FYI.

This story is over 5 years old.

Film

De her fire gymnasiepiger har virkelig ikke optur over Team Hurricane

”Hvis det her er den ungdomsfilm, vi har ventet på, så er det, fordi nogle gamle mennesker har besluttet det.”

Det her er hverken 'Zappa' eller 'Kærestesorger'. Det her er noget helt nyt, det er mega fedt, og det er lige, hvad ungdommen gik og ventede på. I hvert fald, hvis du spørger de voksne.
Omdrejningspunktet i Annika Bergs nye anmelderroste ungdomsfilm, der også har vundet kritikerprisen ved årets filmfestival i Venedig, er otte piger mellem 13 og 19 år med hver deres outrerede hårfarve.

Team Hurricane har fået ros overalt i de danske medier og er af Politiken blevet udråbt som ungdomsfilmen " vi har trængt til i mange år ." Men hvem er det, der trænger til den film? Er det de unge selv, eller er det de voksne, der savner at være unge?

Annoncering

Jeg har inviteret fire gymnasiepiger til at se tidens mest hypede ungdomsfilm, fordi jeg vil se, om de kan spejle sig i filmen. Malina Litichevski, Clara Regine Kold, Babette Bækgaard og Rebecca Warren går i 2.g på Frederiksberg Gymnasium i København. De er alle 17 år, og deres hår er stadig den farve, det var, da det voksede ud.

På trods af den massive omtale har ingen af pigerne hørt om Team Hurricane, der følger otte unge pigers liv på en ungdomsklub . Jeg fortæller dem, at det er en dansk ungdomsfilm, som instruktøren selv kalder en "punk-chick-flick", den er blevet sammenlignet med SKAM (som alle pigerne selvfølgelig har set), og så advarer jeg dem om, at den måske ikke ligner noget, de har set før.

Neonlysene toner frem, og den næste halvanden time spiser vi småkager, mens vi prøver at afkode, hvor i virvaret vi skal kunne genkende os selv.

Under hele filmen er pigerne fuldkommen upåvirkede. Ingen træk på smilebåndet eller løftede øjenbryn. Den japanske techno og de pangfarvede gelékugler preller af på pigerne. De kigger engang imellem lidt ud af vinduet og tager en ekstra småkage.

Da filmen er slut, forsvinder pigernes uinteresserede udtryk og erstattes med forvirrede og en anelse provokerede blikke.

"Jeg kan godt se lidt af mig selv i den, men jeg synes, det er en meget lille subkultur, den repræsenterer," siger Babette.

Rebecca er enig, "der er små brudstykker, jeg kan identificere sig med, men det overordnede billede er meget ekstremt og rebelsk."

Annoncering

Hun fremhæver de scener i filmen, hvor pigerne taler om deres kroppe, som et emne, alle piger kan relatere til.

"Men så tabubelagt er det ikke mere. Jeg synes, man er blevet meget bedre til at snakke om det – også på de sociale medier, hvor debatten om fat-shaming fylder meget," siger hun.

Også scenen, hvor den nye pige lige skal ses an, inden hun bliver lukket ind i gruppen, kan pigerne genkende fra deres egen hverdag, men her ophører lighederne:

"De snakker meget om fællesskabet kontra at være alene. Det virker, som om man først er sig selv, når man er sammen med andre, og man er ked af det, hvis man er alene," siger Clara. Babette supplerer: "Karakteren Sara repræsenterer lidt den introverte energi, men ellers synes jeg, den karakter mangler i filmen."

Jeg minder dem om, at de faktisk sidder og ser en film, som anmelderne mener er ungdomsfilmen, vi har ventet længe på – men pigerne er ikke enige i dommen. Det er i hvert fald ikke den film, de selv har sukket efter.

Fra venstre mod højre: Babette Bækgaard, Rebecca Warren, Clara Regine Kold og Malina Litichevski.

"Hvis det er ungdomsfilmen, vi har ventet på, så er det nogle gamle mennesker, der har besluttet det. Man kan lige forestille sig gamle, gamle mennesker, der siger, "åh, hvor er det vigtigt det her!" Men den her film repræsenterer ikke os. Hvis det er sådan, folk tror, ungdommen er, så er vi fucking screwed," lyder det fra pigerne.

Jeg spørger, hvad der så kunne have gjort Team Hurricane mere realistisk.

"Der mangler en del ting. For eksempel i festscenen. Det er klamt, men der mangler jo nogle stoffer, før det er realistisk," siger Malina.

Annoncering

Pigerne er enige om, at alle går og kæmper med noget, men at det ikke nødvendigvis er så sort/hvidt, som det skildres i filmen.

"I filmen var det enten meget ekstremt, eller også var det lige meget," siger Clara.

Da jeg, inden filmen begyndte, fortalte pigerne, at den nok ikke lignede de ungdomsfilm, de tidligere har set, var det blandt andet, fordi Team Hurricane stort set ikke har nogen handling. Filmen er et miks af alle mulige videoklip og indhold fra sociale platforme – tilsat alle de effekter, du kan forestille dig.

"Det er virkelig irriterende, at der ikke er noget plot. Jeg mangler en rød tråd og et større element, jeg kan forholde mig til," siger Babette.

"Når vi ser en snegl og hører dak-musik, er det næsten, som om nogen har prøvet at gøre det mere ungt, end det er, " siger Malina.

Vi er ved at være færdige med at diskutere Team Hurricane, men slutningen får også lige en bemærkning med på vejen. Gennem hele filmen fungerer pigernes kunst og kreativitet som fremdrift, og hen mod slutningen arrangerer de otte piger en kunstudstilling på den ungdomsklub, hvor filmen udspiller sig.

"Generelt så tror jeg, at unge er blevet mere interesserede i kunst. Jeg er for eksempel selv begyndt at tage på Arken. Jeg kan godt se, at deres kunst skal være abstrakt og anderledes, men det bliver bare lidt for meget," siger Malina.

Babette slutter af med kritisere vores tendens til at hylde det anderledes. Både i filmen og i virkeligheden synes hun, det virker lidt falskt, når folk gør sig umage for ikke at ligne alle andre.

"Filmen kører meget på, at man skal være så anderledes som overhovedet muligt. Men den modsiger også lidt sig selv, for det kommer til at handle om at være anderledes, sådan at man kan være som de andre i gruppen. De har alle sammen farvet hår – men alle har forskellige hårfarver," siger Babette.