10 spørgsmål

10 spørgsmål til manden, som døde og blev genoplivet… to gange

”Jeg så ingenting, der var helt mørkt.”
Sasha på hospitalet
Sasha på hospitalet

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Sasha Eliasson er blevet erklæret klinisk død to gange. Første gang var under et studieophold i Sverige, hvor han mistede kontrollen over sin motorcykel og forulykkede. Man fandt ham livløs og uden puls, men ambulancebehandlerne var i stand til at genoplive ham på ulykkesstedet.

Kun nogle få måneder senere, mens Sasha stadig var i gang med sin genoptræning, tog han ved et uheld en overdosis smertestillende medicin, der sænkede hans hjerterytme til ti slag i minuttet og lukkede ned for hans åndedrætssystem. Endnu engang lykkedes det at genoplive ham.

Annoncering

VICE har talt med Sasha – der i dag er 26 år gammel og læser forretningsadministration – om døden, hvad han har lært af den, og om hvordan den har ændret hans liv.

VICE: Hej, Sasha. Gjorde det ondt at dø?
Sasha Eliasson: Nej, ikke i selve dødsøjeblikket eller lige inden. Der gik nok omkring et døgn, før det virkelig begyndte at gøre ondt. Første gang befandt jeg mig i en tilstand af chok, så jeg mærkede slet ikke smerten, og anden gang skete det jo på grund af smertestillende medicin, så der havde jeg teknisk set smerter – ikke fordi jeg døde, men fordi jeg allerede havde dem i forvejen. Så nej, selve døden var ikke særligt smertefuld.

Sasha after surgery

Så du hele dit liv passere for dit indre øje? Eller hvad så du, da du var død?
Jeg så ikke mit liv passere for mit indre øje eller Jesus eller lys for enden af en tunnel eller noget som helst for den sags skyld. Jeg var ikke rigtigt til stede, så jeg så ikke noget. Jeg vidste først, det var sket noget, da jeg vågnede op. Det var lidt som at tage en lur uden at drømme. Jeg vågnede og vidste, at jeg havde været væk, men jeg vidste ikke hvor længe. Jeg var rimelig væk. Jeg var bare ligesom klar over, at der var gået noget tid.

Hvad var det klammeste ved at dø? Sked du i bukserne?
Ikke så vidt jeg ved. Jeg tror først, det sker, når man har været død et stykke tid. Mine muskler var fortsat spændte, mens jeg var død. Genoptræningen var virkelig hård til gengæld. Den fysiske del af det var meget smertefuld. Der går lang tid, før man ser resultater, men det kommer. Den psykiske del var dog helt klart den sværeste.

Annoncering

Hvad tænkte du, da du fik at vide, at du havde været død?
Det var en følelsesmæssig rutsjebane. I begyndelsen syntes jeg, det var sejt nok. Jeg overlevede jo, så det var rimeligt vildt at kunne sige, at jeg havde været død. Men så gik det ligesom op for mig, hvor alvorligt det var. Det kunne være gået helt galt. De tanker begyndte langsomt at dominere. Generelt er jeg ret positivt indstillet, så jeg kom over det.

Har det ændret dit forhold til religion? Har du en skytsengel?
Jeg har aldrig været troende. Min holdning er lidt, at hvis man ikke kan bevise det, så er det rimelig dumt at være skråsikker på noget. Jeg tror ikke, der er en gud eller en højere magt eller et liv efter døden.

Jeg ser mest på det, som noget der bare skete, og så prøver jeg at finde mening i det for mig selv. Hvis man tror på idéen om, at det var min skytsengel, som holdt hånden over mig, så må man nødvendigvis også tro på, at der findes højere magter i universet – og i så fald, hvorfor lod de mig i det hele taget forulykke på min motorcykel? Jeg prøver at lade være med at tænke på den måde.

Hvordan har det påvirket dit forhold til døden, at du har været i nærkontakt med den to gange?
Jeg havde det ret svært med det. Jeg skulle igennem et års forløb med intens genoptræning, og bagefter skulle jeg kæmpe for at genoprette et normalt liv. Det var hårdt. Men i dag er jeg ret taknemlig. Oplevelsen har helt sikkert modnet mig. I dag har jeg et meget positivt forhold til mine oplevelser og til døden i det hele taget. Jeg frygter den ikke. Jeg længes heller ikke efter den, jeg har ikke et dødsønske, men når det sker, så sker det.

Annoncering
1542682911545-20024128_10155596597779359_8786720368459870827_o

Sasha lever efter carpe diem-devisen i dag.

Er der ting, du gør anderledes i dag på grund af dine oplevelser?
Jeg har altid været meget forsigtig af natur. Jeg plejede at lide af højdeskræk, men i dag kan jeg godt lide at kravle op på tage og andre høje ting, så det har helt sikkert ændret mig på det punkt. Det er ikke frygtindgydende længere, for der sker ikke noget, når man dør, så derfor sker der vel ikke noget ved at være højt hævet over jorden heller.

Jeg lever helt sikkert mere i nuet. Hvis der er noget, jeg vil, så gør jeg det. Tidligere har jeg været mere tøvende og opvejet fordele og ulempe for så at lade være i sidste ende.

Hvordan reagerer folk typisk, når du fortæller, at du har været død to gange?
Det afhænger af personen – om vedkommende er religiøs eller logisk orienteret. Folk, der ser logisk og rationelt på det, tænker typisk over, hvordan det kan lade sig gøre, eftersom jeg tydeligvis er i live nu. De spørger, hvordan jeg kan påstå, at jeg har været død. Så forklarer jeg, at jeg var klinisk død.

Med religiøse mennesker er det lidt en anden sag. Enten har de en positiv indfaldsvinkel – hvis jeg troede på gud, ville jeg have set et lys og finde tilgivelse – eller også bliver de vrede og siger, at grunden til at jeg ikke så noget, er, at jeg havnede i helvede. Jeg får også mange beskeder over nettet. Jeg forstår det godt. Det er meget sådan en stammetænkning, som jeg ser det – hvis man ikke passer ind i gruppen, er man automatisk fjenden.

Det er da intenst. Har folk virkelig så stærke holdninger til dine oplevelser?
Jeg har fået rigtig mange kommentarer. Jeg lagde en artikel ud på Reddit og læste efterfølgende kommentarsporet. Enten sviner folk mig til, eller også forsvarer de mig.

Tror du på et liv efter døden?
Jeg så ingenting, der var helt mørkt. Jeg synes, man skal tro på det, der fylder ens liv med mening. Det er spild af tid at prøve at finde ud af, hvem der har ret, og hvem der tager fejl, for det får man alligevel aldrig svar på. Lad være med at spilde tid på at finde en endegyldig sandhed om efterlivet – lev livet i stedet. Det eneste, du behøver, er at acceptere døden, for det den er; en del af livet. Så finder du hurtigt ud af, at der ikke er noget som helst at være bange for.