Annoncering
ghettoer

Beboerne i Tingbjerg er ikke så voldelige, som de selv tror

Sociolog Aydin Soei fortæller om nogle af de myter, der omgiver den berygtede københavnske ghetto.

af Kristian Lauritzen
19 februar 2018, 9:38am

Aydin Soei. Foto: Marie Hald/Scanpix

Unge mænd i udsatte boligområder er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker. Men om de er så kriminelle, som omverdenen og de selv forventer, er i høj grad til diskussion. Det fortæller sociolog Aydin Soei.

“Meget tyder på, at myten om den kriminelle og skoletrætte 'ghetto-elev' ikke passer”, siger han, da vi beder om hans syn på den evigt aktuelle ghetto-debat. Det er en debat, som den 35-årige sociolog med iransk baggrund kender en del til. Han er desuden foredragsholder og forfatter til flere bøger om kriminalitet og livet blandt drenge og mænd i udsatte boligområder.

Debatten om ghettoerne blussede senest op, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin seneste nytårstale lagde vægt på, at det var det tid til at få gjort op med “parallelsamfund”, som det har været “tid til” for ham selv og hans regering og statsministre før ham mange gange tidligere. Og Tingbjerg fik den helt store tur i mediemøllen, da overvågningskameraer viste, hvordan en ung iransk bager fik raseret sin butik af ukendte hærværksmand. Den sag har taget flere overraskende drejninger undervejs og er ikke afsluttet endnu, men tilbage står indtrykket af en bydel med store problemer. Spørgsmålet er, hvor galt det står til.

For nylig har Aydin Soei i samarbejde med lektor Lars Holmberg og professor Flemming Balvig foretaget en undersøgelse om elever på Tingbjerg skole og deres forhold til kriminalitet, og hvordan de har det med at gå i skole. En undersøgelse baseret på spørgeskemaer til elever, forældre, lærere og pædagoger, der har vist sig at punktere en række myter. Vi fik Aydin Soei til at uddybe.

VICE: Hvilke myter er der tale om?
Aydin Soei: Kriminalitet og risikoadfærd; det vil sige hashforbrug, alkoholforbrug og lovovertrædelser, ligger på et lavt niveau blandt 14-15 årige elever på Tingbjerg skole. Vi har udleveret et spørgeskema på otte sider, hvor eleverne skal svare på, om de inden for et år har gået med kniv, begået vold, butikstyveri, om de har drukket sig fulde på det seneste og meget andet. Der er ofte en sammenhæng. Hvis du tit drikker dig fuld, er du eksempelvis mere tilbøjelig til at stjæle en cykel. Risikoadfærden er ret ens sammenlignet med middelklassens unge i nabodistriktet i Brønshøj, hvor forældrenes indkomst er langt højere. I Tingbjerg overdriver man sine antagelser enormt. Fire procent af Tingbjerg-eleverne har begået vold. De tror selv, at tallet er tre gange så højt blandt deres skolekammerater. Forældrene tror, at tallet er fem gange så højt. Den store forskel på Tingbjerg-børnene og Brønshøj-børnene er, at Tingbjerg-børnene er omgivet af voksne, der har negative forventninger til deres adfærd, og det har Brønshøj-børnene ikke i samme grad.

Hvad skyldes overdrivelserne?
Normalt er det sådan, at jo mere risikoadfærd, der er i en ungegruppe, desto større er overdrivelserne. Men det handler formentlig også om Tingbjergs ry. Meget tyder på, at de voksne bliver mere påvirkede af den politiske debat og mediedækningen, end børnene bliver. Det kan skyldes, at børnene stadig befinder sig i en boble, hvor de går i folkeskole og ikke bevæger sig meget uden for lokalområdet eller følger med i medierne.

Tingbjerg er ikke et sort hul på Danmarkskortet. Det er ikke en stenørken uden forbindelse til det omgivende samfund

Hvordan har Tingbjerg-eleverne det så med at gå i skole?
93 procent af eleverne er glade for at gå i skole. Eleverne tror, at det kun er halvdelen af deres skolekammerater, der kan lide at gå i skole. Og blandt lærere og forældre er misforståelserne endnu højere.

Og elevernes forkerte opfattelser af hinanden kan have negative effekter?
Ja. Hvis Ali og Peter har tænkt sig at begynde på en uddannelse efter folkeskolen, taler de måske ikke højt om det, selvom 84 af deres skolekammerater også har tænkt sig dét. Det kan skabe en kultur, hvis man som ung tror, at de andre er kriminelle og ikke gider at gå i skole. Effekten bliver selvforstærkende. For nogle år siden lavede man et projekt i Aarhus, hvor man forsøgte at pejle en gruppe elever i en bestemt retning ved at aflive en række myter. De unge i klassen fik fremlagt tal fra et spørgeskema med lignende spørgsmål, og efter de havde diskuteret i klasseværelset, hvorfor de overdrev, faldt kriminaliteten i gruppen med 50 procent. I en anden gruppe, der ikke fik fremlagt svarene, ændrede deres adfærd sig ikke.

Hvordan kan I være sikre på, at eleverne svarer sandt?
Det kan vi ud fra årelange erfaringer med tidligere anonyme undersøgelser. Jeg bliver ofte spurgt af journalister, om ikke blot det handler om, at Tingbjerg-eleverne lyver. De bor jo i ghettoen, så det kan da ikke passe, at de ikke er kriminelle. Det spørgsmål får Lars og Flemming, som jeg har lavet undersøgelsen med, ikke, når de tester elever i Herning eller Ringsted. Det siger også noget om de udsatte boligområders ry. Tingbjerg er ikke et sort hul på Danmarkskortet. Det er ikke en stenørken uden forbindelse til det omgivende samfund, som er de ord, Lars Løkke Rasmussen har brugt til at beskrive den såkaldte ghetto.

Du siger, man gør problemerne værre med at kalde områderne for ghettoer. Hvordan?
Det har jeg sagt til Lars Løkke på et tidspunkt. Han var meget optaget af diskussionen om subkulturer blandt minoritetsgrupper efter Omar El-Husseins terrorangreb i 2015. Jeg sagde til ham, at når du kalder områderne for ghettoer og sorte pletter på landkortet, øger du rekrutteringsgrundlaget for kriminelle bander og islamistiske grupperinger, der tilbyder en anerkendelse, som mange ikke føler, de kan få i samfundet i øvrigt. I de grupper er det ikke dine eksamensbeviser og dit arbejde, der er afgørende, men i stedet om du er loyal over for gruppen. Omtalen af ghettoen indgår i den fortælling. 'Prøv at se, hvordan de omtaler jer og jeres boligområde. I bliver aldrig accepteret i det danske samfund'.

I store dele af Vesteuropa har man lignende problemer i udsatte boligområder, uanset om man kalder det ghettoer eller ej. Så hvor meget betyder det egentlig?
I Frankrig har staten opfordret politikere og medier til ikke at kalde områderne for ghettoer, fordi man mener, at det gør problemet større. Men ja, der er flere ligheder mellem de udsatte boligområder i Europa. Det store problem er drenge og mænd, der falder udenfor. Vi kan se et mønster, hvor tosprogede drenge har overtaget samme mønstre som arbejderklassedrenge tidligere havde, hvor de sluttede skoletiden uden motivation og kundskaberne til at tage en uddannelse. Et stort problem i vestlige samfund er, hvad vi stiller op med ufaglærte mænd. Mange ufaglærte jobs er forsvundet, så hvis du slutter skoletiden uden at få taget en uddannelse, er risikoen for at havne på bunden af samfundet markant større end for 30 år siden.

Hvordan står det så til med kriminaliteten i områder som Tingbjerg?
Ungdomskriminaliteten i Danmark er historisk lav, og den er faldet markant i de udsatte boligområder i løbet af de sidste 10 år. Beskæftigelsen er steget, uddannelsesniveauet er steget. Men hvis du kigger på det kriminelle miljø, er der kommet flere våben i omløb. Der er færre, der bliver en del af det kriminelle miljø, men miljøet er bedre organiseret. Nogle steder har man fået bander, der ifører sig rygmærker. Det ser vi blandt andet i Tingbjerg, hvor der er en lokalafdeling af Loyal 2 Familia. Det kan godt være, at kriminaliteten går ned, men det er ikke det indtryk, du får som beboer, når du går en tur gennem hovedstrøget og ser unge mænd med rygmærker. I sommer var der en 22-årig, der blev skudt og dræbt. Og et skyderi skaber større utryghed end 200 tasketyverier.

Vi kan se et mønster, hvor tosprogede drenge har overtaget samme mønstre som arbejderklassedrenge tidligere havde

Det er vel naturligt nok?
Klart. Man bør tage følelsen af utryghed alvorligt. For det kan være med til at begrænse beboernes handlemuligheder. Det kan føre til en øget mistillid beboerne imellem. Inden for sociologien taler man om, at tillid reducerer verdens kompleksitet og giver overskud til at træffe valg i livet. Utrygheden kan i sig selv bidrage til overdrivelser, som kan udvikle sig til en selvopfyldende profeti blandt en ny generation af børn og unge.

Politikerne taler ofte om religions betydning for problemerne. Nu forsker du ikke i religion, men har I spurgt ind til religion blandt de unge?
Vi har et enkelt spørgsmål i spørgeskemaet, som går på, om man har følt sig uden for i kraft af sin religion eller etnicitet. Det kom bag på mig, hvor få der svarede ja til det. Når jeg tidligere har interviewet etniske minoriteter mellem 18 og 25 år, har det fyldt ret meget. De føler, at de skal betale et ekstra gebyr for at være muslimer. Men det gør de ikke blandt de unge på Tingbjerg-skolen. Måske fordi, de stadig befinder sig lidt i en boble.

Lad os runde af med at høre, hvad du mener med begrebet “hipster-perker”, som jeg har hørt dig bruge i tidligere interviews?
Det er et udtryk, jeg har brugt i sjov flere gange. Men der ligger også alvor bag. Der er opstået en etnisk middelklasse i løbet af de sidste 10 år, som ikke var der, da jeg selv var i slutningen af mine teenage-år. Det er især pigerne, der går forrest. Veluddannede etniske minoritetsborgere, der bevæger sig i miljøer, hvor det er i orden at gå i byen og tage ud at score og den slags. Det er en gruppe, der er kendetegnet ved, at de er mere liberale i deres holdninger til køn og seksualitet end forældregenerationen. De er bedre uddannede og har ofte en høj kulturel kapital. Det vil sige evnen til at afkode, hvordan man får succes forskellige steder. Om det er på natklubben, til jobsamtalen eller til middag hos svigermor.

Hvor mange “hipster-perkere” bor i udsatte boligområder?
Det er svært at sige. Mange udsatte boligområder har en høj fraflytningsprocent. Dem, der flytter, er ofte dem, der får job eller kommer i uddannelse. Hvis du kigger på “ghettoen” over tid, løser den faktisk meget af dens opgave. Men dem, der er mest tilbøjelige til at flytte, passer sig selv og er ikke synlige i gadebilledet. Det er ikke dem, “lillebror-generationen” ser. De ser dem, der vælger gangsterlivet i gadebilledet. Det er vi nødt til at tale om, så vi ikke får indtryk af, at det er mere normalt at blive gangster, end det er at læse til ingeniør, hvis du eksempelvis er fra Tingbjerg.