Annoncering

Facetune giver transkvinder mulighed for at udforske deres femininitet

Det handler ikke nødvendigvis om skønhed, når vi transkvinder retoucherer selfier med Facetune. Det handler om at tage kontrol over fortællingen om vores kroppe.

af Aerinn Hodges-Kolfage
15 august 2018, 10:48am

Fotos via Aerinn Hodges-Kolfage.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Selv om kendte brands som Seventeen magazine, Dove og det amerikanske varehus Target er gået væk fra at retouchere billeder i forbindelse med reklamemateriale, så er jeg begyndt at gøre det modsatte. I min proces med at udforske min feminine side som transkvinde har jeg fundet ud af, at der er masser at være glad for, men i forbindelse med transitioneringen kan man også være uheldig og pådrage sig kønsdysfori der giver anledning til en følelse af ikke at være feminin nok. Ikke et ondt ord om tidligere nævnte brands, men der findes ganske enkelt ikke nok kropspositive floskler i verden til at udrydde det ubehag, jeg føler ved ganske almindelige dagligdagsaktiviteter som at tage selfier. Jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få, med at fremmane kvinden, jeg er født til at være. Jeg har brug for det tunge skyts. Jeg har brug for Facetune.

Facetune er en fotoredigeringsapp, som bruges til at retouchere selfier. Appen er populær blandt transkvinder i min vennekreds, fordi den ikke bare hjælper med at glatte huden ud på billeder, men også kan omforme ansigtet og kroppens konturer og skjule maskuline træk. For mange transkvinder handler det ikke nødvendigvis om at se smukkere ud – det handler om at tage kontrol over fortællingen om vores kroppe. Fotoredigeringsværktøjer som Facetune tillader mig at se en version af mig selv, hvor min krop er upåvirket af testosteron. De giver mig et pusterum fra angsten og mulighed for at praktisere et helt almindeligt aspekt ved livet som millennial-kvinde: At lægge selfier ud på sociale medier.

Jeg opdagede Facetune i 2016, efter Khloe Kardashian havde lovprist appen i et afsnit af Chelsea Handlers Netflix-serie, Chelsea Does. Som Khloe fortæller Chelsea og Leah Remini over en osteplatte, så er ”Facetune det bedste, man kan tage med sig ud." "Det har ændret mit liv,” siger hun.

Chelsea indvender, at hun er ”i mod” at ”rette på sit udseende”, og at ”ens eget ansigt helt forsvinder i processen”. Men Leah Remini bakker Khloe op og siger, at det er lige meget, om retouchering er ”virkeligt” eller ej – men at det handler om, at brugerne aktualiserer det, de ser i sig selv, og det, de vil have, andre skal se i dem.

Khloe og Leahs begejstring for Facetune kom på et tidspunkt, hvor jeg selv stod med den ene fod i skabet og den anden ude. Debatten fik mig til at overveje, hvordan jeg så min egen krop, hvilke muligheder jeg havde i forhold til at ændre, hvordan andre ser mig, og hvordan jeg ønskede at se mig selv. Jeg downloadede appen og konstaterede omgående, at Khloe og Leah havde ret. Mit liv var forandret. Facetune åbnede mine øjne for mulighederne i mit eget ansigt, og for hvad transition kunne betyde for mit liv – muligheder jeg måske ikke var blevet præsenteret for på anden vis.

Transkvinder oplever tit en følelse af at være fremmedgjorte overfor deres egne kroppe – vi føler os ikke ”ægte” eller ”kvindelige” nok. For at forstå brugen af Facetune blandt personer, som hverken er berømte eller ciskønnede, bad jeg et par transkvinder dele deres erfaringer med selfie-retouchering og fortælle om, hvordan Facetune har påvirket deres liv.

Iiia, en transkvinde fra Los Angeles, forklarede mig, hvordan appen hjælper hende til at kende sig selv: ”Jeg føler mig meget feminin, men mit ansigt kan ikke følge med min krop, så når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg altid en mand! Jeg bruger Facetune for ikke at føle mig fremmedgjort overfor mit eget spejlbillede.”

Et smukt, Facetunet portræt af liia.

”Jeg føler mig ikke ’ægte’, men ironisk nok har Facetune hjulpet mig med at bekæmpe den følelse,” siger Iiia.

Facetune er måske ikke er den mest ”virkelige” løsning, fordi den er uløseligt forbundet med den digitale verden og sociale medier. Alligevel fortæller flere af de transkvinder, jeg har talt med, at appen kan hjælpe, hvis man eksempelvis ikke har råd til at få foretaget kirurgiske indgreb. Corinne, en anden Los Angeles-baseret transkvinde, forklarer: ”Facetune giver én virtuel adgang til at øge sin selvtillid som transkvinde, en adgang man måske ikke finder andre steder. Den fungerer på samme måde, som kønsbekræftende operationer gør: Facetune hjælper os med at finde os selv fysisk via billeder af de kvinder, vi ser os selv som.”

Corinne, Facetunet og flot.

Andre bruger de retoucherede billeder som et slags efterbillede eller en visuel målsætning efter et kønsbekræftende indgreb. ”Jeg viser kirurgen et feminiseret billede af mit ansigt med Facetune, fordi jeg ikke ønsker at ligne en anden person – det er en HD-version af mig,” forklarer Noelle, som er transkvinde og bor i Chicago.

Men Facetune kan være et tveægget sværd – ligesom mange andre redskaber, som bruges til at bekæmpe dysfori. Noelle forklarer: ”Ærligt talt så elsker jeg Facetune og LINE Camera [en anden populær fotoredigeringsapp], og jeg bruger begge for at komme dysforien til livs. Men sommetider frygter jeg, at det gør problemet værre, fordi jeg bliver påmindet om, at jeg ikke ser sådan ud i virkeligheden endnu. Men jeg er fortsat hooked på det, og jeg kunne aldrig finde på at lægge en selfie ud uden først at redigere billedet.”

Desværre er der mange cispersoner, der ser Facetune som et redskab til bedrag, hvilket giver vind i seglene til en transfobisk fordom, nemlig at vi alle er bedragere, som forsøger at narre cispersoner til at tro, vi er kvinder. ”Den mentalitet er farlig, og den hjemsøger os også i mange andre henseender, når vi bare prøver at være os selv,” fortæller Corinne. Sandheden er, at jeg og de transkvinder, jeg har talt med, ikke bruger Facetune til at bedrage nogen. Vi bruger den til selvbekræftelse.

Når jeg tager en selfie, retoucherer jeg den for at gøre min kæbe mindre kantet eller for at skjule skyggen på min overlæbe, der selv efter to år med smertefuld laserbehandling stadig er der. Der er ikke tale om en total ommøblering af mit ansigt eller min krop. Der er tale om små udjævninger, der primært påvirker den måde, jeg ser mig selv. Uden retouchering ville jeg måske aldrig have mod til at lægge billeder ud på Instagram, fordi jeg kun ville være i stand til at se fejlene ved min krop. Men med retouchering ser jeg ikke fejl – jeg ser muligheder.