At spise sæler er en uundværlig del af livet, hvor jeg kommer fra

Mange af de mennesker, der er imod sæljagt, forstår ikke, at børn i de oprindelige samfund sulter. Det er latterligt, at andre kulturer er velkomne til at udnytte de naturlige ressourcer, mens vi ikke må.

|
02 juli 2017, 10:45pm

Foto: Ansgar Walk | Wikimedia Commons

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Canada i oktober 2014. Tanya Tagaq er en prisvindende sanger og aktivist fra Nunavut, Canada

Jeg forstår ikke, hvordan man kan være imod jagt på et relativt lille antal dyr, som i øvrigt er fuldkommen bæredygtigt. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke rejser sig fra deres computere og protesterer imod slagterier, i stedet for at forhindre fattige samfund i at bruge de naturlige ressourcer, som er til rådighed. Det kræver kun, at et par kendisser som Paul McCartney står frem og snakker om, hvor søde sæler er, før folk går fuldstændig i selvsving.

Når man ikke kommer fra byen, ikke er vokset op i skyskrabernes skygge, og ikke har hentet al sin mad i supermarkedets køledisk, så forstår man den undgåelige proces, der gør et levende væsen til mad. Men mange mennesker, der spiser kød, kan slet ikke snuppe tanken om et dødt dyr – de vil ikke have noget med det at gøre. Derfor lagde jeg et billede op med min baby, der lå ved siden af en død sæl. Jeg ville vise, at der ikke var noget ulækkert ved det. Vi er alle kød og blod, og vi bør respektere det væsen, der har givet sit liv for at give os noget at spise. Jeg ved, at der i hvert fald ikke er nogen nede i supermarkedet, der står og tænker: Tak, lille kylling. Tak fordi du døde.

Ingen af dem, der har svinet mig til efterfølgende, har siddet i Nunavut på en forårsdag, hvor der er så mange sæler, at det ligner, nogen har drysset en peberbøsse ud over isen. Det er fuldkommen latterligt, at andre kulturer er velkomne til at udnytte de naturlige ressourcer, de har til rådighed, når vi ikke må. Mange mennesker er enige i mine argumenter, fordi de tænker logisk. Ved du, hvad der til gengæld er ulogisk? Tusindvis af mennesker, som aldrig har set en sæl i virkeligheden, der sidder bag deres skærm og kører sig selv op i en spids ved at sprede had.

Sæler er en guldgrube for dyrerettighedsorganisationerne, for der er ingen rig kvinde, der gider sende en 3000-kroners donation, hvis man viser hende et billede af en høne. De har brug for sælens søde ansigt for at skabe empati. Der er kun nogle få grupper af mennesker, der tjener penge på sæler, og det er ikke de mennesker, der bor sammen med dem.

LÆS MERE: På Svalbard spiser man rensdyrblodet og lader isbjørnen gå

Da jeg gik på scenen og sagde "fuck Peta" til Polaris Prize Awards, havde jeg kun to minutter til at sige alle de ting, jeg gerne ville sige. Peta havde til gengæld adskillige timer til at komme med et svar, og det eneste, de konkluderede, var, at jeg burde "læse mere". Det er der hverken logik eller respekt i. De svinede generationer af inuitter til, og da der endelig var nogen, der sagde dem imod, beviste de, at de har et ret racistisk udgangspunkt. Jeg vil gerne indrømme, at det ikke var super modent at sige sådan noget. Men hvis man kender mig, ved man, at jeg bander rigtig meget og har hjertet på rette sted.

Det er meget svært at tale med folk, som er fuldstændig fanatiske omkring en sag. Jeg gider ikke have en samtale med folk, som ikke er i stand til at have en samtale. Hvis jeg skriver noget om feminisme eller de oprindelige folks rettigheder, er der altid en person, der siger hold op med at pive og få dig et liv. Jeg prøver altid at se en sag fra så mange sider som muligt, og jeg er åben overfor at ændre min holdning, hvis nogen præsenterer mig for ny information, der overbeviser mig. Men hvis folk argumenterer imod basale menneskerettigheder, gider jeg ikke bruge min tid på dem.

Det, som mange mennesker ikke forstår, er, at børnene i de oprindelige samfund sulter, og det er frygteligt at se på. Hvordan kan man så hjælpe dem? I 70'erne, da Greenpeace begyndte at protestere imod sæljagt, røg selvmordsraterne i vejret i Nunavut. For at hjælpe et folk skal man sørge for, at de har en positiv selvforståelse og er i stand til at forsørge deres familie. Hvis man tjener penge på at lave noget, man elsker, altid har gjort og er god til (og samtidig kan forsøge sine børn), så vil det have en direkte positiv indflydelse på nogle af de socioøkonomiske problemer, vi oplever. Dermed kan vi give folk en højere livskvalitet og sænke antallet af forsvundne eller myrdede kvinder i vores samfund. Det hele er forbundet.

Nunavut er så langt nord på, at der ikke er nogle træer. Isen på havet om vinteren er mellem to og tre meter tyk, så det hele er en stor ødemark. Det er ufattelig smukt, men det er et hårdt sted at bo. Der er ingen drivhuse. Når varer bliver fløjet derop, fryser det til is i flyet. Der er ingen veje, så de grøntsager, vi har, er enten frosne eller visne. Det er meget svært at skaffe frisk frugt og grønt. Der er børn, der går i skolen uden at få morgenmad, og det gør ondt i hjertet. Man ville hele tiden ønske, at man kunne fylde deres maver med god, sund mad. Når man prøver at kæmpe deres kamp, møder man smarte mennesker, der bor i et perfekt hus, der er fyldt med mad. De har råd til økologisk tofu og gå på et marked, der har alle grøntsager i verden. Det er en mini-udgave af kolonialismen.

Da koloniherrer og hvalfangere begyndte at komme nord på, rynkede de på næsen over, at vi spiser råt kød, men så begyndte de at dø af skørbug, fordi de ikke forstod, at den eneste metode til at bevare vitaminerne i kødet er ved at spise det råt. For mig er frisk kød ligesom moden frugt – man har ikke lyst til at lade frugten ligge i dagevis for at udvikle smagen.

Sælkød er meget, meget sundt. Det er fast og mørkt. Min favorit er den rå sællever. Den eneste måde, jeg nogensinde har tilberedt sælkød på, er meget simpel. Du skal bare koge eller stege det kort. Ens mave skal lige vænne sig til det, fordi kødet er så fedt, og der er trods alt visse dyr, man skal passe på med at spise. Hvis man eksempelvis spiser isbjørnelever, kan man dø af det, fordi der er så mange vitaminer.

Der er meget kød, jeg godt kan lide frossent og råt. For eksempel rensdyr. Man skærer det i meget tynde skiver, og det er ret velsmagende. Jeg har en god opskrift på rensdyrsteg, som jeg gladelig deler med andre, for jeg elsker det, og jeg har selv fundet på den. Jeg elsker at mose bær og putte dem i sovsen til sidst. Det er den ret, jeg er kendt for.

Jeg synes, mad er en af de største fornøjelser i verden. En stor fordel ved mit arbejde er, at jeg rejser fra land til land og får lov til at smage den lokale mad. Når jeg er syd på og køber kød, forsøger jeg altid at skaffe kød, der er avlet på en human måde, for jeg har ikke lyst til at spise et tortureret dyr. Når man er på jagt, har man heller ikke lyst til at jage et dyr i lang tid, for adrenalinen ødelægger kødet, og det kan man smage. Når dyr bliver slagtet på store industrilandbrug, så ved de godt, hvad der skal ske. De kan fornemme det, og de har tilbragt hele deres liv med at blive tortureret i en lille boks. Du spiser deres angst og smerte, og det er ikke sundt.

Der er stadig mange mennesker nordpå, der lever af deres omgivelser, og det er virkelig smukt, for de respekterer naturen og forurener ikke. Inuitter burde blive hyldet som en af de sidste kulturer, der lever i harmoni med naturen, i stedet for at blive angrebet af mennesker, der bare er ude på at bruge sælens søde ansigt som fundraiser. Hvis man ser på verden i dag, så har vi ingen kontakt med naturen længere. Der var en fyr, der skrev på min facebookvæg: Det her er sindssygt, de dyr er i deres naturlige habitat – vi har dyr i fangeskab, vi kan spise. Og jeg tænker: Nej – det burde være omvendt!

Folk lever ikke sundt, for de spiser en masse frygtelig, overbehandlet, giftig mad, og det skader alle mennesker. Folk bør have råd til god mad. Jeg har set steder, hvor sodavand er billigere end vand. Folk bør ikke vokse op med en overbevisning om, at den slags er godt for dem.
Det er på tide, at vi respekterer jorden og slår et slag for en sundere verden, hvor vi forstår, hvad vi gør ved naturen. Jeg vil bare gerne gøre mit for at højne folks bevidsthed på en positiv måde. Fra bunden af mit hjerte håber jeg, at alle kulturer kan få lov til at trives. Det er vel ikke så langt ude.

Som fortalt til Matthew Zuras.