Annoncering
hooliganisme

Russiske hooligans træner MMA for at kunne smadre deres rivaler endnu mere

Der var engang, hvor hooligans var halvtykke mænd med branderter på. Fremtidens hooligans er veltrænede og ædru.

af Jeff Harder
05 maj 2017, 5:00am

Foto af Tomasz Gzell/EPA

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE SPORTS

Among the Thugs af Bill Buford er en undervurderet bog, især hvis man er én af dem, der har svært ved at sætte ord på, hvorfor man er tiltrukket af uhæmmet vold. Bogen udkom i 1990 og er en rejse gennem det ultravoldelige, nationalistiske og alkoholiske miljø af britiske hooligans, da de var på deres højeste i 80'erne. Gennem subjektive briller forsøger bogen at vise, hvori fascinationen af volden består, og det kan lade sig gøre, fordi forfatteren er bekendt med flere af de voksne, knap-så-marginaliserede mænd, som ynder at bruge deres fritid på at føjte rundt i Europa i store grupper - med det ene formål at tæske folk, som holder med et andet hold end dem. Det er lidt tid siden, jeg læste Among the Thugs, men jeg kan huske noget med tykke, stive fyre, der marcherer gennem gader i fremmede byer og starter slagsmål med hvem som helst. Jeg kan huske apolitisk politik, der nogle gange kammer over i udtalt racisme. Jeg kan huske den sjoveste førstehåndsberetning af at få tæsk af politiet, jeg nogensinde har læst. Og så kan jeg huske en forfatter, der stirrer lige ned i voldens afgrund og beskriver, hvad han ser.

Fodboldhooligans slås af uforklarlige grunde: Supporterne fra ét hold slås med de andre, fordi de holder med et andet hold. Der er ingen geopolitiske fordele ved at vinde, ingen mulighed for priser eller ordner, og hverken den opmærksomhed eller den løn, der er forbundet med professionel kampsport. Det er slåskamp for slåskampens skyld. Engang var det englænderne, der var bannerførere for denne grimme side af det smukke spil, men det ser ud til, at russerne har taget over. I weekenden bragte The New York Times en artikel om russiske hooligans, som blev berømte efter EM i 2016, hvor de udstyret med GoPro på hovedet smadrede deres fadølsdrikkende engelske modstandere fuldstændig. I stedet for at møde spritstive op bruger de moderne russiske hooligans deres tid på at træne boksning, brydning, Muay Thai og MMA - og de siger nej til rusmidler, der kan hæmme dem.

Sikke en latterlig subkultur. Men i det mindste er der et æreskodeks: Det er mere mandigt at slås med bare næver, man bruger ikke våben, man tramper ikke på folks hoved, man angriber aldrig dem, der kigger på, og når der bliver sagt "stop", så stopper man.
Det bliver også mere besværligt at være hooligan: Forud for Confederations Cup i 2017 og VM i 2018 har det russiske politi iværksat en hård indsats mod fansene, så nu er de forskellige grupperinger nødt til at lave aftaler med rivalerne og mødes ude i en skov for at slå hinanden til plukfisk i slagsmål, der let kan involvere 20-30 mennesker.

Det er klamt at tænke på, at MMA og andre former for avanceret kampsport bliver en del af ligegyldige slagsmål på tribunerne, men man skal huske, at der ikke er noget nyt ved, at øvede kæmpere bruger kampsportteknikker i almindelige, spontane slagsmål. Udøvere af brasiliansk jiu-jitsu patruljerer de bedste surfstrande på Oahu i Hawaii og smadrer dem, som ikke er velkomne. For to år siden var der en rugbyspiller, der brugte en såkaldt hællås på en af sine modstandere midt under en kamp. Nogle gange går forholdet den modsatte vej: Den polske fodboldhooligan Artur Szpilka blev en meget succesfuld bokser og kæmpede sidste år om WBC-mesterskabet i sværvægt mod Deontay Wilder. Der er også nogen, der har forsøgt at kanalisere alle de impulser over i noget mere kontrolleret: En russisk politiker foreslog, at man gjorde slåskampene til en tilskuersport, og i februar arrangerede MMA-forbundet M-1 Global kampe mellem supportere fra rivaliserende fodboldklubber.

Alligevel virker det upassende, at de gør det så bevidst. Det er virkelig dumt at komme op at slås i forbindelse med en kamp, men det er næsten forståeligt, når folk er fulde og keder sig gennem en røvsyg 0-0'er. Det er heller ikke lige så skadeligt, når man er fuld og ikke helt ved, hvordan man skal slå på andre. Hvis man derimod er ædru og bruger fritiden på at rulle rundt på madrasser og slå på sandsække, så man bedre kan tæske de andre hooligans, så er spontaniteten fuldstændig forsvundet, og kampene får en anden karakter. Det asociale aspekt bliver psykopatisk, og pludselig kan det være, at den regel de selv har indført om, at man ikke tramper folk i hovedet, er glemt.

Men vi befinder os i forvejen i en moralsk gråzone. Der er intet nyt under solen: Hooligans stammer helt tilbage fra 1300-tallet. Der er ingen, der går op i om hooligans er gode rollemodeller eller gør noget godt for at tiltrække sponsorer til sporten - det vigtigste er bare at holde udefrakommende stangen. Hvis man er så vild efter at samle sine venner og slås i holdets navn, at man ligefrem går langt ud i skoven for at få lov til det, så giver det meget god mening at træne og blive bedre. Så tag endelig ud i skoven og slå hinanden i stykker. Bare lad være med at forstyrre os andre, mens I gør det.