Annoncering
Dating

Jeg udgav mig for at være Josef Stalin på Tinder

Er folk villige til at tilgive de værst tænkelige forbrydelser, hvis bare du ser godt ud?

af Paul Schwenn
29 januar 2019, 10:00am

Alle billeder: VICE

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Af en Tinder-date at være har Sofia og jeg forbavsende god kemi sammen. Vi har drukket et par store fadøl, hun har styr på litteratur, og samtalen kører fint. Vi snakker om, hvor vilde vi begge to er med Hermann Hesse (det er altid et plus), mens vi samtidig gør nar af nogle amerikanere på dansegulvet.

Amerikanerne danser rundt i lige så lang tid, som det tager at lave en Instagram-story – så trækker de sig fra dansegulvet , stiller sig langs væggen og ser helt blanke ud. Jeg holdt op med at ryge tidligere på ugen, men det stopper, så snart Sofia byder mig en cigaret.

Men jeg ved samtidig, at jeg ikke har en chance med hende. Hun er nemlig konklusionen på et eksperiment, jeg har foretaget. Og det har jeg faktisk tilstået over for Sofia (som i virkeligheden hedder noget andet).

Fem dage forinden:

Hvordan havde den russiske historie udviklet sig, hvis Tinder var opfundet for 100 år siden? Det spørgsmål stiller jeg mig selv, da jeg første gang ser en pakke tændstikker, jeg har fået af en god ven, som har taget dem med hjem fra Georgien – Josef Stalins hjemland.

På pakken er der et billede af den tidligere sovjetiske diktator, som man genkender ham fra historiebøgerne. Det runde ansigt, det prægtige overskæg og det glatte tilbageredte hår. På bagsiden af pakken ser man et billede af en ung mand med blide ansigtstræk, kulsort hår og glasklare øjne.

Det er nærliggende at tror, at billedet på bagsiden er af et medlem af den russiske version af One Direction, men faktisk er det den selvsamme, brutale tyran, der ledede Sovjetunionen, bare som ung, og særdeles flot, mand.

Hvis den unge Josef Stalin havde været på Tinder, var der ikke noget, der hed kommunisme i dag. I stedet for Marx og Engels havde han studeret score-teknikker og sikkert fået endnu flere følgere, end han gjorde som statsleder.

Når man dater online, kan man sagtens have en hæslig personlighed, så længe man ser godt ud, men gælder det virkelig også en diktator?

For at få svar på spørgsmålet åbner jeg en profil på Tinder som Josef på 27. Blandt mine portrætbilleder, som jeg finder på Google, uploader jeg også et af metrostationen Stalingrad i Paris. Alle ved, at man ikke har nogen succes, hvis man kun lægger grynede selfier op – det er Tinder-basisviden.

Desværre finder jeg ingen romantiske Stalin-citater, som jeg kan putte i min biografi. Jeg er derfor nødt til at omformulere et citat for at nå frem til en passende ordlyd. Stalin har engang sagt: ”Folk som Hitler kommer og går, men det tysk folk består.” Det ændrer jeg til: ”Forhold kommer og går, men kærlighed består”.

Som yndlingssang vælger jeg ”Russki Kanak” af Olexesch – det er noget, de unge kan lide, og det virker meget passende i den her sammenhæng. Jeg nævner ikke, at Stalin også havde børn. Der ikke nogen grund til at skræmme potentielle matches væk på forhånd.

Das Stalin-Profil unseres Autoren auf Tinder

Så snart min Stalin-profil er i luften, kaster jeg mig ud i at finde et match. Efter et kvarters tid har jeg opbrugt min like-kvote, men har ikke matchet med nogen endnu. Hvorfor ikke?

Er man også begyndt at snakke om Stalins tidlige virke i historietimerne, eller er der en anden grund til, at min falske profil ikke har en chance? Virker jeg måske for aggressiv med mottoer som ”FCK NZS” og ”Altid Antifascist”? Første erfaring er, at selv med unge Stalins gudeskønne fjæs har Tinder formået at få mig til at tvivle på mig selv.

Jeg rykker rundt på rækkefølgen af billederne og udvider min søgeradius, men intet hjælper. Hvis man vil overleve i den kapitalistiske verden, har man intet valg. Jeg bliver nødt til at betale for Tinder Plus, og de ti euro (omkring 75 kroner), det koster her i Tyskland, er en god investering.

Men nu åbner jeg samtidig min profil for likes fra mænd. Heteronormative forhold er passé i 2019. Med endeløse likes og Stalins nyfundne biseksualitet går det pludselig stærkt. Inden for en halv time lyser min skærm op med notifikationer 15 gange. Det lille profilbillede begynder at danse, og appen fortæller mig: ”It’s a Match, du og Simon har liket hinanden.”

For at bryde isen indleder jeg vores chat med et Karl Marx-citat: ”Hej, kammerat. Du har kun dine lænker at tabe.” Han svarer prompte: ”Hvilke lænker taler du om? ;)”


Se også:


Ja, hvad er det i grunden for nogle lænker, jeg tænker på? Lænkerne, som storkapitalen bruger til at holde arbejderklassen fanget med selvfølgelig. Jeg skynder mig at tilføje: ”Men du kan selv få lov at undersøge, hvor jeg bærer dem ;)” Bare for ikke at skræmme Simon, hvis navn er ændret i den her artikel.

Jeg har også skrevet en række andre icebreakere, hvis den med lænkerne ikke fungerer. ”Hvis du var en legering af jern og kulstof, hvad ville du så være? Jeg er stål.” Jeg har en eftertænksom én: ”Kender du den der følelse af at have levet før?” Og så en politisk: ”Autoritær eller demokratisk socialisme?”

Men for det meste behøver jeg slet ikke tage det første skridt. Min inbox bliver oversvømmet med beskeder fra forskellige matches. Martin skriver: ”Jeg hænger med en ven. Hvad laver du?” Jeg skriver: ”Jeg er i gang med en større rengøringsaktion derhjemme,” men sletter det hurtigt igen. Det er smagløst, når man tager i betragtning, hvor mange millioner mennesker Stalin myrdede under sine udrensninger.

Man kan inddele mine matches i tre kategorier. De uvidende-men-ophidsede, som overdænger mig med komplimenter. ”Hej, flotte, hvordan går det?” Så er der tvivlerne, hvor min chatadfærd vækker skepsis: ”Jeg vidste ikke, at jeg kunne chatte med en diktator på Tinder. Jeg skal huske at nærlæse biografien fremover.”

Og i gruppe tre finder vi endelig historieeksperterne og de overbeviste stalinister. Med dem kan jeg tale om Lenins mangler (tavs emoji) og mordet på partifællen Trotsky (økse-emoji).

Der er ingen, der bliver stødt over, at jeg har valgt at optræde forklædt som en voldelig despot. Der er i hvert fald ikke nogen, der siger noget. Alex skriver: ”I wouldn't mind sharing a Gulag with you ;)”. Han har åbenbart ikke noget imod at dele en fangelejr med mig.

Stalins Tinder-Chats mit mehren Usern
Han lever stadig, og folk er vilde med ham på Tinder.

Et af mine matches er Sofia, som jeg har brugt et af mine meget værdifulde Superlikes på. Hun er 30 år og leder i første omgang efter nogen at dele tanker med, ikke kropsvæsker, som der står i hendes biografi. I begyndelsen skriver hun på russisk: ”Du lever?”. Hun spørger, om jeg er vendt tilbage fra de døde for at bringe kommunismen tilbage.

Takket være Google Translate og mit skolerussiske får jeg svaret: ”Hvor jeg er, er kommunismen.” Eksperimentet kører over al forventning. Hvis jeg skal opretholde min svartid på chatten, må jeg snart outsource dele af den til min sambo, som desværre ikke er særligt god til at forføre, mens han er forklædt som Josef Stalin.

Det er ikke længere muligt at swipe til højre mere end tre gange, fordi jeg har for mange matches. Jeg får ikke flere. Det er slut med den øjeblikkelige lykkerus, et nyt match udløser. Jeg vil bare have mere og mere, det hele handler om min highscore. Hvis jeg skal holde tempoet, skal jeg åbne et helt kontor dedikeret til det her eksperiment.

I mellemtiden skriver jeg på russisk, engelsk og tysk med advokater, studerende og tatovører. Jeg har glemt alt om Sofia igen. Efter en længere pause kommenterer hun på min tavshed. Jeg undskylder mig med, at Sovjetunionen ikke industrialiserer sig selv, og vi begynder at chatte på tysk.

Udover det, så kunne den super paranoide Stalin ikke stole på nogen, så han måtte gøre alting selv. Sofia siger, at hun ikke er spion, og at jeg kan stole på hende. Jeg satser stort og skriver: ”Det kan jeg ikke vide, medmindre jeg har set dig i øjnene.”

Jeg foreslår, at vi mødes i den gamle sovjetiske sektor (Østberlin). Sofia er frisk. Jeg skriver hun kan kende mig på min blå DDR-landsholdstrøje. Det er det mest passende, jeg har i mit klædeskab.

Die Chatprotokolle von Sofia und Stalin
Min Tinder-chat med Sofia.

Dukker hun virkelig op? Dagen inden vores date prøver hun at lære mere om manden bag den flotte facade. Jeg kan jo være hvem som helst, skriver hun ængsteligt, men jeg står fast: ”Jeg er bange for, at det er en risiko, du må løbe.”

På dagen er jeg ikke sikker på, at hun overhovedet kommer. ”Er du der?” skriver hun til mig præcis klokken 20. Der står jeg allerede ved det aftalte mødested. Jeg er overbevist om, at Sofia bare skriver for at være sikker på, at jeg står i regnen og venter som en idiot. Det er tydeligvis skæbnens hævn over mig, fordi jeg har udgivet mig for at være en massemyrdende diktator på Tinder.

Og hvis hun så kommer alligevel? Hvad kan hun så forvente sig af en date med en ung Josef Stalin? Jeg overvejer at spørge hende om det, da hun pludselig står foran mig. ”Sofia,” hilser hun. ”Jeg hedder Josef,” svarer jeg og giver hende hånden, som om jeg var en forretningsmand.

”Hedder du Josef i virkeligheden?” spørger Sofia og tager et sidste hvæs af en hjemmerullet smøg, inden vi går ind på et værtshus. Hun har skulderlangt hår, er cirka 185 centimeter høj, i hvert fald højere end mig, og diskret sminket. Jeg er positivt overrasket over, at hun i hvert fald er en voksen kvinde.

Modsat Sofia ligner jeg overhovedet ikke mit billede fra Tinder. Jeg gør mig ingen illusioner om at ligne den unge Stalin. Men man kan jo ikke regne med noget på en datingportal. På Tinder joker jeg løs som diktator, men ude i virkeligheden er jeg fåmælt.

Men Sofia er nu godt tilfreds med, at jeg ikke er undercover Stasi-agent i dvale. Og jeg er på den anden side positivt overrasket over, at hun ikke er efterkommer af nogle af stalinismens mange ofre, og at daten ikke bare var et påskud for at smadre mig med et alu-bat. Men aftenen er selvfølgelig kun lige begyndt.

På Prassnik, en hip bar i Berlin-Mitte, er det umuligt at finde et bord, så vi begiver os videre gennem regnen. Inden vi finder et sted, stiller jeg spørgsmålet, som trænger sig på: Hvorfor vælger man at gå på date med en person, der udgiver sig for at være Josef Stalin?

Det kan ikke være på grund af manglende alternativer. Sofia er en smuk kvinde, hun virker meget intelligent, og hun er skarp. ”Jeg syntes, det var morsomt,” siger hun. Stalin lever videre som hipstertype på Tinder, det ser man ikke hver dag. Det er under alle omstændigheder bedre end de typer, der har sixpack til op under næsen på deres billeder.

Hun foretrækker altså en falsk profil! Jeg kan allerede godt lide Sofias indstilling.

Det er også komisk, fordi hun med garanti ikke havde liket min rigtige Tinder-profil. Også selv om jeg ikke poserer i bar overkrop foran et IKEA-spejl på mine profilbilleder. Det ville være alt for pinligt.

Da vi endelig er kommet ud af regnvejret og ind i varmen, fortæller Sofia, at hun er lærer og underviser i tysk som andetsprog. Det er ikke svært at forestille sig. Hun taler højt og tydeligt, selv om hun er hæs efter en lang arbejdsdag, og hun gestikulerer med hænderne for at understrege sine pointer.

Sofia fortæller mig om sin opvækst i en by tæt ved den polske grænse. Om da hun var færdig med gymnasiet og valgte, selv om hun ikke kunne et ord russisk, at rejse muttersalene til Moskva, hvor hun senere bestemte sig for, at hun ville læse slaviske studier. Om dates med russiske mænd, der ledte efter stærke og selvstændige kvinder, men var lamslåede, når hun ville betale regningen på restauranten.

Daten er så hyggelig, at jeg helt glemmer at blive i rollen. Uden at tænke over det, kommer jeg til at bruge mit rigtige navn. ”Nåh, det er Paul,” konstaterer Sofia skarpt. Hun bliver mistænksom på ny.

Men jeg er ikke klar til at give op endnu. Jeg forsøger at distrahere hende: Har russerne virkelig ændret syn på Stalin, som man så ofte hører? Er han kommet ind i varmen?

Da tjeneren, en pumpet type med seler på, kommer for at tage imod bestillinger, overvejer jeg, om ikke jeg også har matchet med ham på Tinder? Måske har jeg bare fået storhedsvanvid. Det er også umuligt at bevare overblikket over alle de matches!

Da Sofia går på toilettet, tjekker jeg hurtigt min telefon. Jeg har mere end ti nye notifikationer. Jeg tjekker hurtigt listen over matches for at se, om jeg virkelig har mødt manden med selerne på Tinder. Det er håbløst. Min inbox er ren pølsefest, det er ligesom at lede efter en nål i en stak liderlige fyre.

Hvert 30. sekund er der en ny homoseksuel mand, som forelsker sig i Josef. Det er, som om han tiltrækker fyre fra alle ender af spektret – fra den stilede Cristiano Ronaldo-lookalike til almindelige forretningstyper med slips. Emre siger, at jeg, altså Stalin, er ”fortryllende”. Egon med glat, gråt Dumbledore-skæg spørger, om vi skal chatte videre på WhatsApp.

Han fortæller, at han er meget dominerende i sengen. Jeg foreslår, at vi starter med et socialistisk kys fra en kammerat til en anden, men den er han ikke med på. I mellemtiden er Sofia kommet tilbage fra toilettet. Jeg stikker hurtigt min telefon ned i lommen og beslutter mig for at afsløre hele eksperimentet for hende.

Jeg fortæller hende, at min Stalin-profil ikke bare er et kløgtigt påfund for at score. Jeg er journalist og er i gang med en artikel om eksperimentet. ”En VICE-journalist, der leder efter kvinder, som er liderlige efter Stalin, og jeg er altså hovedperson i artiklen,” må hun tænke.

Hun er ikke begejstret og spørger med en spydig tone i stemmen: ”Optager du vores samtale i hemmelighed?” Men hun bliver trods alt siddende, og vi forestiller os, hvordan daten kunne have forløbet herefter, nu hvor det ikke betyder noget, om hun går eller ej. Historien skal selvfølge ende i hendes soveværelse, gerne med en Stalin-plakat over sengen og ”Russki Kanak” på playlisten. Vi flækker begge to af grin.

Men der kommer dog et par sandheder på bordet alligevel. Under vores date kan jeg ikke bestemme mig for, om jeg virkelig er interesseret i Sofia, eller om jeg bare underbevidst forsøger at få en god historie ud af eksperimentet. Sofia registrerer, at jeg nok har svært med at skelne mellem mit liv og mit arbejde. ”Udleverer du altid dit privatliv i offentligheden?” spørger hun. Det kan der være noget om.

Sofia skal have elever til eksamen den følgende dag. Hun skifter til alkoholfri øl. ”Det lyder fornuftigt,” siger jeg og føler mig både skuffet og lettet på samme tid.

Vi sidder lidt og kigger på folk på dansegulvet og vores tjener, som er limet til sin telefon. Måske er han i gang med at skrive til mig?

Så går vi hver til sit. Vi tager afsked med et kram og aftaler at gå en tur i teatret sammen. Den næste morgen skriver jeg til hende for at takke hende for en hyggelig aften og spørger samtidig, hvordan eksamen gik.

Samme aften får jeg at vide via Tinder, at min profil indeholder stødende materiale. Der er også et russisk nummer, som bliver ved med at ringe til mig, og når jeg tager telefonen, hører jeg kun en svag susen i den anden ende. Det er på tide at lukke Stalin-profilen. Inden jeg sletter den, sender jeg en sidste besked: mit telefonnummer til Sofia.

Jeg har stadig ikke hørt fra hende.