammentømret flok af borgere, som hilser på hinanden på gaden. Som eksil-fynbo med forkærlighed for smalltalk i Netto-køen er jeg så glad for initiativet, der udspringer af det originale Silent Dinner. Konceptet er skabt af den tværfaglige kunstner Honi Ryan, der har eksekveret flere stille middage med op til 200 gæster i lande fra Australien til Pakistan. Indtil videre er der dog ikke det store modspil i min stille, nye naboven. Mei og jeg minder så meget om hinanden, så "samtalen" næste flyder for let.

Værten Ulla kommer valsende med et stort smil og en bakke fyldt med aftenens tredje ret: to små butterdejstærter. Den ene smager af ost, og den anden er fyldt med rå bladselleri. Deres officielle betegnelser er 'minitærter med puffet ostebolle med 12-måneders cheddar, gule og røde sølvbeder og spinat toppet med tørrede rosenblade, samt tærte med auberginecreme toppet med flødeostcreme med bladselleri og granatæble'.

Mens vi fortærer de små treats, kommer vi hen til spørgsmål, der kaster mindre druk-og-hor-relaterede svar af sig: "Hvilken stemning er der i din familie," står der på kortet, jeg viser Mei. Hendes smil blegner en smule. Hun tager stockfotoet af kernefamilien frem og peger på de forskellige familiemedlemmer, ind til hun har fået mig til at forstå, at hun kommer fra en skilsmissefamilie, hvor hendes to søskende altid har fået mere opmærksomhed end hende. Det er i hvert fald det, jeg får sjusset mig frem til. Jeg sender hende et blik, jeg håber er fyldt med medlidenhed og ømhed. Vi går hurtigt videre, velvidende om at en grænse lige er blevet overtrådt en smule mellem to fremmede.

Annoncering

Sabina, en af arrangørerne bag Silent Dinner, guider gæsterne gennem reglerne.

Mens vi mimer os gennem spørgsmål om det gode naboskab (en kvalitet, ingen af os besidder, da vi ikke kender vores naboer), får vi serveret et kvadrat af rispapirs-papillote fyldt med rosa rødbedespeltrisotto og en creme af sød kartoffel. Der er røde linser og persillepesto til. Denne ret kræver vores fulde fokus, og latteren når at trænge gennem høreværnet, når vi begge forsøger at spise skinkesalat-i-kondom-madden uden at vrænge for meget på næsen. Undskyld til kokken: Vi opførte os som små børn med underudviklede smagsløg.

LÆS MERE: Da kokkene tog strømmen på Refshaleøen, røg grøden på grillen

Under desserten – marengs med bladguld – kommer vi gennem de sidste af i alt 37 spørgsmål. "Hvilken rolle tror du, at byrum kommer til at have i fremtiden?" Jeg kigger mig omkring. Ved nabobordet er en lille dreng blevet sat sammen med en voksen kvinde. Foran dem ligger der en bunke gule post-it's. På den ene står der: "Kan du godt lide at prutte?" Ved siden af mig sidder en mand med grå skægstubbe, iført en neonorange dynejakke. Selvom jeg ikke kan høre ham, er jeg ikke i tvivl om, han er færdig af grin gennem alle fem retter. Han og hans partner kommunikerer med ivrige fagter, og man kan mærke, de kommer helt ind under huden på hinanden. Det er ret smukt at overvære. Jeg kigger på Mei og forsøger at signalere: "Alt det her – og mere af det".

Efter fem retter og 37 spørgsmål kan jeg ikke mærke mine tæer, og mine strømpebuksbeklædte ben brænder af kulde. På den tænderklaprende cykeltur hjem, tænker jeg over aftenen. Jeg ville ønske, jeg havde taget en hjemløs eller en syrisk flygtning under armen for at vise naboskab i min bydel og for at lære et menneske så langt fra min egen personlighed at kende. Men jeg fik da en ny druk-veninde og en gratis, bæredygtig og meget Nørrebro'sk middag ud af det.