Det sker lige nu

Rusland tror, at fidgetspinnere er opium for folket

Fidgetspinnere bliver set som ”en form for hypnose”, der bruges til at ”zombificere” folk, siger et russisk nyhedsmedie.
21.7.17
Foto via Chesnot/Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Fidgetspinners er billigt plastikstads til børn, som er vildt fascineret af kuglelejer. Legetøjet har betaget unge mennesker over hele verden og været genstand for Inception-memes i månedsvis, og det betyder, at vi nok snart nærmer os enden på dillens eksistensberettigelse, inden en ny trend tager over - eller lasercaps får et comeback.

Men ifølge et indslag på russisk TV har det åndssvage roterende legetøj et hemmeligt formål, som er langt mere skræmmende end den uhyrlige fortjeneste, der er på dem: Nemlig at gøre folk til hjernevaskede zombier.

Annoncering

Et chokerende nyhedsindslag på den statslige, russiske kanal Rossiya 24 har luftet ideen om, at fidgetspinnere benyttes af oppositionen til at hypnotisere de stakkels unge mennesker, fortæller New York Times.

"Det er et mysterium, hvorfor de er blevet så populære i Rusland netop nu," siger de i indslaget fra Rossiya. De er åbenbart ikke klar over, hvor meditativ en fidgetspinner kan være. "Hvem er det, der opfordrer masserne til at bruge dem?" De nedrige spinners er "en form for hypnose", som oppositionen benytter for at samle et "zombificeret" folk.

Chefredaktøren for nyhedsorganisationen PolitRussia, der også støtter Kreml, Ruslan Ostashko, tror også på, at fidgetspinnere er en konspiration. "Oppositionen bruger dem til at fortrylle ungdommen," siger Ostashko i et andet nyhedsindslag. "Dem, som forstår politisk teknologi, ved med al tydelighed, at de bruger dem til at kontrollere masserne."

Som reaktion på nyhedsindslagene har det russiske forbrugerråd igangsat en undersøgelse af det populære legetøj for at "studere den effekt, spinnere har på børn, herunder potentielle negative bivirkninger."

Fidgetspinnere er nok ikke et hemmeligt, roterende værktøj, der bruges til at sende anti-Putin budskaber til Ruslands unge, men Kreml burde måske være nervøs for, om de kan bruges som bomber, for de elektriske fidgetspinnere er begyndt at eksplodere i hænderne på børn.