Børn nu til dags

Er Satan stadig cool? Vi spurgte nogle teenagere

Lucifer har inspireret en hel masse musik – fra Black Sabbath til Lil Uzi Vert. Vi har spurgt en flok teenagere, om det er noget, de tænker over.

af Devin Pacholik
25 april 2018, 8:55am

Billede via Devin Pacholik

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Satan er den oprindelige influencer. Stort set alle religioner har en version af djævelen. Han er OG badboy og syndernes herre. Han har fungeret som arketype i popkulturen siden tidernes morgen og har grebet publikum over hele verden i både religiøse tekster og sange som "The Devil Went Down to Georgia" af Charlie Daniels Band og DMX’s “Damien.” Selv om mørkets fyrste fortsat arbejder aktivt for at skabe mere ondskab i verden, så er hans stjerne i popkulturen falmet lidt over de sidste par årtier. Han kan godt nok prale af 1,4 millioner følgere på Instagram, men poster hovedsageligt gamle memes. Hvis man var kynisk anlagt, kunne man pege på, at det er et klodset forsøg på at tiltrække et yngre publikum.

Bogen Satanic Panic: Pop-Culture Panic in the 1980’s fortæller historien om, hvordan djævelen for 40 år siden storhittede med samarbejder med blandt andre Iron Maiden, Def Leppard og Judas Priest. Det var også i den tid, at popstjerner som Madonna, Cyndi Lauper og Prince prøvede grænser af og skabte panik i samfundet over sædernes forfald. For at understrege, hvor vanvittig Satan-paranoiaen var, så var Judas Priest-frontmanden Rob Halford i 1990 i retten i Nevada i forbindelse med anklager om subliminale beskeder på bandets nummer ”Better by You, Better than Me” fra deres Stained Class-album. Sagen omhandlede to unge mænd, James Vance på 20 og Ray Belknap på 19, som begik selvmord, fordi de – ifølge deres familier –var påvirket af Judas Priests sataniske budskab. Sagen blev senere afvist af dommeren.

Men djævelens kærlighedsforhold til musikken går faktisk endnu længere tilbage. En af historiens små ironiske detaljer er, at orgelet – et instrument, som man i dag primært støder på i kirken – engang blev anset for at være djævelens værktøj. Det er en halvabstrakt idé, men ifølge en vis fortolkning af biblen, så "fik djævelen inkorporeret visse instrumenter [herunder orgelet] i sin krop." Lucifer har endda sit helt eget toneinterval (forstørret kvart eller formindsket kvint), der på dansk har betegnelsen "djævleintervallet". I begyndelsen af det 11. århundrede bandlyste man brugen af toneintervallet i al musik af frygt for at fremmane den onde selv. Djævleintervallet optræder i sange som "YYZ" af Rush og Black Sabbaths "Black Sabbath".

Men forbindelsen mellem moderne musik og ondskaben har en temmelig mørk historie. I takt med at jazz og blues spredte sig blandt sorte i New Orleans i det tidlige 20. århundrede, begyndte forskellige grupperinger og organisationer at fornægte det som ”djævelens musik”. Og ideen hang ved. Som det forklares i dokumentaren The Devil’s Music: 1920s Jazz, så "blev jazz associeret med bordeller og smugkroer." En racistisk stemning blev pisket op og resulterede sågar i, at det amerikanske søværn, begyndte at lukke klubber og spillesteder ned på egen hånd, fordi man "frygtede for besætningsmedlemmers ve og vel, når de besøgte jazzklubber."

Men jazz og blues overlevede stigmatisering, og begge stilarter lå til grund for den senere rockmusik. Ungdommen lyttede med og fortsatte med at leve i synd. I et interview med Noiseys Kim Kelly forklarer Satanic Panic-redaktør Kier-La Janisse, hvordan djævlen fik så prominent en rolle i den kollektive bevidsthed: ”I 1970’erne blev ideen om, at selv ellers almindelige mennesker i forstæderne dyrkede det okkulte, så populær, at det blev let at piske en stemning op … Selv om æraen er opkaldt efter ham, så er Satan ikke meget mere end i brik i det puslespil af paranoia – i 80’erne blev alt, hvad der lugtede bare det mindste af okkultisme, hedenskab eller harmløs fantasy set som satanisme.” Metalhovederne dyrkede stolt forbindelsen og skabte et hav af undergenrer, der alle sammen hyldede mørkets fyrste. Bands som Gorgoroth, Behexen og mange andre nutidige black metal-bands er fortsat erklærede satanister.

I dag er er det for eksempel rappere som Lil Uzi Vert, der hylder sataniske ikoner som Marilyn Manson og GG Allin. Uzi har faktisk en sang med titlen "444+222", der – efter en nøje og stringent analyse er foretaget – viser sig at være 666 (som er djævlens tal). Rapperen har sågar taget titlen som sin tids Lucifer på sig. Også hiphop-sangeren SahBabii bruger sataniske symboler i sit brand. Han har på en eller anden måde konstrueret en kompleks ikke-satanisk konspirationsteori omkring sit visuelle udtryk. Det har noget med protoner og neutroner at gøre? Jeg er ikke helt sikker.

Men er Lucifer, oven på sin lange, glorværdige karriere, stadigvæk en ting? Hvorfor spiller han ikke store stadionkoncerter? Har Satan sit eget streewear-brand? Det er alt sammen noget, jeg er interesseret i at finde ud af, så jeg har konsulteret en gruppe mennesker, som ved, hvad der er sejt: ungdommen. Henover en måneds tid tog jeg til en række koncerter i Saskatchewan, hvor jeg er fra (og som tilfældigvis er helvedes forgård), og spurgte unge mennesker, om Satan stadig er cool, eller om det kun er gamle mennesker over 30, der synes det. Her følge resultaterne af min efterforskning.

Tanner Bolianatz, Drew Osborne og Bryson Bolianatz, medlemmer af Unfazed

”Han har helt sikkert en plads i mange folks hjerter. Personligt synes jeg ikke, han er så cool. Han har ligesom haft sin tid. Vi kommer med noget nyt.”

”Jeg tror, Satan er derude et sted. Folk er ikke så lette at chokere længere, så han er måske lidt blevet en joke. Men han er der stadig. Jeg synes faktisk, han er meget cool.”

”Jeg ved det ikke rigtigt. Han vil altid have en plads i rockmusikken. Men det kommer an på, hvordan man ser ham. Hvis man har et religiøst perspektiv, så er det op til en selv. I rockens verden lever han videre.”

Afgørelse: Cool nok, men med forbehold

Anna Dickson, Satan Stan og Aliyaa Lerat, Satan-fans på deltid

“Helt sikkert stadig cool – inden for musikkens verden og især i rocken. Han er selvfølgelig stadig totalt sej.”

”Jeg roder mig ikke ud i noget med Satan. Men han er en del af musikken. Så helt sikkert, hvorfor ikke?”

Afgørelse: Cool.

Callen, metalhead/Soulfly-fan

”Under normale omstændigheder ville jeg sige, nej, Satan er ikke cool. Men til en metalkoncert er han. Satan er faktisk ret cool. Man skal passe på, man ikke får tæsk af de kristne, men Satan er vigtig for musikken. Han kommer med nogen chokværdi. Hil Satan.”

Afgørelse: Cool, men måske ikke?

Mitchell, Emo-dreng til Dashboard Confessional-koncert

“Overhovedet ikke cool. Det er kun sådan nogle edgy internettyper, der synes, Satan er sej. De synes selv, de er så fede, men de aner slet ikke, hvem Satan er. Jeg tror [tidligere generationer] blev ført på afveje. De ville bare være punk, men Satan er slet ikke punk. Satan er ret så nederen.”

Afgørelse: Absolut ikke cool (hvilket er ret vildt fra en Dashboard-fan).

Mackenzie McPherson og Jessi Lovelace, moderigtige Satan-tilbedere

”Satan er altid cool. Især i musikkens verden. Musik og tøj er den bedste måde at give udtryk for Satan på. Hoodies og hullede jeans.”

”Ja, selvfølgelig. Han er min største inspirationskilde. Jeg er forelsket i Satan.”

Afgørelse: Cool og modeikon.

Bonfice, rapper (foto fra kunstnerens privatarkiv)

Photo by MontanasPhotoWorks

”Nej, det er han ikke. Det bliver han aldrig. Han er karma til alt. Satan elsker farlige ting og farlige mennesker, men han spiller ikke nogen virkelig rolle i livet. Medmindre man lukker ham ind.”

Afgørelse: Ikke cool.

Daina Salway, Justin Bieber-fan

”Ja, han er stadig cool. Jeg tror, Justin Bieber er Satan selv.”

Afgørelse: Biebervelli i kød og blod.

Magus Peter H. Gilmore, ypperstepræst, Church of Satan (foto via Dread Central )

“Satan er et potent symbol for de meget sjældne individer, som helhjertet går ind for individualisme, lige meget hvor gamle de er. Hvis man kan rumme kraften og stoltheden ved at opnå ting på egen hånd og samtidig tolerere andres synspunkter, mens man stædigt bliver ved med at gå sin egen vej – til trods for presset fra samfundet om at indordne sig – så er Satan en fremragende inspirationskilde og en styrkens, frihedens og ikonoklasmens arketype. Det, synes jeg i hvert fald, er ret cool.”

Afgørelse: Cool som ind i helvede.

Konklusion: Baseret på svarene herover, kan vi udregne Satans coolness-rating ud fra de ondsindede haters og hans fans, som helt sikkert havner i helvede. Satan har faktisk en rating på 67 procent. Vi runder dog ned til 66,6 procent, fordi 666 (JAAAAA! SATAN!). Under alle omstændigheder kan vi med sikkerhed sige, at Satan stadig er cool. Det kan godt være, han er en falden engel, men han påvirker fortsat tracks på hitlisterne såvel som hele Taylor Swifts produktion. Tegnene er overalt. Kunstnere som Drake påstår muligvis, at de lever efter Guds plan, men djævlen ligger i detaljerne.