Alle billeder af Edi Cliff

Punkterapi, voldsomme koncerter og masser af merch: Mød Ond Tro

Vi besøgte trioen i øveren i Ungdomshuset til en snak om deres nye plade, og hvordan det er at gå fra at spille for 4.500 mennesker den ene dag til 30 den næste.

|
24 november 2018, 9:42am

Alle billeder af Edi Cliff

Ond Tro har øvelokale øverst i Ungdomshuset. Man går op ad trapperne, ned ad en smal, sort gang og ind i et rum, der er på længde med en S-togs-kupé, omtrent så bred som en firemands-sofa og overmalet med tegninger, tags og slagord. I loftet er der malet en kæmpe drage, der hænger faretruende over hele rummet. Størstedelen af lokalet er fyldt med højtalere og instrumenter, men i den ene ende er der lavet et lille hyggehjørne. Her står der en lille sofa med plads til to mennesker, en klapstol og et lille hjemmelavet bord. Der er nogle alkoholfri øl på bordet, omkranset af smøgpakker og et askebæger med en halvrøget joint i.

Da Danni Storm (vokal, guitar), Oscar ”Olle” Bergholz (bas) og Andreas Ziegler (trommer) sætter sig ned i sofa-hjørnet, er det med en lavmælt, næsten genert attitude. Der bliver tænkt i stilhed og udvekslet lidt eftertænksomme blikke, før de siger noget. Det føles som den diametrale modsætning til deres larmende og hurtige punk, der blander effektive riffs med tankedulmende støj og sentimentalt sortseende tekster – en formel, der måske eksemplificeres bedst i det første nummer, gruppen nogensinde lavede, ”Hooked på at dø”, fra deres første ep.

”Jeg skrev det for mega mange år siden, men jeg har aldrig rigtig haft et band, hvor det passede ind,” siger Danni. Olle tilføjer med et smil: ”Det var sådan et far-rocknummer, da du præsenterede det. Det var en ret lang sang, som vi bare kogte ind og gjorde hurtigere og hurtigere.”

På deres nye plade, Støv, har trioen kogt numrene endnu mere ind. De 12 tracks varer sammenlagt lige under 20 minutter. ”Vi er gået helt væk fra klassisk opbygning af sange. På den her plade er der ingen stykker, der bliver gentaget,” siger Danni.

Udgivelsen er den første siden deres selvbetitlede debut-ep fra 2017. I punk-kredse har de efterhånden opbygget sig et ry for hårdtslående og intensive koncerter (for eksempel på årets Roskilde Festival), men mange uden for miljøet kender dem nok bedst fra deres merchandise, der tæller alt fra klistermærker på Bakkens toiletter til nogle af de sprødeste band-t-shirts i Danmark. Men Ond Tro er ikke bare flot indpakning uden indhold. Konstellationen er en form for punk-supergruppe, hvor alle kommer med erfaring fra andre projekter – mest bemærkelsesværdigt er Olle også bassist i den københavnske metal-gruppe Slægt.

Trioen kunne altså uden tvivl godt have fået tiden til at gå med deres andre musikalske projekter, hvis de ikke havde fundet sammen som Ond Tro for tre års tid siden. Men den fælles kærlighed til punk og Ungdomshuset og deres indbyrdes forståelse gør det her projekt til en form for dystert hjertebarn. "Der var en weekend, hvor jeg spillede på Copenhell den ene dag med Slægt for 4.500 mennesker, og dagen efter stod jeg herude og gjorde rent efter en Ond Tro-koncert, hvor der havde været 30. Det er fedt," siger Olle.

Smid Støv på, og scroll videre for at læse, hvad der skete, da vi mødte dem i deres øver til en snak om den nye plade, at bruge bandet som terapigruppe og deres fælles kærlighed til Kate Bush.

Noisey: Hej drenge. Hvordan startede Ond Tro?
Olle Bergholz: Danni og jeg begyndte at læse til grafisk tekniker sammen, og jeg havde købt nogle af Dannis gamle udgivelser, da jeg var lille. Der er ti år mellem os. Jeg er 23, Danni er 33, og Andreas er 29.
Danni Storm: Jeg har haft et pladeselskab tidligere, og da vi startede i skole, kunne jeg huske Oscars navn, fordi han havde skrevet til os og købt plader fra os. Jeg kunne huske hans navn, fordi det var meget karakteristisk.
Andreas Ziegler: Så spurgte du mig, om jeg ville være med i et nyt band. Men jeg kendte ikke Oscar, og så tog vi på julemarked sammen.
Danni: Jeg anede slet ikke, om Oscar kunne spille. Jeg vidste bare, at han var i et heavy-band, og at han spillede bas, og så syntes jeg, at han var høj og flot, og ham ville jeg gerne spille i band med. Med Ziegler er det det samme – flot hår.
Olle: De andre havde det her lokale med et andet band, og så tog vi bare herop og prøvede at sætte Dannis skitser sammen.
Danni: Lige pludselig havde vi tre numre på første øver. Og så gik det mega stærkt.
Olle: Vi spillede første koncert nede i Dødsmaskinen. Vi havde øvet hele dagen en lørdag, og så var der nogen, der spurgte, om vi ville spille. Så skyndte vi os at skrive to sange færdige, så vi havde ti minutters sæt.
Danni: Men vi var også meget målbevidste om, at vi ville lave plader og spille koncerter. Vi blev så booket på K-Town Festival. Og så skyndte vi os i studiet, og tre dage efter sendte vi syv-tommeren til tryk.

Punkgruppen Ond Tro øver i Ungdomshuset 2018
Foto: Edi Cliff

Sejt. Hvad er historien bag jeres meget let genkendelige grafiske udtryk?
Olle: Der er en fyr fra London, der hedder Jack Sabbat, der engang skrev til mig og spurgte, om han ikke måtte lave noget til mit andet band, Slægt. Så sendte han en pakke med virkelig mange fede ting, men det passede ikke til Slægt. Vi havde lige fået gang i det her – vi spillede kun koncerter og havde ikke optaget eller indspillet noget. Så vi fik en af vores venner til at komme med et kamera og filme os, mens vi spillede. Det sendte vi til Jack og spurgte, om han ikke ville lave noget til os.
Danni: Det ville han så gerne. Vi fik lavet t-shirts og klistermærker, før vi udgav en plade.
Andreas: den nye er det en kvinde, der hedder Elena Biner, der har lavet det. Hver gang der kommer ny plade, kommer det til at være en ny kunstner. Men det er stadig totalt dystert og sort-hvidt.

Hvis I har otte timer til at øve, hvornår på dagen skal det så være og hvorfor?
Danni: Vi øver fast om lørdagen.
Olle: Det er, fordi det også er en terapigruppe.
Danni: Ja, vi ryger mange cigaretter, spiser pizza og kage og drikker kaffe. Så vores øvere tager rigtig mange timer nogle gange. Vi sætter også meget tid af til at skrive nye numre, som vi er i gang med nu.

Jeg går ud fra, at lørdags-øverne er på grund af jeres almindelige job. Hvad laver I til daglig?
Andreas: Jeg er cykelbud for De Grønne Bude.
Olle: Jeg er lystekniker på tv-produktioner, og så har jeg for tiden et job som julenisse, hvor jeg pakker pakker.
Danni: Jeg er sygemeldt.

Det gør det vel ekstra vigtigt med et band, der også er en terapigruppe.
Danni: For mig med angst er det eneste sted, jeg ikke har angst, når jeg spiller musik. Jeg har tankemylder normalt, men det har jeg ikke, når jeg spiller musik. Og jeg er rigtig glad for at øve og spille koncerter. Men det er også rigtig meget en terapigruppe.
Olle: Det passer også godt, fordi når vi øver op til en koncert, er vores sæt aldrig mere end en halv time. Men vi er minimum sammen i fire timer. Og tager man sættet to gange, er det en time, så har man tre timer til alt muligt andet. Det er fandeme sjældent, vi spiller det igennem mere end to gange.

Danni Storm fra Ond Tro øver i Ungdomshuset
Danni Storm. Foto: Edi Cliff

Forståeligt. Hvis jeres musik var et rusmiddel, hvad ville det så være?
Danni: Det ville ikke være sprut, i hvert fald.
Andreas: Vi er faktisk alle sammen ædru lige nu. Jeg har været ædru i 16 dage.
Olle: To år for mig.
Danni: Tre år for mig. Men ville vores musik ikke være ecstasy? Der er noget erotisk ved det.
Olle: Og vildskab.
Andreas: Og den sygeste downer bagefter – den bor altså også i det.
Danni: Det kunne også godt være speed-tømmermænd, hvor man sveder og har det mega-dårligt. Nu kommer vi til at lyde, som om vi tager vildt mange stoffer – det gør vi ikke.

Heldigvis har I lige har sagt, at I er ædru.
Olle: Det er kun alkohol, jeg ikke bruger.

Hvorfor?
Olle: Det er en gammel historie, men det er meget hårdt for mig.
Danni: Vi har alle sammen haft problemer med at håndtere alkohol.
Andreas: Nu er jeg den eneste, der drikker alkohol normalt, men jeg er altid helt ædru, når vi spiller.
Danni: Jeg har spillet koncerter, jeg ikke kan huske. Og det har jeg overhovedet ikke lyst til at gøre igen.

Fair nok. Hvis I kunne vælge én person at spille jeres musik for, hvem ville det så være?
Olle: Jay Reatard. Han er død, men det ville være det fedeste.
Andreas: Kurt Cobain.
Danni: Arthur Lee fra Love. Selv om jeg ikke tror, han ville kunne lide det.
Andreas: Ellers Pia Kjærsgaard. Det skulle bare pierces ind i hendes ører.
Olle: Hende er jeg fucking ligeglad med.
Danni: Hun har da det højeste embede i Danmark ... Det kan godt være, at vores tekster ikke er direkte politiske, men indirekte er de, synes jeg. Det handler mere om individet i samfundet. Og al den her angst, der er skabt af den krisetilstand, der er i Danmark, USA og Rusland. Det har jeg tænkt meget over, når jeg har skrevet tekster. De skal gerne have dobbeltbetydning.

Hvad er det musik, I sidst har dykket dybt i?
Danni: Nu hører jeg faktisk meget ikke-punk. Jeg nørder meget Kate Bush.
Olle: Det er også helt vildt meget værd at nørde.
Danni: Vi kan alle sammen godt lide Kate Bush. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, at man ikke er fan. Hun giver mig gåsehud, fordi hun laver lige de plader, hun har lyst til. Hun er faktisk helt vildt punk.
Olle: Hun kan have et stort nummer med strygere, og så kommer der et heavy-element lige pludselig. Hun er vildt klog, tror jeg.

Olle Bergholz fra bandet Ung Tro 2018
Olle Bergholz. Foto: Edi Cliff

I udgiver jeres nye plade på jeres eget pladeselskab, Travesty Music. Hvordan og hvorfor har I startet det?
Danni: Vi skulle spille på Roskilde i år og fik 10.000 i hånden. Så har vi brugt alle dem på at stifte pladeselskab. Vi udgiver også min soloplade samme dag som vores egen, og så har vi planer om at udgive vores venner og mere af vores eget.
Olle: Vi er i det hele taget meget DIY, så det giver meget god mening at lave vores eget pladeselskab.
Andreas: Der kommer rigtig meget merch og plader til releasen – vi har brugt alt, hvad vi har af penge.
Olle: Når jeg spiller i et band, skal jeg selv ville være fan. Jeg tænker tit: ”Hvis nu det her band Ond Tro eksisterede, og jeg ikke selv spillede i det, ville jeg så møde op, købe pladen og synes, at det var en sej t-shirt, jeg gerne ville købe”?

Det er en god måde at se på det. Nu er det tid til en lynrunde. Pyroteknik, røgmaskine eller stroboskoplys?
Olle: Pyro, mand.
Danni: Stroboskop.
Andreas: Røg og stroboskop.
Danni: Jeg er ikke så vild med røg.

Olle, hvorfor var du meget hurtig til at sige pyro?
Olle: Pyro er det fedeste. Det kommer aldrig nogensinde til at ske med Ond Tro, men…
Danni: Da vi spillede på Roskilde, tjekkede jeg, hvad det ville koste at have pyroteknik på scenen.
Olle: Men ild er det fedeste, uanset om det er på en scene, i en pejs eller for at tænde en smøg. Ild det er fucking vigtigt. Derfor vægter det også over røg eller noget, der blinker.
Danni: Okay, så siger vi ild! Jeg er solgt.
Andreas: Det er også ondere.

Andreas Ziegler fra bandet Ond Tro 2018
Andreas Ziegler. Foto: Edi Cliff

Slipknot, Slayer eller Ozzy?
Andreas: Slayer.
Olle: Jeg siger Ozzy.
Danni: Kommer an på, om det er Ozzy eller Black Sabbath. Hvis det er Sabbath, siger vi alle sammen Sabbath.
Olle: Vi var faktisk inde og se Black Sabbath sammen.
Andreas: Der var lige nogle fribilletter, der kom rundt om armene. Så tog vi på Refshaleøen efter at have øvet i 16 timer.
Olle: Det var det fedeste.
Danni: Helt klart top-3 over fedeste bands.

Satan, Hannibal Lecter eller Voldemort?
I kor: Satan.

Roskilde, Copenhell eller K-Town?
I kor: K-Town.
Danni: Det er bare den fedeste festival.
Olle: Der er ikke nogen af de bands, der spiller på K-Town, der får penge for det. Det er drevet af ren lyst. Det er virkelig drevet af nogle seje mennesker.
Danni: Og så er det virkelig venskabeligt. Alle kan snakke med alle.
Andreas: Der er mere gammel elevfest over det end Roskilde.
Danni: Jeg har kun været på Roskilde én gang, og jeg har altid sagt, at jeg kun skulle på Roskilde én gang, og det var, hvis jeg spillede der. Så gjorde jeg det. Så nu er det slut, med mindre vi skal spille der næste år.
Olle: Det er sjovt nok, men det er ikke lige min kop te. I år var jeg der hele ugen og spillede også to koncerter. Det er fedt, men det er ikke noget, jeg kunne finde på at bruge en masse penge på selv.
Andreas: Jeg synes også, det er for stort. K-Town er noget helt andet.
Danni: Og så er K-Town er den eneste tid på året, jeg køber nyt tøj. På grund af merch-boderne.

Tak for snakken, Ond Tro.

Der er releasefest for Støv i Ungdomshuset lørdag aften. Ud over Ond Tro spiller Halshug, Úlceras og No Nose.


Se mere fra Noisey Danmark: