Mød matchmakeren, der finder albanske brude til serbiske mænd

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Serbien

I Serbien er mange landsbyer i fare for at uddø, fordi mange af de unge kvinder i de små samfund forlader deres hjem for at søge lykken i storbyerne eller i udlandet. Ifølge den sidste folkeoptælling har fødselsraten ligget på nul igennem det sidste årti i ca. 370 serbiske landsbyer. Gennemsnitsalderen i landet er en af de højeste i Europa. 17,4 procent af de godt 7,2 millioner indbyggere er over 65.

De yngre mænd, der bliver tilbage i landsbyerne, overtager som oftest familiegården eller bliver for at tage sig af aldrende slægtninge. Det er svært for dem at finde en partner, når kvinderne gradvist forlader landsbyerne. Men efterspørgslen har nu skabt et marked for folk, der arrangerer ægteskaber, såkaldte matchmakere, som kan hjælpe de unge mænd med at finde brude i nabolandet Albanien. I Albanien affolkes de små landsbyer også i alarmerende fart, men der er det overvejende mændene, der forlader hjemmet for at finde arbejde i udlandet, mens kvinderne bliver tilbage.

Men at splejse serbiske mænd med albanske kvinder er faktisk ikke en helt oplagt ide – de to lande er ikke på god fod med hinanden. Under konflikten over Kosovo greb etniske albanere, der boede i den serbiske provins, til våben for at bekæmpe regimets undertrykkelse. Albanien grænser op til Kosovo, og landet støttede provinsen i sin kamp for uafhængighed fra Serbien – en uafhængighed, Kosovo vandt i 2008. Serbien anerkender fortsat ikke beslutningen.

I Albanien mødte jeg i 2010 matchmakeren Vera efter at have læst om de arrangerede ægteskaber i affolkede landsbyer i det sydlige Serbien i en lokalavis. Jeg synes, det var en fascinerende udvikling, og derfor drog jeg mod syd for at se, om jeg havde held med at dokumentere det. Vera tager omkring 14.500 kr. for sine ydelser, hvilket betyder, at mange af hendes kunder må sælge land, køer eller landbrugsudstyr for at finde kærligheden. Hun introducerede mig for Milovan, en 44-årig landmand, der boede sammen med sin mor og havde hyret Vera, fordi han ikke ville blive gammel alene og uden en familie.

Vera tog Milovan med til Albanien for at møde en potentiel brud, den 22-årige Eva, hos hendes onkel. Eva havde også taget sin mor, bedstemor og bror med til mødet. Hele forsamlingen begyndte omgående at forhandle betingelserne for ægteskabet på plads. Evas familie ville vide, hvor meget land og hvor mange penge Milovan havde. Milovan var mest interesseret i at slå fast, om Eva kunne give ham børn. I den unge alder af 22 var Eva allerede bange for at blive landsbyens pebermø, som ingen ville giftes med. At forlade familien for at blive gift med en mand, der var dobbelt så gammel som hende selv, og flytte til et land, hvor hun ikke kendte nogen eller talte sproget, lod til at være en bedre mulighed.

Evas bedstemor fik det sidste ord, og det blev "po" – "ja". Milovan betalte Evas familie 760 kr. og tog så afsted for at købe smykker og tøj til sin nye forlovede. Han vendte tilbage tre uger senere, da Eva havde modtaget sit pas, for at tage hende med hjem til Serbien. Han havde også flere penge med til familien og betalte Vera for hendes arbejde.

Imellem oktober 2010 og februar 2011 overværede jeg flere af de her forhandlinger mellem potentielle ægtefæller. Ikke alle førte til ægteskab. Jeg lærte også om nogle finurlige kulturelle forskelle mellem serbere og albanere, som jeg aldrig havde hørt om før – som fx at albanske kvinder fra de her landsbyer hverken må ryge eller drikke, eller at albanere altid drikker kaffe med sukker med mindre en, de holder af, lige er død. Men det mest slående ved at lave den her serie var, hvor universel kampen for at finde kærligheden og stifte familie er. Den drift kan være meget stærkere end kulturelle eller nationale uoverensstemmelser.