usa

Vi mødte en tidligere politibetjent, som er blevet avocadofarmer

JC Iamurri har været igennem meget i sit liv. Her fortæller han om livet som betjent i Los Angeles, våben, småkager og nøglen til at vinde i armlægning.

af Ivy Knight
14 maj 2017, 11:00pm

Alle billeder af artiklens forfatter.

Det her er en redigeret udgave af en artikel, som oprindeligt er udgivet af MUNCHIES USA.

Første gang jeg mødte JC Iamurri, var han i gang med at mose en perfekt moden Hass-avocado, som han skulle bruge som ansigtsmaske. Jeg arbejdede for et canadisk madprogram, og vi besøgte hans plantage i forbindelse med et afsnit om avocado.

JC spiser ikke avocado så ofte længere. I dag er han pensioneret, og han leaser sin plantage ud.

"Hvad med dine avocado-masker" spørger jeg ham, da jeg besøger ham igen.

"Nå, det?" griner han. "Det var bare noget, jeg gjorde for at spille smart!"

JC har været ingeniør, konkurrence-armlægger, bodyguard, avocadofarmer og gadepolitibetjent. Han og konen Phora bor på toppen af en meget høj bakke omgivet af deres omkring 800 avocadotræer i De Luz, Californien. Han har kridhvidt hår, og han ligner en filmstjerne – som Gregory Pecks Josefs Mengele i Drengene fra Brasilien. Jeg er faktisk nødt til at minde mig selv om, at han taler om det virkelige liv og ikke om roller, han har spillet.

JC og Phoras avocadoplantage med udsigt over De Luz. Alle billeder af artiklens forfatter.

JC og Phora mødte hinanden i 1972. Han var politibetjent i Pasadena, og hun arbejdede som dispatcher ved politiet i Los Angeles, inden hun flyttede til laboratoriet i Pasadena og begyndte at arbejde for kriminalteknisk afdeling.

"Han var gift med en anden, og jeg var gift med en anden," fortæller Phora.

"Og så var jeg også vild og skør i bolden," griner han.

"Så blev han skilt og giftede sig med en anden," tilføjer hun. "Jeg er hans fjerde."

JC serverer toast, bacon, røræg – fra høns, der er opdrættet af hans svigersøn for foden af bakken – og friskpresset appelsinjuice fra deres egne appelsintræer. Da jeg ankom aftenen før, tilberedte han et rod af en pasta alla puttanesca og serverede det med hvidløgsbrød og salat. I dag serveres morgenmaden i solen ude på terassen. Herfra kan vi kigge nedad bakken, der er dækket af gyldne, orange californiske valmuer.

JC og Phora havde faktisk kun anlagt plantagen for at supplere deres primære indtjening, og arbejdet med avocadoerne på den stejle bakke har været hårdt mod knæene. "Jeg er glad for, at vi ikke var afhængige af det," siger han.

Phora på arbejde i 1970'erne.

Han plejede at spise avocado hele tiden. "For det meste rent. Jeg spiste en om dagen til frokost, med en smule natriumsulfat [også kendt som glaubersalt]. Jeg er minimalist. Jeg vil bare åbne avocadoen og spise den."

Han elsker natriumsulfat. Det lugter som helvedes tyktarm. Han drysser det udover sine æg, smiler og tilbyder det til resten af selskabet. Ingen andre bider på.

Jeg bemærker en ramme fuld af diplomer og medaljer. "Dem har jeg vundet ved at lægge arm," siger JC. "Hemmeligheden ligger i grebet."

Engang var han til en konkurrence i Santa Ana og ventede på, at han skulle i kamp. "Pludselig hørte jeg et 'SMÆLD!' Det var en, der brækkede armen."

Han tager fat i min arm og imiterer bevægelsen, der førte til den brækkede arm. "Når du starter med at dreje, så begynder knoglen her også at dreje. Det lød, som når en kaliber .22 går af. Bagefter skulle jeg bryde med ham, der brækkede den anden fyrs arm."

Jeg spørger, om han vandt.

"Jaja. Jeg tror, han havde tabt modet. Han ville ikke brække flere arme den dag."

JC og Phora sammen med Jonathan Arbel, der ejer restauranten Oink and Moo.

Den aften besøger vi JC og Phoras yndlingsrestaurant: Oink and Moo, en barbecuerestaurant der drives af Jennifer og Jonathan Arbel. På køreturen mod restauranten taler vi om livet som betjent. Jeg spørger JC, om ham og Phora var ansatte hos politiet under optøjerne i Los Angeles.

"Rodney King. Ja, jeg var hos LAPD," nikker Phora.

"Jeg var med til taktikmødet," fortæller JC.

"Men han var jo altså i Pasadena," siger hun. "Det havde intet at gøre med Los Angeles."

"Så du var altså ikke på gaden, da det hele gik amok" spørger jeg ham.

"Jeg var på gaden i Pasadena," insisterer han.

"Der var intet, der gik amok der," siger Phora afvisende.

JC's pensionerede politiskilt.

Jeg spørger dem, om de har våben i hjemmet. Det har de. "Jeg har våben, fordi jeg kan lide dem," siger JC.

Senere, da vi er tilbage i deres hus, viser JC mig sine fire rifler og syv pistoler. Phora griner højlydt, da jeg fortæller hende, at jeg aldrig har holdt en pistol før.

Jeg spørger JC, om han nogensinde har skudt nogen.

"Nej, nej. Jeg har sigtet på folk, men aldrig skudt nogen."

Tror du, at det ville hjemsøge dig, hvis du havde?

"Nej."

Har du våben under din seng, hvis nogen skulle finde på at komme ind i soveværelset, mens du sover?

"Så ville de nok slå mig ihjel min alder taget i betragtning."

JC viser forfatteren, hvordan man holder en pistol.

Men på grund af din politiuddannelse ville du så være i stand til at vågne op, trække dit våben og skyde dem i knæskallen eller sådan noget?

JC ryster på hovedet. Den slags er den kun én måde at håndtere på: "Et enkelt skud i hovedet,

Vi bevæger os ind i stuen, hvor Phora er i færd med at se Judge Judy. Der står pigespejder-cookies på bordet. JC tilbyder mig en — jeg har aldrig smagt dem før. "Har I ikke pigespejdere i Canada?"

Jeg forsikrer ham om, at vi skam har sådan nogle i Canada. Der hedder de bare Girl Guides.

Han ser noget skeptisk ud. Jeg spørger ind til hans tatoveringer.

JC trækker op i sit ene bukseben og peger på sin lægmuskel. "Den her gav jeg mig selv, da jeg var syv år."

"Det ligner en pind," bemærker jeg.

"Meningen er, at det skal være en dolk med blod på," siger JC og griner.