reklamefri zone

Fra Jylland til Bayern: Min jagt på opskriften bag McDonald’s pommes frites sauce

Det er dyppelsens John Coltrane, og min tidsmaskine tilbage til ungdommens ulidelige lethed, men hvorfor vil ingen ud med hemmeligheden bag pommes-sauce?

af Lars Hinnerskov Eriksen
17 september 2018, 7:49am

Ilustration af Munchies. Billeder via Shutterstock og Flickr.

Du befinder dig i ‘Reklamefri zone’, som er en artikelserie, hvor vi skriver fuldstændigt skamløst og uforbeholdent om ting, vi ikke kan holde os fra. Som for eksempel pommes frites sauce.

Jeg ved godt, at livet aldrig bliver lige så godt, som dengang jeg flippede burgere på McDonald’s i Fredericia.

Dengang verden var uskyldig, hvor jeg tjente flere penge end mine klassekammerater, og hvor det at arbejde på en burgerbar i provinsen var definitionen af cool.

Dengang hvor vi drak light fadøl efter arbejde og væltede rundt i boldrummet, og hvor jeg en søndag eftermiddag fandt en slidt Ronald McDonald i baglokalet med en smøg i kæften. Hvor man kunne smide to ekstra fisk i sin Filet-o-Fish i frokostpausen, og hvor vi gav dørmændene fra diskotek Hollywood Hard Rock rabatkuponerne til Big Macs, så vi kom forrest i køen.

Dengang hvor vi havde pommes frites sauce i spandevis.

Hos McDonald’s i Fredericia var der pommes frites sauce i store cylindre, så man kunne pumpe det ud i papirbægere, og der var pommes frites sauce i små poser, som man kunne åbne ved at banke næven ned på dem, og se den cremede sovs eksplodere ud over fritterne som et Jackson Pollock maleri.

Pommes frites sauce smager som intet andet; det smager af japansk kewpie-mayo, syntetisk estragon, tartare sauce fra en britisk fish and chip-shop og af lidt for mange e-numre. Det er det eksotiske partnerskab til sprøde fritter, og på mange måder er det pioneren, der banede vejen for så mange andre bastardiserede og freestylende mayo-baserede saucer. Pommes frites sauce er dyppelsens John Coltrane.

Men for mig er pommes frites sauce også et produkt fra dengang, verden var lidt mere binær. Fra dengang det var DR1 eller TV2. Morten Frost eller Tarok. Hotdog eller bøfsandwich. Ketchup eller pommes frites sauce.

I dag ligner sauce-udvalget på McDonald’s noget fra en jysk bøfbuffet. Nu kan du få dip med cheddar, dip med bearnaise, dip med hvidløg, chilimayo, og sikkert en kampagnedip til næste gang, der er VM i fodbold eller præmiere på en Star Wars-film.

Jeg kommer for lidt på McDonald’s i dag til at have det store overblik, og jeg regnede ærligt talt med, at pommes frites saucen var druknet i den kalejdoskopiske syndflod af nyt tilbehør. Men alt tyder på, at “pommes sauce” lever i bedste velgående.

For at blive klogere på tingenes tilstand gik jeg på jagt hos min kollega, som er en lærd fastfood-entusiast, og hvis skrivebordsskuffe anses for et slags zeitgeist-depot for condiments. Og ganske rigtigt; blandt barbecuedressinger og ketchupper fandt jeg også her en limegrøn pose med 14 ml pommes frites sauce fra McDonald’s. Nuvel, vi er langt fra sen-80’ernes stilrene design med skriggule striber på hvid indpakning, men ja, det er pommes frites sauce. Og opskriften ser ud til at være stort set uændret.

Jeg fik fat i en pressemedarbejder for McDonald’s Danmark, som fortalte, at pommes frites saucen stadig er den bedst sælgende dyppelse i landet. Den er kongen af snask, uanset hvor allestedsnærværende chilimayo er blevet i burgerland.

Den information pirrede kun min nysgerrighed: For hvem er geniet bag denne opfindelse? Hvor opstod ideen? Og hvad gemmer der sig egentlig af hemmeligheder bag en opskrift, der på papiret indeholder modificeret majsstivelse, skummetmælkspulver, naturlig aroma og krydderier (“med sennep”)?

McDonald’s pegede mig i retning af den tyske sennepsproducent Develey, som udover pommes frites sauce også leverer ketchup, mayo og Big Mac-sauce til burgergiganten. Develey har eksisteret siden 1845, da den tyske opfinder Johann Conrad Develey fandt frem til en opskrift på sød sennep, der passede til bayerske weisswurst-pølser som lederhosen til en Oktoberfest. Senneppen var så populær, at den blev hædret med en medalje til verdensudstillingen i Wien i 1873, og Develey blev kongelig leverandør til Kong Ludvig d. IIs hof.

Siden 1971 har Develey leveret saucer til McDonald’s, og den tyske fabrikant værner tilsyneladende om sine patenter. Det lykkedes ikke McDonald’s i Danmark at få flere informationer ud af Develey, og selvom mine opkald til Bayern blev indledt med en entusiastisk fortælling om, hvor “geil” og “romantisch” jeg bliver over pommes-sauce, fik jeg aldrig for alvor hul igennem. En Develey-ansat lovede at efterforske sagen, men der kom aldrig svar. At blive klogere på pommes frites sauce er nogenlunde lige så nemt som at snige sig med til kaffeslabberas hos Bilderberggruppen, men jeg lever med glæde videre i smagfuld uvidenhed.

Johann Conrad Develey grundlagde en tilsovset guldmine for 170 år siden, og jeg er langt fra den eneste pommes frites sauce-romantiker. På eBay kunne man for nylig finde en canadier, som havde smuglet den europæiske sauce med i baggagen og prøvede at score dollars på sine frankofile landsmænds nostalgihunger.

“Ny og uåbnet” lød beskrivelsen af den limegrønne posen med sauce, som stod til et startbud på 10 canadiske dollars, rundt regnet 50 kroner. “Bragt med hjem fra Frankrig for over et år siden så jeg kan nyde denne lækre fritsovs, der kan bringe mig tilbage i tiden.”

For mig at se er det spotpris. Smagen af sennepskrydret mayo med tynde, salte fritter er stadigvæk en tidsmaskine, der sender mig tilbage til de tidlige 90’ere i en rus af naiv ungdomskådhed.

Tilbage til dengang i Fredericia hvor verden smagte af pommes frites sauce og light fadøl.