Objektivt korrekte lister

De ti bedste sange, du ikke vidste, er baseret på samples

… medmindre du allerede vidste det. I så fald undskyld.

af Ryan Bassil
12 januar 2018, 2:26pm

Captura de pantalla.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Den første sampling-synthesizer ville have kostet et almindeligt dødeligt menneske en arm og et ben. I sin tid kostede den i omegnen af 18.000 dollars (cirka 58.000 dollars i nutidige moneys), og det var et prisskilt, der gjorde, at det ikke var gud og hvermand, der kunne lave kreativ cut-and-pastet lydkunst før engang i midten af 80’erne, hvor kommercielle versioner af synthesizeren blev mere bredt tilgængelige. Det var på det tidspunkt, at mange af nutidens mest produktive og anerkendte producere fik fingrene i deres første samplingmaskiner – Dr. Dre, Kanye West, og så videre – og påbegyndte deres rejse mod toppen af poppen ledsaget af en sej vinylsamling bestående af 80’er-soul.

Hvis vi nu spoler 20 år frem i tiden, så er samples i musik pludselig lige så almindelige som tånegle på mennesker. ”Hotline Bling” af Drake? Bygger på et sample. "Mask Off" af Future? Bygger på et sample. "Big For Your Boots" af Stormzy? Du har vist fanget den nu. Det sample, som sidstnævnte MC fra Croydon benytter sig af, kan godt være lidt sværere at identificere end de andre – den benytter sig af et lidet kendt vokalsample fra et Chicago house-track fra 1986 og gentager det på subtil vis nummeret igennem. Men det er dog stadigvæk et sample! Og det er slet ikke en dårlig ting. Det faktisk rigtig godt.

Originale kompositioner har en helt særlig plads i vores hjerter, men der er noget smukt ved den bagvedliggende filosofi i samplingkulturen, der ofte kan føre til, at man opdager en masse ny musik – og det tit fra en genre eller en tidsalder, som lytteren ikke er bekendt med i forvejen. Så med det in mente får du her en håndfuld numre, som du måske ikke vidste, er baseret på samples. Hvis du godt vidste det, så tillykke! Vi har desværre ikke en præmie. Sorry.

Beyonce – "Crazy in Love" / Chi-Lites – "Are You My Woman (Tell Me So)"

“Crazy in Love” er indbegrebet af effektiv popsangskrivning. Man genkender den øjeblikkeligt, sangen har en euforisk stemning, og så byder den også på et tight hook og en silkeblød gæsteoptræden fra Jay-Z – den her sang vil blive husket i lige så mange år, som det tager evolutionen at overflødiggøre vores behov for ører. Men selv om man ikke må se bort fra Carter-Knowles-parrets evner, så skyldes sangens kvalitet i høj grad 70’er-kvartetten Chi-Lites' oprindelige track "Are You My Woman (Tell Me So)". Bare tryk play herover, og dyk ned i det lækre sample.

Daft Punk – "Digital Love" / George Duke – "I Love You More"

Når folk siger, at Daft Punk er en af de bedste elektroniske duoer nogensinde, så overser de en meget vigtig komponent i gruppens succes – nemlig det faktum, at Daft Punk er fremragende til at plukke samples fra kedelige sange og gøre dem superinteressante i deres egne. Tag for eksempel "One More Time". Det ekstatiske riff i den sang, dukker op omkring 34 sekunder inde i Eddie Johns ”More Spell On You”. Men Daft Punks allerstørste sejr er brugen af den eneste gode del af George Dukes ”I Love You More” – bogstaveligt talt de første ti sekunder – og muterer dem om til ”Digital Love”, den måske mest romantiske sang nogensinde skrevet af en robot.

Rihanna – "Work" / Richie Stephens & Mikey 2000's "Sail Away Riddim"

For fanden da, ja! Det er en monsterbanger. Tjek basgangen ud på Richie Stephens & Mikey 2000's "Sail Away Riddim", og hør, hvordan den transformeres til det pure guld (eller lort, alt efter hvordan du har det med originalen) på Rihannas ”Work”.

Eminem – "My Name Is" / Labi Siffre's "I Got The…"

Dr. Dre lavede noget så storslået ud af det her, at det ikke videnskabeligt kan forklares.

Kendrick Lamar – "Bitch Don't Kill My Vibe" / Boom Clap Bachelors "Tiden Flyver"

Den instrumentale del af "Bitch Don't Kill My Vibe" emmer af luftige toner og jordbundne vibes, så det giver fin mening, at det er en stemning, der er høstet i vores egen lille andedam. Det stammer fra det danske band Boom Clap Bachelors for at være mere præcis. Bare rul dig selv ind i det, fokuser på dit åndedræt, og gentag så efter behov: namaste.

Kanye West – "New Slaves" / Omega – "Gyöngyhajú Lány"

Du kender konklusionen på “New Slaves”, ikke? Lige efter Kanye er sluppet af med alle sine frustrationer, men før Frank Ocean har fri bane. Det er der, hvor hele nummeret når himmelske højder og guds lys er ved at riste dine øjne. Husk på den del af nummeret, og hold godt fast. Tryk så play på Omegas "Gyöngyhajú Lány", og vent, til du er cirka 30 sekunder inde, hvor den samme følelse udfolder sig og bliver overvældende.

Tyler, the Creator – "911 / Mr Lonely" / The Gap Band – "Outstanding"

Det er ikke så meget et sample, som det er en omkalfatring af en eksisterende melodi, men nu tager vi den alligevel: Den er smooth som bare pokker. Du hører det cirka 50 sekunder inde i nummeret. Det er en behagelig bølge, der suser ned af gaden i et roligt villakvarter og kulminerer i "911 / Mr Lonely"-nabolaget.

Gnarls Barkley – "Crazy" / Gianfranco Reverberi – "Last Men Standing"

Det her er måske det bedste eksempel på hele listen, fordi det helt perfekt forklarer, hvorfor ”Crazy” lyder som en sang, der lige er væltet ind på en saloon, som en støvet revolvermand, der er ond i sulet.

Robbie Williams – "Rock DJ" / Barry White – "It's Ecstasy When You Lay Down Next To Me"

Jaaaaaaaa! Tryk nu bare play. Der er ikke andet at sige.

Lupe Fiasco – "Kick Push" / Celeste Lesgapi – "Bolero Medley"

Soundtrakk har vendt den filippinske sanger Celeste Lesgapi og hendes smukke melodi ”Bolero Medley” på hovedet og produceret den bedste sang i verden om at køre på skateboard. Det er ren magi.