Holy Shit

Vi har lyn-anmeldt alle sangene på Pizzagangs sidste album nogensinde

Fordi 'R.I.Pizzagang' er slutningen på en æra, og vi har et professionelt ansvar.
21.12.17
PR-foto

Pizzagang er død – Pizzagang længe leve.

Okay, vi er indforstået med, at det ikke er alle, der ved, hvem eller hvad Pizzagang lige er. I korte vendinger er PG et københavnsk rapkollektiv på størrelse med Wu-Tang Clan (i antal, ikke helt i kulturel indflydelse), der begyndte at hitte stort på YouTube for et par år siden. Musikalsk var konceptet klart: Ekstremt lo-fi Casio-beats med fængende poppet rap over, der som oftest handlede om piger og overvældende mængder af stoffer. Akkompagneret af trashy videoer med WordArt-grafik. Indrømmet, en cocktail som ikke alle har været lige imponerede over.

Annoncering

Gruppen fik godt nok aldrig deres store mainstream-gennembrud, men tag vores ord for, at PG har været stærkt medvirkende til, at københavnske kids pludselig begyndte at rocke tøj fra Fjeld og Fritid, som om det var noget fra et Supreme-Bathing Ape-samarbejde, som de havde betalt en hjemløs for at sidde i kø for dem foran Wood Wood for at få.

Ud over deres mikrokulturelle indflydelse havde pizzabanden de bedste rapnavne i Danmark. Se bare den fulde liste af Pizzamedlemmer her:

AskeKnepperDig
Baby Albino (senere bare Baby Bino)
Lil Hawaii
Lil Luxus
Ayy Caesar
Young Polo
Young Turbo
Bob Fiskekutter

Bob fucking Fiskekutter! Kan du finde på et bedre kunstnernavn? Nej, selvfølgelig kan du ikke det, for det er umuligt. Fuldstændig, 100 procent umuligt.

Men nu har kollektivet sagt stop. Medlemmerne kommer til at fokusere på individuelle projekter og vil altså ikke længere udgive musik som Pizzagang. Heldigvis går de ud med et brag, hvilket vil sige et fuldt album på 16 sange produceret af Åndsvage Victor aka. Olympic Sport aka. Lil Hawaii og Lille Høg (og et enkelt nummer med co-produktion af Dem Hunnits).

Fordi vi godt ved, at det kan virke voldsomt at hakke sig gennem 16 sange af Pizzagang – især hvis du først nu er ved at indse, at de faktisk findes og har fandtes i en længere periode – og føler, at vi har et professionelt ansvar for at markere slutningen på en æra, har vi sat os for at lave ultrakorte anmeldelser af hvert nummer på R.I.Pizzagang. Lyt til albummet herunder og scroll videre for vores ekstremt saglige vurderinger.

Annoncering

1. ”Altid”
Høretelefonerne på, volumen op. Hvad vil I snakke om, PG? Xanax, mdma, penge, damer? All of the above? "Altid".

2. ”Jeg vil ha dig”
Rimene og fraseringerne er så tvivlsomme, at man som lytter nok burde tage afstand fra det, men… Det. Er. Simpelthen. For. Catchy.

3. ”Hvem er hvem”
Pizzagang of the Caribbean and the Curse of the Steel Drums.

4. ”Vågnede op”
En sang, der handler om, at damen er skredet – nu må der komme et nyt lag af følelser. Nej, vent. Hun er smuttet… men drengene hænger bare ud med hinanden. De tager hårde stoffer og prøver at ramme nogle nye damer. Her i pizzeriaet lader en bro til at blive rangeret højere end den typiske ho.

5. ”Mdma Freestyle”
Man behøver ikke engang høre nummeret for at vide, at det er essensen af alt, hvad Pizzagang er.

6. ”Selv tak”
WOW ER DET HER EN AFVEKSLING I LYDEN?? ER DET HER PIZZAGANGTRAP?! *skruer op til mine ører bløder*

7. ”Nu”
…ooog direkte tilbage til Casio-lyden. Penge, succes, damer, stoffer, søvn. Gentag.

8. ”Sommerdag”
Damn, Lille Høg spiller det keyboard ligesom Bach nu! Det her er det oplagte kærlighedsnummer, hvis du er 16 år. Og samtidig fuldstændig sindssyg.

9. ”Chill”
Bleep-bloop, bleep-bloop. Hvis du er nede med de minimalistiske beats, er det her album din bibel. Hvis ikke, føles en gennemlytning som et Auto-Tunet år i Gitmo.

10. ”2”
En sang om, at PG-drengene har to kærester, de ser hver dag. Er der nogen, der har noget kontaktinfo på de her piger? For nogen bør kontakte deres forældre. Eller myndighederne.

Annoncering

11. ”Når vi passerer”
*Griner manisk over, at Pizzagang har lavet et track med tre-stavelses-ordet ’passerer’ i titlen*

12. ”Laver Rav”
Nej, ikke rav som det, din farmor har i sin halskæde. Rav som i ’vi laver rav på klubben’. Esketit.

13. ”Du er ikke god for mig”
Og i lige måde, Pizzagang. Jeg er en voksen mand, og jeg sidder lige nu på mit kontor og råber ”GANG GANG,” mens jeg hører ungdoms-psyko-normcore-narko-rap. Det kan umuligt være godt for mig.

14. ”Og du ved ikke noget om mig”
…jeg ved, at du dropper bræt i Shokata, mdma i din danskvand, helst vil hænge ud med din gang gang gang, men ud over det, er det korrekt, at jeg ikke er synderligt oplyst om dine personlige gøremål eller karaktertræk.

15. ”Voicemail”
Du har ringet til Lasse. Jeg kan ikke komme til telefonen lige nu, fordi jeg er 15 sange dybt i det mest vanvittige album, jeg nogensinde har hørt. Læg en besked efter bippet. GANG GANG!

16. ”Jeg ka mærke”
Jeg ka mærke, at R.I.Pizzagang indbegrebet af alt, hvad kollektivet stod for. Jeg ka også mærke, at jeg lige skal høre et helt Father John Misty-album for at falde lidt ned igen og minde mig selv om, at jeg er 29 år og har fast arbejde. Tak for alt, Pizzadudes. Hvil i fest.