Julie står op ad en væg, hendes hår falder ned over den ene side af hendes ansigt
mikrodosering

Psykedeliske svampe i morgenkaffen hjalp Julie ud af hendes fødselsdepression

"Jeg ville gerne være mor for min datter, jeg ville gerne overleve, og så gjorde jeg noget ulovligt for at komme ud på den anden side."
14.11.18

Intet gik, som Julie Ugleholdt havde forestillet sig. Efter 24 timer med veer, var der stadig intet tegn på, at hendes datter var på vej. Hver gang, Julie havde en ve, faldt babyens puls til 50. Julie var bange for, at der var noget galt. Efter mere end et døgn på hospitalet blev datteren Charlie født ved et akut kejsersnit, og det viste sig, at Charlie hele tiden havde haft navlestregen viklet rundt om sig. Ved hver ve var Charlie ved at blive kvalt.

Annoncering

”Jeg var sindssygt bange for, at hun var død, at jeg havde mistet hende, inden hun kom til verden,” siger Julie Ugleholdt, da vi har sat os sammen ved spisebordet i hendes og manden Jons hus i Nordvest i København.

Hun siger, at fødslen helt fysisk havde sat sig i hendes krop, hun bar den med sig hjem fra hospitalet. Hele tiden tænkte hun, hvad nu, hvis min datter var død?, hele tiden så hun operationsbordet, det grønne stykke stof, der skærmede hende mod at se lægerne stå med hænderne nede i hendes opskårne, åbne mave.

”Jeg tror, jeg fik en fødselsdepression med det samme efter fødslen, men jeg fik først diagnosen efter 20 uger,” siger hun.

Julie Ugleholdt er netop udkommet med sin debutroman Projekt Baby – Mit første år som uperfekt mor, som handler om fødslen, datteren Charlie, fødselsdepression og knuste drømme – og om at selvmedicinere sig ud af depressionens dyb med ulovlige, psykedeliske svampe, fordi man er bange for ikke at overleve.

Det lå ikke i kortene, at Julie Ugleholdt skulle mikrodosere svampe imod sin fødselsdepression. Hun havde aldrig taget psykedeliske stoffer før og havde ikke haft noget ønske om det. Det var heller ikke meningen, at hun skulle blive deprimeret og have selvmordstanker og social angst og gemme sig i sit hus flere uger i træk. Hendes liv inden graviditeten bestod af arbejde, karriere, mand og venner. Depression var sådan noget, som de andre fik, og som man kunne komme ud af, hvis man tog sig lidt sammen.

Annoncering

Men i månederne efter fødslen blev det sværere og sværere for Julie Ugleholdt at finde sig til rette i sin nye rolle som mor.

”Jeg følte mig meget forkert. Jeg havde slet ikke de følelser, jeg troede, man skulle have, og jeg kunne ikke give mig hen til min datter. Jeg havde regnet med, at jeg ville være vildt forelsket og mega stolt over at vise hende frem, men i virkeligheden havde jeg bare ikke lyst til at vise hende frem.”

Ifølge Rigshospitalet får 10-14 procent af alle kvinder og 7-8 procent af alle mænd psykiske vanskeligheder, som kræver professionel hjælp, i forbindelse med deres barns fødsel. Patienthåndbogen anslår, at cirka 6 procent af alle fødende bliver ramt af en fødselsdepression, og symptomerne er de samme som ved en almindelig depression. Fødselsdepressionen er blandt andet kendetegnet ved nedtrykthed, gråd, manglende evne til at være glad, søvnløshed, træthed, selvmodstanker og hukommelses- og koncentrationsbesvær. Dertil kommer, at symptomerne kan være særligt belastende, når man også har et lille barn at tage sig af.

For Julie Ugleholdt betød fødselsdepressionen, at hendes liv pludselig føltes meningsløst. Hun blev ved med at kigge tilbage på sit gamle liv, hvor hun havde en super karriere og masser af fritid. Dengang hun både havde haft tid til at spise og sove. Alle de ting var taget fra hende nu. Datteren Charlie havde kolik og græd fem timer om dagen. Alle Julies vågne timer gik med at amme, trøste eller putte Charlie.

Annoncering

”Jeg følte, at jeg mistede mig selv i det. Jeg var bare blevet et serviceorgan, en trøstezombie. Man hører om alle de her mødre, hvor livet pludselig giver mening for dem på et helt nyt plan, og sådan havde jeg det bare ikke. Mit liv havde aldrig været mere meningsløst,” siger hun.

Når Julie Ugleholdt holder pause i talestrømmen, er der stille i baghuset i Københavns nordvestkvarter, hvor familien bor. Biler og højlydt liv eksisterer ude på den anden side af en stor baggård og et lejlighedskompleks, men herinde i huset er der stille bortset fra en sagte brummen fra køleskabet. Køkkenet er åbent og i et industrielt look med masser af stål og råt træ. Her er helt ryddet bortset fra et par tomme sutteflasker, som står ved siden af vasken, og en halvspist Risifrutti, som Julie tager bidder af, når hun går forbi den. Det er svært at forestille sig, at hjemmet her for et år siden var fyldt med gennemtrængende skrig fra Charlie og Julie, der blev mere og mere selvmordstruet.

Julie sidder ved spisebordet i køkkenet og drikker kaffe

”Det er sjældent, der er nogen forældre, der siger, at de er vrede på deres børn med kolik, men nogle gange havde jeg jo bare lyst til at kaste hende gennem vinduet eller give hende væk. Jeg var vred på hende over, at hun græd så meget, og jeg var vred over, at hun var kommet ind i mit liv, for jeg følte, det var ødelagt,” siger hun.

Julie var så drænet af manglende søvn, skrigende baby og for lidt mad, at selv den mindste opgave føltes uoverskuelige. Hvorfor tømme opvaskemaskinen, hvis man alligevel skal dø, fordi livet ikke er værd at leve? Nogle dage lå hun bare i sengen og råbte til sin mand, at hun ville gå ned i Blågårdsgade og købe en pistol, så hun kunne skyde sig selv i hovedet, eller at hun ville ønske, der kom en lastbil forbi, så hun kunne blive kørt over og komme på hospitalet nogle dage.

Annoncering

Selv om hun gik til psykolog og blev fulgt af en sundhedsplejerske, besluttede Julie og hendes mand, at det var på tide, de fik et møde med distriktspsykiatrien.

”Jeg var så syg, at jeg ikke længere kunne læse på det her tidspunkt. Min mand måtte sidde og forklare mig, hvad jeg skrev under på, og hvor jeg skulle sætte krydser på kontrakten.”

I psykiatrien blev hun anbefalet at starte på antidepressiv medicin. Det havde hun ikke lyst til. For det første, fordi antidepressiv medicin kan forværre ens symptomer i en periode, før det bliver bedre. Hun var bange for, at hendes selvmordstanker ville blive værre, og at hun ville gøre alvor af dem. For det andet var det hendes indtryk blandt venner og familie, der havde taget antidepressiv medicin, at man oftest tog det i meget lang tid. Hun havde ikke lyst til at tage piller de næste mange år. For det tredje havde hendes psykolog forklaret, at pillerne ikke bare tog toppen af de dårlige følelser men også af de gode. Hun takkede nej tak til pillerne. Hendes mand foreslog i stedet, at hun forsøgte at mikrodosere svampe.

”Det var min mand, der doserede svampene i min kaffe, for på det her tidspunkt kunne jeg ikke rigtigt gøre noget selv. Jeg kunne mærke, da jeg drak det, at jeg blev lidt mere varm indeni, lidt mere glad. Den dag sang jeg børnesange for min datter. Vi sad og legede sammen, og hun smilede til mig, og jeg var bare vildt glad for, at jeg overhovedet kunne tage det ind,” siger hun.

Annoncering

Mikrodosering er en metode, hvor man tager en meget lille dosis af psykedeliske stoffer, oftest psilosybin-svampe eller LSD. Fordi dosis er så lille, ofte kun 1/10 af en almindelig dosis, bliver man ikke høj af det, men mange føler, de er bedre i kontakt med deres følelser, kan arbejde mere koncentreret og tænke mere kreativt.

Mikrodosering har fået ry for at være the new big thing blandt karriere-typer i USA, der bruger det som en måde at optimere deres arbejdsflow. Men i artikler og på blogs kan man ligeledes læse om folk, der har haft gavn af at behandle deres depression og angst med de mikroskopiske doser af enten LSD eller svampe.

Indtil videre har de positive effekter af mikrodosering mest været bakket op af folks personlige erfaringer, men som trenden bliver mere og mere populær, begynder der er være forskning i det. På University of Toronto Missisuaga begyndte to forskere i 2017 at undersøge effekterne af mikrodosering ved at lade medlemmer af forskellige online-fora om emnet udfylde et spørgeskema. Kvalitativ data fra undersøgelsen, som havde over 900 respondenter, viste, at respondenterne oplevede positive effekter af mikrodoseringen, for eksempel mindre migræne, forbedret evne til at fokusere og være produktiv og bedre evne til at connecte med andre. Kvantitativt scorede de, der mikrodoserede, lavere på negative følelser end de, der ikke mikrodoserede.

Mikrodosering af LSD og psilosybin-svampe er ikke uden risici. Det er ulovligt, så fremstillingen og salget er ureguleret, man ved med andre ord ikke, hvad man får. Indtager man en forkert dosis, kan man få i et syretrip med hallucinationer, man kan få paranoia og ende i en psykotisk-lignende tilstand. Ifølge den brugerbaserede hjemmeside Psykedelisk Samfund kan psilosybin-svampe udløse eller forværre psykiske lidelser.

Annoncering
To billeder: Et close op af Julie, der kigger ned, og et af Julie, der står i baggården og smiler

Julie Ugleholdt tog svampe i sin morgenkaffe hver tredje dag, og fra første dag kunne hun mærke en forandring. Ting, der før var fuldstændig uoverskuelige, blev pludselig mulige. Når Charlie tabte sin mad på gulvet, kunne hun grine af det. Før havde hun ikke engang overskud til at give sin datter mad.

”Svampene gjorde det nemmere for mig at komme i kontakt med positive tanker og følelser, og dem havde jeg virkelig ingen af på det her tidspunkt. Jeg havde ingen positive tanker omkring mig, mit liv og mit barn. Jeg kunne pludselig føle lykke igen, i hvert fald i glimt,” siger hun.

Mest af alt hjalp svampene hende med at komme ned i sin krop.

”Jeg var rigtig meget oppe i mit hoved, og svampene hjalp mig med at lukke lidt ned for det. Det var jo min sygdom, der talte, når jeg havde alle de her tanker om, at mit liv var forbi, og at jeg gerne ville dø,” siger hun.

Hun tog svampene i tre måneder, og hun tog dem altid om morgenen, mens hendes mand var til stede. Da hun begyndte at mikrodosere, var hun stoppet med at amme Charlie.

Der er garanteret nogen, der læser din bog og tænker, at det er mega uansvarligt som nybagt mor at tage stoffer omkring sit barn. Hvad tænker du om den kritik?

”Jeg blev mere beruset af at drikke en øl om aftenen med min mand end af min morgenkaffe med svampe i. Fordi det er ulovligt, er folk enormt fordomsfulde omkring det. Men bare fordi noget er lovligt, ligesom alkohol, betyder det jo ikke, at det ikke er forkert eller farligt. Det er et af de mest sundhedsskadelige stoffer, vi har, og vi benytter det alligevel, fordi det er lovligt.”

Annoncering

Svampene er netop ulovlige. Hvorfor gjaldt den lov ikke for dig?

”Det gjorde den også, men jeg valgte at ignorere den for at redde mit eget liv. Jeg ville gerne være mor for min datter, jeg ville gerne overleve, og så gjorde jeg noget ulovligt for at komme ud på den anden side,” siger hun.

Julie glædede sig altid til svampedag, som hun kaldte det, fordi effekten var størst den dag, hun tog svampene. Efter to måneder begyndte hun at glemme svampene. Efter tre måneder stoppede hun med at tage dem. Hun tænkte, at hvis hun havde fået det så godt, at hun kunne glemme det, så behøvede hun dem ikke længere.

”Jeg savner dem ikke, for jeg har det helt anderledes i dag,” siger hun.

Julie Ugleholdt blev raskmeldt i juli i år, og hun sagde sit job som management consultant hos KMD op. I stedet gik hun i gang med at skrive sin første bog.

Selv om hun ikke er deprimeret længere, kan hun stadig mærke levn fra sygdommen. Hun kan for eksempel ikke putte sin datter i weekenden, når datteren skal sove middagslur, uden at gå i panik. I hverdagen sover Charlie i vuggestuen, og om aftenen er hun så træt, at putningen går nemt. Men i weekenden holder Julie sig fra at putte hende til middagssøvn, fordi datterens søvn var noget af det, der gjorde hende allermest stresset og ked af det, da hun havde det dårligt.

Fødselsdepressionen tvang Julie Ugleholdt til at lægge sit liv om. Da hun mikrodoserede svampe løftedes tågen af negative tanker lige præcis så meget, at hun fik overskud til at gøre noget godt for sig selv. Hun begyndte at meditere og lave yoga.

Annoncering

”Svampene var ikke en mirakelkur i sig selv, men de gjorde, at mange af de virkelig hårde, negative tanker blev lukket lidt ned, så jeg kunne få små bitte bidder af glæde i min hverdag. Det gav mig helt vildt meget håb, og det gjorde, at jeg kunne hjælpe mig selv og komme i gang med nogle ting, der var gode for mig,” siger hun.

Hun understreger, at hun ikke vil opfordre nogen til at gøre noget ulovligt. Hun håber, at hendes bog kan være med til at sætte fokus på de positive effekter af mikrodosering, og at der kan komme mere forskning på området.

”Jeg håber, det kan blive et tilbud i psykiatrien i kombination med psykologhjælp som et reelt alternativ til antidepressiv medicin, så det ikke er noget, man skal købe i smug af en dealer, og så man kan få råd og vejledning og støtte. Og jeg ved da godt, at i og med at jeg taler om det, kan jeg ikke styre, om nogen bliver inspireret af det og får lyst til at prøve det."


Se også: