Politik

Kan catalanere blive arresteret for at stemme om uafhængighed fra Spanien?

Den spanske regering fastholder, at søndagens folkeafstemning er forfatningsstridig. Hvad sker der, hvis catalanerne stemmer alligevel?
29.9.17
Gustau Nicarino / Reuter

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Spanien

Søndag d. 1. oktober går milllioner af catalanere til valg, for at beslutte om Catalonien skal bryde sine bånd til Spanien. Men den spanske regering har lovet at gøre alt, der står i deres magt for at stoppe det, de betragter som en forfatningsstridig afstemning. Ti millioner stemmesedler er blevet konfiskeret, og den spanske premierminister Mariano Rajoy har bekræftet, at hundredevis af politibetjente vil være indsat ved valgstederne for at forhindre folk i at stemme. Samtidig har den regionale, catalanske regering sagt, at lige meget hvad der sker, vil afstemningen finde sted.

Annoncering

Den anspændte stemning er eskaleret i løbet af de sidste par dage, mens landet venter på, at Spaniens forfatningsdomstol beslutter, hvorvidt folkeafstemningen er lovlig eller ej. En beslutning, som måske ikke når at komme inden søndag. Præcis en uge før afstemningen, d. 24. september, samledes tusindvis af mennesker på gaderne i den catalanske hovedstad Barcelona for at forlange, at afstemningen blev gennemført. Dagen efter udtalte rigsadvokaten José Manuel Maza, at hvis afstemningen bliver til noget, kan han ikke afvise, at den catalanske præsident Carles Puigdemont vil blive arresteret.

Men hvad sker der med de catalanere, som går på gaden for at stemme på søndag? Kan de også blive arresteret? Vi talte med jura-eksperten José Manuel Fontes for at finde ud af, hvad der sker, hvis man deltager i folkeafstemningen.

VICE: Kan den spanske regering anholde catalanere, der stemmer på søndag eller på anden vis straffe dem?
José Manuel Fontes: I teorien kan regeringen ikke straffe folk for at stemme, for retten til at deltage i valg står i Forfatningen. Men forfatningsdomstolen er i gang med at undersøge selve folkeafstemningen. Og de regler, der normalt gælder i sådan en forbindelse, er blevet suspenderet. Så indtil retten har truffet en beslutning, er afstemningen hverken lovlig eller ulovlig.

Hvis forfatningsdomstolen ikke når frem til en konklusion inden søndag, kan regeringen så fysisk afholde folk fra at nå frem til valgstederne?
Som jeg sagde, beskytter Forfatningen folks ret til at stemme, men det betyder ikke, at regeringen er tvunget til at lytte til resultatet af folkeafstemningen. Hvis forfatningsdomstolen beslutter, at afstemningen er forfatningsstridig inden søndag, kan man kalde det, hvad man vil, men det ville ikke være en folkeafstemning. Så det er uklart, hvad regeringen kan gøre, eller hvad de skulle få ud af at reagere aktivt overfor vælgerne.

Annoncering

Må politiet kræve at se mit ID ved valgstederne?
Nej, ikke hvis man bare er der for at stemme. Men det ændrer sig, hvis man begynder at fornærme politiet, opfordre til vold eller gøre noget andet ulovligt.

Millioner af stemmesedler er blevet konfiskeret forud for søndagens afstemning.

Så hvis en betjent beder om at se mit ID, kan jeg nægte at vise det?
Det er ikke helt så simpelt. Hvis en uniformeret betjent beder om at se dit ID, mens han eller hun er på arbejde, så skal man vise det. Sådan er loven, og hvis ikke du gør, som der bliver sagt, kan du blive anholdt. Men så længe du bare er der for at stemme og ikke gør noget ulovligt, burde det ikke ske.

Er der andre regler for de ansatte i den catalanske regering, som kommer for at stemme?
Nej, det er lige meget, hvilket job du har, at stemme er en personlig ting og er juridisk beskyttet. Hvis folkeafstemningen bliver erklæret forfatningsstridig, kan regeringens embedsmænd risikere at blive udsat for sanktioner, hvis det viser sig, at de har hjulpet med at organisere eller promovere afstemningen på nogen måde.

Hvis det sker, kan de frivillige valgforordnede så også blive arresteret?
De mennesker, der arbejder ved valgstederne, er tilfældigt udvalgt af de lokale myndigheder, så de skal være der. Det ville ikke give nogen mening at anholde dem eller straffe dem på anden vis.