Annoncering
Musik

Nu kan du købe musik til din kat – så jeg fik huskatte, leoparder og sibiriske tigere til anmelde den

Fuck mig, jeg hader katte.

af Alfred Maddox
15 december 2016, 9:22am

Alle fotos af Emil Vinther

Mine øjne møder bæstets. Jeg kan mærke en milliard års evolution stirre tilbage på mig gennem en stribet dræbermaskine af pels og klør, så smuk som den er dødelig, genetisk designet til at kunne flå mig i stumper og stykker på et øjeblik. Eller – i en mindre, stueren udgave – få mig til at nyse og give mig røde, kløende øjne.

Fuck mig, jeg hader katte.

Jeg har altid været overvejende hundemenneske og har et ret anstrengt forhold til kattedyr, fordi jeg er virkelig allergisk over for dem. Min mor har for eksempel kat, og jeg er derfor tvunget til at udleve juledagene derhjemme med en seriemorders niveau af minutiøs forsigtighed og behandle både kat og katteberørte overflader som radioaktive plutonium-isotoper. Det kan de mærke, og derfor hader også de mig. Altså, lige indtil nu.

Vi må hellere begynde ved begyndelsen: For et par måneder siden skete det her. Cellisten David Teie velsignede verden med sit projekt, Music for Cats – et helt album fyldt med musik til din kat.

Vi laver allerede TV til vores hunde, og syer jakkesæt til vores heste – og der findes bands som Caninus og Hatebeak, der henholdsvis har hunde og fugle som forsangere – så en særlig missemusik-genre til alverdens kattedyr virker som en ganske logisk og naturlig udvikling for menneskeracen. Som ulærd lytter kunne man beskrive albummet som en solid blanding af ominøs og introspektivt pulserende cello-electronica, der er klasket sammen med vilkårlige samples af spindende katte og fuglekvidder.



Til trods for min, din og nok de fleste andre menneskers umiddelbare skepsis, lod kattemusikken umiddelbart til at være legit nok, og mere end bare et marketing-gimmick rettet mod det udsnit af befolkningen, der giver deres katte julegaver. I hvert fald er det udgivet af verdens største pladeselskab Universal Music Group, og der skulle angiveligt være "videnskabeligt belæg for, at det kan berige din kats liv". Udgivelsens hjemmeside flyder desuden over med skamrosende ord fra mind-blown kattemusikentusiaster, som ham her:

Unægtelig DJ Friendly Greg-ethos. Screenshot via www.musicforcats.com

"Total banger. Instant classic," mener 'DJ Friendly Greg' simpelthen. Men kunne det virkelig være sandt? Kunne denne revolutionære cello-videnskab være potent nok til at overdøve 25 års indebrændt foragt mellem mig og alle katte?

Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre – hvad der var nødt til at ske nu. Jeg lånte en bærbar højttaler af en islænding, jeg kender, og drog ud for at opsøge målgruppen – katte, i alle størrelser. Det var tid til at se, om Universal Music virkelig havde knækket koden til audio-katteurt. Ville musikken endelig give mig noget til fælles med min firebenede nemesis? Ville kattene være nede med mine beats?

Jeg starter med et par fedladne Amager-gadekryds.

SMELLY CAT OG MISSEMOR

Smelly Cat og Missemor. Ikke engang ejeren ved, hvem der er hvem. Billede (af stærk tvivlsom kvalitet) via skribentens (og lysforholdene var også langt fra optimale) iPhone.

SANG AFSPILLET: "Ronja Sings"

Allerede da jeg finder højttaleren frem, før jeg sætter musikken på, forsvinder en af de kvabsede katte ud af en lem i væggen. Den tilbageværende kat kigger forsigtigt og undrende på mig i et kort øjeblik. Smelly Cat og Missemors ejer fortæller mig, at de rød/grå katte er vandt til at høre P3 til hverdag, og også mange gange har været til stede, mens der er blevet jammet i det lille kolonihavehus, de bor i på Amager.

Måske er de her kattes musiksmag allerede for fintunet. Måske er de bare oprørte over, at deres eftermiddag bliver forstyrret af en ukendt, allergisk stjernepsykopat med en højttaler i hånden.

I hvert fald spurter den sidste kat inden længe ud af huset, og gemmer sig under et skur i haven, hvor hun påpasseligt lytter til den symfoni af spindende katte og brummende electro, der er "Ronja Sings". Tough crowd. En rædselsfuld start på min mission.

KATTENES VURDERING: 1/10

Missemor/Smelly Cat lytter varsomt til "Ronja Sings" under et skur. Foto via skribentens iPhone.

Jeg har brug for et bredere publikum. Febrilsk googling afslører, at vi her i Danmark har noget, der hedder Inges Kattehjem – en slags landsdækkende kattebørnehave slash vaskeægte udgave af den der fantasi-bondegård, som man fortæller børn, deres kæledyr er blevet flyttet til, når deres hund eller kat bliver pløjet ned af Hjem-IS bilen.

Jeg ringer og får fat i Marianne, der forvalter afdelingen i Glostrup og er professionel kattedame.

INGES KATTEHJEM

Jackpot. Foto og alle øvrige fotos af Emil Vinther

På pensionen bliver jeg budt velkommen af en gruppe storrygende kvinder, der stiller overraskende få spørgsmål om, hvorfor jeg bruger mit liv på at DJ'e for husdyr, men blot lukker mig ind i et hus fyldt til randen med katte.

Det her er mit liv nu.

Der er katte overalt. Små katte. Store katte. Katte i kurv. Katte i bur. Jeg væbner mig med mine kittybeats og forsøger at ignorere, at mængden af kattehår i det her hus har cirka samme effekt på mig, som en grotte fyldt med kryptonit har på Clark Kent. Showtime.

MEFISTO

Mefisto i sit bur. Og den følelse, du har, når "Hotline Bling" bliver spillet for tolvte gang på en aften.

SANG AFSPILLET: "Music for Cats"

Det fuglekvidder-tunge titelnummer "Music for Cats" har omtrent samme effekt på den tilbagetrukne gråmis Mefisto, som Dre og Snoops "Still D.R.E." ville have på din farmor. Han var uforberedt og ikke ligefrem vild med det – men helt klart optaget af, hvad der foregik. Mefisto var en af de katte, der blev passet på kattehjemmet, mens hans ejer var i udlandet, og derfor måtte han ikke forlade sit bur, mens jeg var der. Alligevel observerede jeg tydeligt, hvordan musikken fik ham ud af sit hjørne (eller sin "back up off the wall", som Kool & The Gang ville have beskrevet det), og han nikkede interesset med, mens han fulgte min højttaler tæt med sit blik. Der er stadig håb.

KATTENS VURDERING: 4/10

KONRAD

SANG AFSPILLET: "Autumn Aura"

Nu sker der noget. Den esoteriske kattehymne "Autumn Aura" gjalder ud af min højttaler, og den rødstribede party-kat Konrad er vild med det. Han løber, springer og kravler begejstret rundt om mig med blikket fast fikseret på højttaleren. For første gang mærker jeg, hvordan kat og menneske mødes gennem musikken og får en dybere forståelse for hinanden. Konrad er nede med kattemusikken, og, i forlængelse deraf, også nede med mig.

Flere af husets katte begynder at stimle sammen omkring mig, på "dansegulvet".

KATTENS VURDERING: 9/10

FELIX

SANG AFSPILLET: "Freya Purrs"

Som den ven, du blev væk fra fem minutter efter i kom ind på klubben, og pludselig finder midt på dansegulvet flere timer senere, kommer sort/hvide Felix pludselig til syne, ud af ingenting. Det ene øjeblik groover Konrad og jeg til den sansebedøvende indledning på "Freya Purrs", og det næste har Felix kærligt snoet sig mellem mine ankler – muligvis som den første og eneste kat, der nogensinde har bevæget sig frivilligt i min retning.

Det her er aldrig sket før. Kan det virkelig være musikken? Den Music for Cats-videnskab, som angiveligt ligger til grund for udgivelsen? Jeg spiller videre.

KATTENS VURDERING: 8/10

'Whoooo let the cats out?' I did. I let the cats out.

ELVIS

SANG AFSPILLET: "Red Ribbon"

Kattedamerne på kattehjemmet fortæller mig på forhånd, at Elvis er "en sur kat". Eftersom alle katte, jeg nogensinde har mødt, har virket mere eller mindre sure på mig, eller på tilværelsen generelt, går jeg ud fra, at de henviser til Elvis' jeg-ligger-statisk-og-misfornøjet-i-hjørnet-som-en-kulsort-emo-stil. Men da jeg fyrer op for "Red Ribbon", der lyder lidt som soundtracket på en intergalaktisk vandpibebar – og helt klart er Music for Cats-albummets store rave-banger – kan Elvis (som i øvrigt er en hunkat) ikke lade være med at liste ud af sit hjørne for at undersøge, hvad der foregår.

Hun virker helt klart betaget af musikken, men det er svært at afkode, om hun faktisk kan lide det, eller bare er fornærmet over, at jeg har infiltreret hendes personlige rum med en mobil højttaler.

KATTENS VURDERING: 6/10

Jeg ved ikke, om jeg havde forventet, at den pseudomagiske kattemusik øjeblikkeligt ville forvandle mig til kattehvisker. At kattene ville springe op på mig, tryllebundne, og omslutte mig som en levende, spindende katte-slåbrok. Det skete desværre ikke. Jeg er stadig ikke tilfreds.

Men måske tænker jeg ikke stort nok?

Mine forældre sagde, at jeg kunne være blevet læge. Eller astronaut. Men i stedet står jeg her, i en life-size kattekravlegård i Glostrup, og spiller musik for katte.

KØBENHAVN ZOO

"Hej! Må jeg komme og spille noget musik for jeres tigere?"

"....."

"Det er til en artikel, jeg er ved at -"

"...jeg stiller dig om til en af vores dyrepassere."

Efter en af de mest bizarre telefonsamtaler, jeg har haft i mit liv, med zoo-receptionisten, der også hedder Marianne (*åbenbaring*: hvis du lever i Danmark, og dit erhverv har bare det fjerneste med katteadministration at gøre, er der ret gode chancer for, at du hedder Marianne), får jeg kontakt til tigerpasseren Zaco Sonne, der hellere end gerne vil lade mig spille musik for kattedyrene i zoo.

Det er tid til at sætte Music for Cats på den ultimative prøve. Inges Kattehjem var Remee. Det her er Blachman.

LØVER

SANG AFSPILLET: "Freya Purrs"

Løverne er det første XL-kattedyr, jeg støder på i zoo. Der er stadig lidt tid til, at jeg skal møde Zaco og tigerne, så jeg sætter "Freya Purrs", der har vist sig at være populær indtil videre, på max volumen.

Jeg må indrømme, at det overrasker mig, hvor godt savannens alfarovdyr tager imod musikken. Det er ikke mere dramatisk, end at løverne tager et par skridt ud af deres halvtagsskur, og alle sammen kigger på mig. Men helt ærligt, hvornår har du nogensinde gjort noget, der har fået en løve til at give bare en halv fuck?

Positivt overrasket og med fornyet mod sætter jeg de næste to numre i kø og vover mig dybere ind i urskoven på Frederiksberg.

KATTENS VURDERING: 5/10

LEOPARD

SANG AFSPILLET: "Meoween!"

De første par sekunder af sangen "Meoween!" får den her leopard til at stikke hovedet frem af en trætønde i dens habitat for så at springe ophidset og interesseret rundt og til sidst indtage ovenstående majestætiske lytteposition.

Enten fortjener David Teie at få Nobelprisen i både cello og videnskab lige nu, for definitivt at have hacket naturen – eller også er det her verdens mest ekshibitionistiske party-leopard. Dyreriget bøjer sig for min vilje.

KATTENS VURDERING: 9/10

JELENA, OLGA OG SASCHA (TIGERE)

Dagens sidste smagsdommere – København Zoos tre sibiriske tigere Jelena, Olga og Sascha – står foran mig, og det er tid til at sætte Music for Cats på den ultimative prøve. Hvis det lykkes mig at tæmme disse bidske bæster – at nå dem gennem musikken – vil det betyde, at jeg endelig kan begrave min livslange beef med katte.

Det her er Zaco. Han har arbejdet med tigere i 20 år.

Tigerpasser Zaco Sonne fortæller mig, at jeg er langt fra den første, der spiller musik for tigerne. Personligt spiller han P5 for dem næsten hver morgen gennem højttaleranlægget, der omgiver deres indhegning. Fordi de er vant til at se ham og forbinder hans tilstedeværelse med mad, aftaler vi, at han går sin vej for ikke at distrahere dem, mens jeg blaster mine kattebeats.

Nogle mennesker ser deres frygt i øjnene ved at BASE-jump eller svømme i bur ved siden af massive hvidhajer. Der er dem, der tyer til psykedeliske stoffer for at ændre de dele af sig selv, de gerne ville være fri for. Mig? Jeg tæmmer junglekatte med musikkens magt.

Uden at tøve, uden at blinke, kun væbnet med min højttaler tager jeg en dyb indånding og går den vilde natur i møde.

SANG AFSPILLET: "Music for Cats"

Folk stimler pludselig sammen omkring mig. Alle mumler spændt, finder smartphones og digitale kameraer frem og knipser amok. Det er titelnummeret "Music for Cats", der har fået tigernes opmærksomhed. Hvad der starter som lettere interesseret øjenkontakt fører til, at to af de tre tigere rejser sig og lunter hen mod mig. De blinker ikke. Jeg blinker ikke.

Jeg hæver armene over hovedet, og pludselig er jeg Rafiki. Music for Cats er min Simba. Titelnummeret slutter, og min katteplayliste spiller videre. Jeg holder deres opmærksomhed gennem flere sange. Jeg har naturens mest formidable kat i min hule hånd. Jeg er Kattenes Herre.

Mission Accomplished.

KATTENES VURDERING: 10/10

Men okay, tænker du. Evnen til at tæmme tigere med Spotify. Fedt nok. Men hvad kan du bruge det til?

For det første: Det er evnen til at tæmme tigere. Med musik. Glem alt, hvad Bear Grylls har lært dig om at overleve et møde med et vildt dyr. Download Music for Cats. Nyd at leve resten af dit liv som en episk kombination af Dian Fossey og hende der kattedamen fra Simpsons.

For det andet er julen lige om hjørnet, og – let's face it –ingen kan lide en person, der lægger tun eller makrel under træet, lige meget hvor meget en del af familien, din kat er.

Mere fra VICE:

Jeg fik kontakt til min døde hund gennem en kæledyrs-clairvoyant

Historien om hvad der skete, da en 15-årig flygtning med kælenavnet 'Saint' steg af toget i Malmø

Ungarn siger, at København er en "no-go zone" – så jeg spurgte ungarere i Danmark, om vi stadig er venner