Annoncering
Broadly

Transpersoner forklarer: Man er ikke trans for at vinde VM

Transpersoner i sport blev i sidste uge kaldt "en fuldstændig åndssvag glidebane" af en vært på Radio24syv, og der spekuleres i, om folk skifter køn for at opnå sportslige resultater. Historisk har køn og sport været en mudret affære.

af Nicoline Larsen
16 januar 2019, 9:52am

Pax Seier (tv) og Storm Lillevang (th) er begge transpersoner. Privatfotos.

I sidste uge indstillede håndboldspilleren Louis Sand, der har spillet over 100 kampe for det svenske kvindelandshold, sin håndboldkarriere. I podcasten Utkast forklarer 26-årige Louis Sand sin beslutning med ordene: "Jeg har haft det utrolig dårligt i den seneste tid, og jeg ved, hvad det skyldes. Jeg er født i den forkerte krop."

Men det er langt fra alle professionelle transkønnede atleter, der vælger at droppe karrieren, når de springer ud som et andet køn. Flere elitesportsudøvende transpersoner insisterer nemlig på retten til at dyrke deres sport. Det nyeste eksempel er den australske håndboldspiller Hannah Mouncey, der tidligere spillede på det australske herrehåndboldlandshold, men som efter flere års hormonbehandling nu er begyndt at spille på kvindelandsholdet. Hun er langt fra den eneste. Den amerikanske MMA-kæmper og transkvinde Fallon Fox har også trukket overskrifter, såvel som cykelrytteren Rachel McKinnon, vægtløfteren Laurel Hubbard, volleyballspilleren Tifanny Abreu og bokseren Patricio Manuel. For blot at nævne en håndfuld.

Der er ikke så frygteligt meget, der hindrer, at transpersoner kan få lov til at skifte fra herreligaen til kvindeligaen. De internationale retningslinjer på området er fastlagt af Den Internationale Olympiske Komite (IOC), og siden 2016 har deres anbefaling været, at transmænd kan konkurrere i herreligaen uden nogen krav, mens transkvinder skal have et testosteronniveau under 10 nmol pr. liter blod i mindst et år op til konkurrencen. Indtil 2016 var der også krav om, at atleten skulle have fået foretaget en kønskorrigerende operation, men det behøves ikke længere.

De retningslinjer følger man også i Danmark, så da de i radioprogrammet 24syv Morgen diskuterede emnet i sidste uge, spurgte værterne Frank Smith, der er chef for turneringsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund, om man så også kunne forestille sig, at Mikkel Hansen kunne få lov at spille på kvindelandsholdet, hvis han skiftede juridisk køn og undergik hormonbehandling, hvortil Frank Schmidt svarede: "Selvfølgelig ville vi acceptere det."

For sportsverdenens syn på køn har forandret sig. ”Tidligere var det sådan, at sport var baseret på biologiske forskelle mellem kønnene,” siger Else Trangbæk, der er professor emeritus ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. ”Enten var du mand, eller også var du kvinde, og man tog ikke stilling til, hvad folk følte sig som eller deres sociale ageren. Det var ren biologi. Men sådan er det ikke længere." Sportens definition af køn har nemlig ændret sig i takt med, at man i samfundet har fået en mere flydende forståelse en at køn. Da IOC ændrede retningslinjer i 2016, var det et forsøg på at tilpasse sig de eksisterende videnskabelige, sociale og juridiske holdninger til transkønnede, forklarer Else Trangbæk. ”På den måde kan man sige, at sporten har tilpasset sig et ændret kønssyn i samfundet."

Men selv om reglerne på området egentlig er rimelig klare og relativt inkluderende overfor transpersoner, er det ikke alle, der er enige med IOC i, at transkønnede skal have lov at konkurrere med det køn, de identificerer sig med. Særligt de atleter, der går fra at spille i herreligaen til at spille i kvindeligaen, har skabt en del debat, fordi nogle mener, at de har en urimelig fordel i form af deres fysik.

I førnævnte udsendte på Radio24syv kunne man eksempelvis hører radioværten Asger Juhl kalde diskussionen om transkønnede i elitesport for ”en fuldstændig åndssvag glidebane”, mens han gentagende gange refererede til et billede af håndboldspilleren Hannah Mouncey, som han syntes ”ligner en meget, meget stærk mand i dametøj”. Kuglestøderen Joachim B. Olsen (Liberal Alliance) var enig med ham og mente, at det var ”diskrimination overfor kvinder, at de skal konkurrere mod nogle, som biologisk er mænd”, og i Jyllands-Posten kunne man læse en kronik af Lars Boje Mathisen (Nye Borgerlige), som skrev, at ”dette kan ødelægge hele kvindesportsgrene.”

Lige under overfladen af debatten om transatleter ligger der nemlig en mere eller mindre udtalt antagelse om, at nogle mænd kunne finde på at bruge kønsskifte som en genvej til bedre sportslige resultater. Det fortæller forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen, som har beskæftiget sig meget med kombinationen af sport og køn.

”Det er jo sådan, at niveauet ofte er markant lavere i kvinderækken, og derfor er der den her mistanke om, at det er noget, transpersoner gør som en genvej til succes.” Og det er egentlig ikke, fordi Anders Haahr Rasmussen ikke forstår dem, som tænker sådan. ”Jeg har da også tit drømt om at kunne få lov at spille med i kvinderækken, for så ville jeg være mesterrækkespiller i stedet for c-rækkespiller.” Alligevel er det ikke en mistanke, Anders Haahr Rasmussen giver meget for, ”Nu kender jeg forskellige transpersoner, og jeg skulle hilse og sige, at de processer og det, de skal gennemgå, mildest talt ikke er noget, man gør for at vinde en guldmedalje.”

Else Trangbæk tror heller ikke på den. ”Jeg har fantastisk svært ved at tro, at det nu kommer til at vælte ind med mænd, der skifter køn for at få lov at stille op som kvinder. Og hvis man som mand har været på herrelandsholdet, hvorfor fanden skulle man så gennemgå tre års rædsler med operationer og medicin for at få lov at stille op på kvindelandsholdet?”

Selv om det flere gang blev sagt i 24syv Morgen, at alle og enhver jo kunne ”gå ned på Borgerservice og spise nogle østrogenpiller”, så er processerne i forbindelse med at være transperson lidt mere omfattende end som så, understreger Storm Lillevang, der selv er transperson og har været i gang med sin transition i flere år. ”I Danmark er det jo forholdsvis nemt at skifte juridisk køn, men hvis man har lyst eller brug for medicinsk eller kirurgisk behandling, så er det en lang og krævende proces. Det er ikke bare noget, man lige gør,” siger Storm Lillevang, som er ked af, at den her debat åbner op for mistænkeliggørelse af transpersoner. ”Det er ret vildt at tro, at folk skulle undergå hormonbehandling som en form for genvej til at opnå bedre sportslige resultater. Livet som trans er et udsat liv i en marginaliseret position. Jeg tror ikke, at nogen vælger det for at få et eventuelt forspring i sport.”

Pax Seier er transmand og har tidligere spillet floorball på et hold, hvor kønnene er blandede. Men nu er sporten blevet så stor, at klubberne er begyndt at kønsopdele, og derfor spiller han ikke længere. For holdsport er ikke et let felt at navigere i som transperson, siger Pax Seier, og han mener derfor også, at det er bemærkelsesværdigt, at Hannah Mouncey – i modsætning til de fleste andre transatleter – ikke dyrker individuel sport. Han tror også, at livet som transkønnet atlet er væsentligt mere kompliceret end som så: ”For det første er det en kamp for transkvinder at beholde deres muskelmasse, når de begynder at tage østrogen, derfor synes jeg, det er imponerende, at folk overhovedet kan spille sport på eliteniveau efterfølgende. Derudover bliver kvindelige atleter jo betalt meget dårligere end mandlige atleter, så den der goodiebag, folk tror, man transitionerer sig til, den findes ikke.”

Men hvad siger historien egentlig? For det her med at holde styr på, hvem der er mænd og kvinder, er selvfølgelig blevet en mere udtalt udfordring, i takt med at samfundets opfattelse af køn er blevet mere flydende, men der er eksempler helt tilbage til 1930'erne, der viser, at opdelingen mellem mænd og kvinder ikke så simpel endda.

For hvordan fastslår man egentlig, om atleterne er mænd eller kvinder? Man kan gøre, som man gjorde i helt gamle dage og kigge på folks ydre kønsorganer. Pik eller kusse. Mand eller kvinde. Men hvis man bruger det som målestok, så skulle den indiske løber Santhi Soundarajan ikke have haft frataget sin sølvmedalje i 800-meter-løb, som hun vandt ved De Asiatiske Lege i 2006. Men det blev hun. For i Asien kønstester man stadig alle kvindelige atleters kromosomsammensætning, noget man i øvrigt også gjorde ved OL fra 1968–1996. Elsa Trangbæk deltog selv i OL i 1968 som gymnast, og dengang blev hun, ligesom alle andre kvinder, udsat for et mundskrab, som fastslog hendes kromosomsammensætning. Flere atleter er gennem tiden blevet overraskede over svaret, blandt andet Santhi Soundarajan, der fik et chok, da hun dumpede kønstesten. Hun menes at være en af dem, hvis ydre kønsorganer er kvindelige, men kromosomerne mandlige, og derfor fik hun inddraget sin medalje. Året efter blev hun indlagt på hospitalet, og de lokale myndigheder mente, at der kunne være tale om et mislykket selvmordsforsøg.

Problemet med at kønsteste atleter er, at det, vi betegner som ’biologisk køn’, er en kombination af ydre- og indre kønsorganer, kromosomer og hormoner. Men de behøver ikke nødvendigvis pege i samme retning, og hvert år fødes der børn med kønskarakteristika, som ikke lever op til normerne for ’mandligt’ og ’kvindeligt’. Derfor mener Anders Haahr Rasmussen heller ikke, at det er transatleterne, der udfordrer sportens klassiske forståelse af biologi. ”Det er verden udenfor sporten, hvor der hele tiden bliver født børn, som ikke er så entydigt kønnede, hvor kønsdelene siger det ene og kromosomerne siger noget andet.”

Det er kun kvinder, der er blevet udsat for kønstest af IOC, fortæller Alice Riis Bach, der har skrevet bogen Kvinder på banen. ”Mænd har brugt sporten som en markør for, at mænd er kvinder overlegne, og brugt det som argument for, at kvinder ikke kunne lære matematik, køre bil, blive pilot eller statsminister,” siger Alice Riis Bach. ”Hvis kvinderne blev for dygtige eller for stærke, blev de straks anklaget for at være hele eller halve mænd og for at bruge hormoner. For der var en norm om, at kvinder ikke kunne være dygtige, talentfulde, muskuløse atleter.”

En af dem, som har mærket konsekvenserne af den opfattelse på egen krop, er den OL-guldvindende sydafrikanske løber Caster Semenya. I 2009 bad det internationale atletikforbund hende om at aflægge en kønstest, ”fordi man syntes, hun lignede en mand,” fortæller Else Trangbæk. ”Caster Semenya var vældig stærk, slog alle sine konkurrenter og lavede rekorder, og så ville man at teste hende.” Resultatet er aldrig blevet offentliggjort, men det blev lækket, at hendes køn i hvert fald ikke var så entydigt, og hun er derfor en af de atleter, man mener kan være interkønnede. Generalsekretæren for atletikforbundet udtalte, at hun ”er en kvinde, men måske ikke 100 procent.” Der gik et år før forbundet endelig besluttede, at Caster Semenya gerne måtte deltage i konkurrencer som kvinde.

Hvilket bringer os frem til i dag, hvor det er muligt for Hannah Mouncey at stille op til VM i kvindehåndbold. For mens hun ville have dumpet fortidens kønstest, er det nu muligt for hende at spille med, fordi IOC og flere andre internationale sportsorganisationer har droppet at lade folks kønsorganer og kromosomsammensætninger være det, der definerer, om de er mænd eller kvinder, og i stedet har kogt køn ned til at være et spørgsmål om hormonniveauer. Spørgsmålet er så, om det er, fordi det er det mest definerende for køn, eller om det bare er endnu en midlertidig markør, som kan flyttes igen om ti år. Anders Haahr Rasmussen hælder til det sidste: ”Et eller andet skal man jo finde på, men den her arbitrære måling af testosteronniveauer udstiller det faktum, at selve opdelingen mellem kønnene ikke er helt så entydig, som vi gerne vil have.”

Tagged:
Sport
IOC
Radio24syv
Transpersoner
vm
тестостерон
håndbold
Hannah Mouncey
mikkel hansen