Rige mødre skammer sig over amning, diskriminerende skihopsregel er afskaffet og to andre historier fra ugen
Illustration: Søren Arildsen

FYI.

This story is over 5 years old.

Broadly Overblik

Rige mødre skammer sig over amning, diskriminerende skihopsregel er afskaffet og to andre historier fra ugen

Feministisk overblik: Godt nyt til kvindelige skihoppere / kvinder i rige lande skammer sig over amning / metal i undertøjet kan hjælpe piger, der risikerer tvangsægteskab / historisk royalt bryllup i weekenden.

Du læser Broadly Overblik – vores korte, ugentlige tilbageblik på de vigtigste (og sjoveste) feministiske begivenheder og debatter. Læs tidligere udgaver her.

En kønsdiskriminerende regel om skihop fjernes

Vi kan godt lide, når kønsdiskriminerende regler fjernes. Og det er netop sket i denne uge, da Det Internationale Skiforbund besluttede at fjerne en regel, der har forbudt kvinder at hoppe over 118 meter. Det kan man læse i Politiken hvor Bertil Pålsrud, der er norsk repræsentant i Det Internationale Skiforbund, fortæller, at der ikke er brug for love lavet i fortiden – men derimod at, ”vi har brug for regler til fremtiden. Der har været nok love gennem tiderne, som har berørt kvinder, men som er lavet af 16 gamle mænd."

Det viser sig da også, at kvinder – sådan rent fysiologisk – rent faktisk godt kan hoppe skihop over 118 meter. Reglen blev indført, fordi man(d) mente, det ville beskytte kvinder mod overbelastning, og fordi bekymringen var, at det kunne påvirke kvindens fertilitet. Det er nu blevet afvist, fordi det, som det rigtigt nok lyder, er det rene nonsens. Det kunne slås fast efter et studie fra den medicinske komité i Det Internationale Skiforbund.

Annoncering

Rige mødre ammer mindre end fattige

I de rige lande ammes børn mindre end i de fattige. Det skriver Kristeligt Dagblad i denne uge. Artiklen er baseret på en rapport fra Unicef, der viser, at hver femte barn i den rigeste del af verden ikke bliver ammet. En af grundene er, ifølge rapporten, skam hos de ammende mødre.

Og debatten om hvorvidt amning er skamfuldt, har vi da også haft i Danmark, senest da en kvinde ammede sit nyfødte barn i Disney-butikken på Strøget i København og blev bedt om at forlade butikken. Disney-butikken endte i en amme-shitstorm, som vi skrev om i sidste måned.

NEWSFLASH: Der er intet skamfuldt ved at bruge sine bryster til det, de nu engang er der for.

Metal i undertøjet kan hjælpe piger, der skal tvangsgiftes

I denne uge kunne Kristeligt Dagblad også skrive, at landets to største kommuner, København og Aarhus, råder unge piger fra minoritetsmiljøer til at gemme en mønt i deres bh, hvis de frygter, at en udlandsrejse vil ende med et tvangsægteskab. Det vil nemlig gøre, at pigerne bliver stoppet i metaldetektoren i lufthavnen og så kan spørge myndighederne om hjælp. Næsten samme råd giver de i Göteborg Kommune i Sverige, hvor de anbefaler pigerne at bære en ske i underbukserne.

“Umiddelbart tænker jeg, at en ske i trusserne kunne betyde, at man blev dirigeret væk fra en zone i security, hvor andre ikke kunne lytte, og at dette ville sikre pigen, at forældrene er uden for hørevidde. Så det vil vi da overveje at anbefale. Hvis det bliver for kendt, kan man omvendt frygte, at pigerne skal vise trusser, inden de tager i lufthavnen,” sagde Anita Johnson fra Red Safehouse, der driver opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter, til Tv2.

Et historisk royalt bryllup

I morgen finder en historisk begivenhed sted, når Prins Harry gifter sig med amerikanske Meghan Markle – hvilket slår sidste søm i kisten for os, der hele vores liv har drømt om at blive en del af Windsor-familien, men lad nu det ligge.

Markles indtræden er på mange måder med til at modernisere det gamle monarki: Hun er den første amerikaner, den første fraskilte, den første ikke-hvide, den første, der er født katolsk. Tak til Harry for at følge i sin mors fodspor og ruske lidt op i det stive kongehus.

Tillykke til det lykkelige par og til det britiske kongehus med at de måske er på vej til at blive marginalt mindre forstokkede.