Noisey nyt

Tokio Hotel er åbenbart kongerne af at sælge VIP-billetter til overpris

I 2019 tager emo-ikonerne på turné, og for omkring 24.500 kroner får du blandt andet et besøg i bandets omklædningsrum og en nat på deres hotel.
tokio hotel bill kaulitz på turné
Foto: imago/Sven Simon

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Tyskland og bringes her med bidrag af Noisey Danmark

2019 bliver åbenbart året, hvor du igen skal smide en knytnæve i vejret og skråle: "Ich muss durch den Monsuuun!" I slutningen af april drager tyske Tokio Hotel nemlig på Europaturné, og billetterne går til den nette sum af 370 kroner, hvis du vil se emo-ikonerne i Store Vega i København. Det er en ret pebret pris, men så kan man til gengæld også regne med, at de følsomme pophelte fyrer et Rammstein-værdigt sceneshow af for tilskuerne. Eller noget.

Til de hardcore fans, der ikke har nok i almindelige billetter, findes der også VIP-opgraderinger. Med sådan en i baglommen er man blandt andet garanteret billeder med bandet og et VIP-armbånd. En opgradering koster sølle 78,75 euro oven i den almindelige billet (cirka 588 kroner). Men de sande Tom Kaulitz-disciple har intet andet end hån til overs for de undermennesker, der tager den billige VIP-billet. De ved nemlig, at det ypperste Tokio Hotel-himmerige kun kan opnås ved at købe en såkaldt ”Melancholic Paradise”-billet til 3.281,25 euro (cirka 24.482 kroner). Jeps, den er god nok, vi skulle også lige gnide os i øjnene et par gange, før vi var helt sikre på, at vi havde læst det tal rigtigt. Billetprisen ligger faktisk på den hårde side af fireogtyve tusind kroner.

For prisen på en ganske udmærket brugt bil får du blandt andet adgang til koncerten som bandets 'special guest' og en nat på et hotel, hvor Tokio Hotel tilsyneladende udlejer madrasser. Vi håber for din skyld, at det ikke er et eller andet snusket lortested. Derudover får du chancen for at sludre privat med et af bandmedlemmerne, en makeup-makeover inden koncerten (kun for kvinder), cigar og whisky (til mændene), og så rundes hele seancen af med morgenmad arrangeret af bandet den følgende morgen. Man må sige, der er tale om all-inclusive.

Den fulde liste over ekstra lækkerier er praktisk talt uendelig, og man får blandt andet også et besøg i omklædningsrummet, efter drengene har givet koncert, fotosession med bandet og signerede plakater, for bare at nævne nogle få ting. Det er det Berlin-baserede firma Treehouse Ticketing, som står bag det absurde tilbud – samme firma, som også har arrangeret en Tokio Hotel-sommerlejr i Tyskland, hvor prisen også var pænt høj (799 euro for tre nætter i et telt).

Meget kan man sige om gruppen, der var fast inventar på Boogie Listen i sin tid, men de lader ikke til at forspilde en eneste mulighed for at lade de fans, der stadig følger dem, finansiere deres livsstil.