Billede via Saudi-Arabiens Kommision for Audiovisuelle Medier
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Arabia”Det føles helt ufatteligt,” siger 28-årige Mohamed, da han træder indenfor i den første biograf, der er åbnet i Saudi-Arabien i 35 år. Han skal se Marvel-filmen Black Panther. ”Jeg har altid elsket film, men det her føles anderledes. Hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg aldrig, den her dag ville komme.”I starten af 1980’erne forbød Saudi-Arabien biografer efter et pres fra religiøse grupper, som ville begrænse alle former for underholdning, hvor mænd og kvinder kunne mødes. Men sidste år blev det offentliggjort, at forbuddet ville forsvinde som en del af regeringens 2030-visioner – et initiativ, der søger at mindske landets afhængighed af olie ved at fremhæve andre områder, for eksempel underholdningsindustrien. I spidsen for programmet står vice-premierministeren, kronprins Mohammed bin Salman, som håber, at det kan forbedre Saudi-Arabiens image i resten af verden.
”Jeg har det, som om vi endelig er på samme niveau som filmnørder i resten af verden,” siger 25-årige Mariam. ”Nu kan vi se filmene, når de kommer ud i stedet for at skulle vente i månedsvis, før vi kan se dem online. Jeg havde helt vænnet mig til, at folk var så meget imod biografer, at jeg aldrig troede det skulle ske.” Men det gjorde det. Efter ti dage med private VIP-forestillinger åbnede biografen dørene op for offentligheden med Black Panther d. 28. april.Biografen ligger i Kong Abdullah-distriktet i hovedstaden Riyadh, hvor man kunne mærke begejstringen i dagene op til åbningen. ”Billetterne til åbningsugen blev revet væk på få minutter,” forklarer film-bloggeren Abdel Aziz Zamel. "Selvom vi ikke har haft en biograf i 35 år vil jeg stadig mene, at vi, sammenlignet med resten af den arabiske region, er de mest filmglade. Jeg har for eksempel set undersøgelser, der viser, at over 90 af biografgængerne i Bahrain er saudi-arabere."Regeringen vurderer, at hundredetusindvis af saudiarabere rejser til udlandet hvert år for at se film og gøre andre ting, som er forbudt derhjemme. Det er præcis den adfærd, som prins bin Salman vil gøre noget ved, og hans håb er, at nogle af 140 milliarder kroner, som saudiaraberne bruger på underholdning i udlandet, vil blive i landet. ”Ligesom mange af mine venner har jeg brugt hele dage på at se film alene i Bahrain, men nu behøver jeg ikke spilde penge på at rejse til udlandet,” siger Abdel.
Annoncering
Saudi-Arabiens indflydelsesrige imamer virker til at acceptere regeringens præmis om, at ændringerne kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med landets traditioner. ”Vi skal være sikre på, at vi stadig respekterer vores konservative kultur, ligesom i de andre Golf-lande,” siger Abdel. ”Derfor støtter jeg censur og behovet for at begrænse upassende indhold.”Ministeriet for kultur og information har givet den store amerikanske biografkæde AMC licens til at stå for biografen i Riyadh. I løbet af de næste fem år håber AMC at åbne yderligere 40 biografer i 15 byer rundt omkring i Saudi-Arabien. Eftersom et flertal af de 32 millioner indbyggere i Saudi-Arabien er under 30 år gamle, forventer regeringen, at der er efterspørgsel på op med 350 biografer, der kan forsyne befolkningen med 2000 storskærme inden år 2030.
Billede via AMC
Med en nuværende billetpris på omkring 120 kroner er der mange lokale, der håber, at det øgede udbud kan presse priserne ned. ”Når noget er sjældent, er det også dyrt,” siger Abdel. ”Så længe der kun er én biograf i Saudi-Arabien, synes de, det er okay at tage så meget i entré. Men jeg er sikker på, at priserne nok skal falde, når flere biografer åbner.”Men indtil da er der nok mange unge mennesker, der ligesom den 20-årige universitetsstuderende Sana, vil være tilbageholdende. For som hun siger, er ”biografen ikke andet end en ombygget koncertsal, som ikke engang er blevet modificeret særlig godt. Lige nu er den simpelthen ikke god nok, men AMC udnytter alligevel situationen og tager alt for høje billetpriser.”Det er svært at være uenig med Sanas synspunkter, når man hører AMCs administrerende direktør Adam Aaron udtale, at prisen måske kan stige til over 200 kroner i de næste par måneder grundet den store efterspørgsel. ”Prisen er ærlig talt for lav,” siger han. ”Der er en indestængt efterspørgsel, der er så voldsom, at prisen slet ikke er et problem.”Men folk støtter op om det nye projekt, også fordi det forhåbentlig kan skabe en større platform for lokale film. ”Saudi-arabiske film er unikke og fantastiske – de fortjener at blive vist i biografen, og når de bliver det, er jeg sikker på, at folk vil elske dem,” fortæller Abdel. ”I takt med, at der bliver investeret mere i branchen, glæder jeg mig til at se vores egne film på det store lærred og se dem sprede sig til andre lande, så resten af verden kan blive introduceret til saudi-arabisk kultur.”