Annoncering
højredrejning

Sådan udnytter den yderste højrefløj mænds usikkerhed

Ny bog udforsker, hvordan unge mænd bliver suget ind i farlige fællesskaber. Ifølge forfatteren bliver dem, som kommer hurtigt ud af det igen, heldigvis let reintegreret i samfundet.

af Allie Conti
12 april 2018, 9:13am

Illustration af Lia Kantrowitz

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det er ikke nogen hemmelighed, at voldelige ekstremister - lige fra arketypiske skinheads over militante religiøse til den yderste højrefløjs fodsoldater - næsten altid er mænd. Dem har sociolog Michael Kimmel sat sig for at undersøge. Han arbejder på Stony Brook University i nærheden af New York og har skrevet meget om maskulinitet. Senest er det blevet til bogen Healing from Hate: How Young Men Get Into - And Out of - Violent Extremism, der udforsker, hvordan unge mænd bliver optaget af ekstreme verdenssyn. Hans centrale teori er, at de mennesker, som er tiltrukket af voldelige ideologier, ofte er dem, der ikke har haft en chance for at bevise deres værd på en mere almindelig eller mainstream måde - som for eksempel ved at tage sig af sin familie. Kimmel benytter det samme sprogbrug, som andre inden for hans felt har brugt til at forklare Donald Trumps tiltrækningskraft i de hovedsageligt hvide landområder i USA. Han forklarer eksempelvis, at deres følelse af at blive krænket af samfundet - og defor have ret til at gøre oprør - samt deres længsel efter at være en del af et fællesskab har langt større betydning for en radikalisering end nogen form for politiks holdning eller ideologi.



Jeg ringede til forfatteren for at finde ud af, præcis hvordan unge mænd bliver lokket ind i et farligt miljø, og - måske endnu vigtigere - hvordan de kan blive reddet. Den gode nyhed er, at eftersom selve ideologien ikke er den væsentligste tiltrækningskraft, kan de unge mænd frelses.

VICE: Stort set alle fyrene i din bog ledte efter en klike, de kunne tilhøre. Men meget af radikaliseringen foregår i dag på nettet. Hvordan har den stadigt voksende mængde af vores tid, som vi tilbringer online, påvirket rekruttering på højrefløjen?
Michael Kimmel: Det kan jeg ærlig talt ikke svare helt klart på endnu, for meget af det hænger også sammen med, hvor effektive online grupper er til at give brugerne en indre følelse af fællesskab. De her steder på Reddit og mange af de andre fora, hvor den slags mænd mødes, er fælleskaber, hvor brugerne finder styrke i hinanden. Om det så er nok til at tryllebinde dem, er et åbent spørgsmål. I starten er det meget spændende, og der er fuld tryk på, men jeg tror, den energi fordamper, når man ikke bliver bedt om at møde op personligt. Så der er måske et konstant antal mennesker, men der er udskiftning hele tiden. Efter et par måneder synes man ligesom, at man kender alt til folk derinde. De stiller aldrig nogle eksistentielle krav. Det er bare: "Duk op, og råb af folk."

Hvis du går i ét med omgivelserne, får du ikke en identitet baseret på opposition, så de dyrker i stedet en stilmæssig hyldest til de gamle skinheads. Doc Martens. Seler. Hvid t-shirt. Eller i Europa: Bomber-jakken og kamuflagebukser. Det udseende giver en identitet. Især dem, jeg har talt med i Sverige, har forklaret, at efter de barberede håret af og fik fat i alt det rette tøj, var folk som forstenede, når de vendte tilbage til deres gymnasie. Deres kammerater var bange for dem, og det gav dem et sus. Derfor er den del af skinheadkulturen stadig populær blandt dem, som ikke ser det som en ideologi, men mere en identitetsbåren bevægelse.

Er det forholdsvis almindeligt, at de her fyre kommer i kontakt med den yderste højrefløj - om det så er i virkeligheden eller på nettet - og så vender tilbage til resten af samfundet senere?
Ja, mange af dem, der kommer ud af det, glider gnidningsløst ind i samfundet igen bagefter.

Jeg var ret overrasket over at læse om folk, som gennemgår forløb for at komme væk fra den yderste højrefløj, og ikke gør det, fordi de afviser ideologien, men fordi deres venner lod dem få tæv, eller der skete noget andet traumatiserende. Er det bedre, at den slags mennesker bærer rundt på deres afskyelige holdninger i hemmelighed - og fungerer som en del af det etablerede samfund - end at de er udtalte skinheads?
Det er et godt spørgsmål. De bliver en del af det på grund af kammerateriet, forbindelsen til andre og broderskabet, og så kommer ideologien ligesom senere. Så når de har lyst til at forlade miljøet, forsvinder ideologien af sig selv. Nogle af dem bruger meget tid på at rejse rundt og tale om deres oplevelser, hvad de troede på og hvorfor. Det, synes jeg, er en formidlende omstændighed. Mange af dem siger også, at det bare var en fase, de skulle igennem, og nu har de et almindeligt job.

Det var interessant for mig at se forskellen på de mænd, der flirter med hvid nationalisme i USA og så gutterne i Sverige. I USA er de meget højreorienterede og direkte imod miljøet og indvandring. I Sverige stemmer mange socialdemokratisk, når de er kommet sig over deres "fase", fordi de er meget miljøbevidste. De vil beskytte den svenske natur, og efterhånden som de er blevet klogere, er det ikke længere horderne af indvandrere og manipulerende jøder, de vil beskytte den fra.

Du taler en del om en svækkelse af maskuliniteten som en drivkraft for at blive en del af den ekstreme højrefløj. Men du taler ikke særlig meget om det faktum, at rigtigt mange af de mænd, der flirter med nationalisme og racisme, bare er fyre, der ikke kan få en kæreste.
I min bog Angry White Men taler jeg om George Sodini, der skød løs på folk i et fitnesscenter i 2009, og Elliot Rodger, der i 2012 myrdede adskillige kvinder - begge fordi de ikke kunne få noget. Elliot Rodger var rasende, fordi han så godt ud og stadig var jomfru, og George Sardini havde ikke været på date i ti år. Selvfølgelig findes der sager, hvor en person synes, at et fejlslagent sexliv er det samme som en fejlslagen maskulinitet.

Men den side så jeg ikke meget til, da jeg interviewede cases til min nye bog. Jeg hørte dem gentage, at det, der tiltrak dem, var en mulighed for at hænge ud med folk, tage til fest, drikke sig fuld og måske møde piger. Men det kunne lige så godt være en reklame for en studenterforening på et universitet. Det appelerer til nogle få unge knægte, som synes, at de ikke har lige så meget sex, som de burde eller har lyst til.

Jeg er bare nysgerrig for at høre, hvad du mener, man kan gøre ved det, hvis du ser det som en drivkraft for at ende på højrefløjen eller endda i en situation, hvor man begynder at skyde andre mennesker.
Man kan jo ikke sige til kvinder, at hvis bare de havde sex med flere mænd, så ville de her gutter ikke ende som nazister. Desuden har taktikken også været brugt på venstrefløjen. Der var en plakat fra 1959 med Joan Baez og Mimi Farina, som begge var nogle af de smukkeste folk-musikere, hvor der stod "Pigerne siger ja til drenge, der siger nej," og det var en reklame, der skulle mobilisere modstand mod militærtjeneste. Så den slags kan eksistere på begge sider.

Apropos: Tror du også, at anarkistiske punkere forsøger at genskabe deres maskulinitet? Er de to bevægelser to sider af samme sag?
Nogle gange tænker jeg, at det er sådan. Nogle af de svenske mænd fortalte mig, at om aftenen drak de sig stive og tog smertestillende medicin, og så gik de ud på gaden for at finde nogle indvandrere, nogle antifascister eller nogle punkere, som også var stive og på stoffer, og så sloges de. Mit gæt er, at alle de grupper består af mennesker med den samme søgen efter identitet, den foregår bare forskellige steder på det ideologiske spektrum.

Hvorfor ender man på den ene fløj og ikke den anden? På mange måder er de diamentralle modsætninger, men som du antyder, kan de af og til tiltrække lidt de samme typer.
Det er måske den samme proces, men der er ikke den samme substans. Der var en fyr, der sagde det direkte: "På mit gymnasium kunne man ikke bare være sig selv, for alle skulle have en gruppe, så jeg så mig omkring, og der var punkerne, hiphopperne, antifascisterne og skinheads. Folk var virkelig bange for skinheads, så dem valgte jeg." Hvis man bare et sekund tror, at der er tale om gennemtænkt, ideologisk forpligtelse, kan man godt tro om.

Er der noget, vi som samfund kan gøre for at gøre det mindre attraktivt for utilpassede unge mænd at ende helt derude?
En af metoderne er gennem medierne. Det ville hjælpe en del, hvis vi sagde sandheden om, hvor mange af de her mænd, der ender i fængsel for vold. Eller hvor stor en del af alle hate crimes, der bliver begået af hvide nationalister - og ikke muslimske terrorister. Det ville være fedt, hvis man gav en masse opmærksomhed til dem, som faktisk kommer ud af det igen. Film som American History X er vigtige, fordi de viser, hvordan den slags dilemmaer udfolder sig, og hvor risikabelt det hele er.