Noisey nyt

Morrissey forsvarer Harvey Weinstein og Kevin Spacey og går til angreb på multikulturalisme​

I et interview med tyske Der Spiegel siger sangeren, at historierne om sexovergreb og chikane, der har domineret mediebilledet den seneste tid, 'ikke er specielt troværdige'.​
20.11.17
Foto af Man Alive! onFlickr.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Så er Morrissey endnu engang aktuel i medierne med en spritny håndfuld groteske holdninger. Den tidligere Smiths-frontmand og O.G. sad boy-ikon er i gang med at promovere sin nye soloplade og laver i den anledning en del interviews, hvor han hver gang får lejlighed til at sige noget yderst problematisk.

I et interview i går med journalisten Juliane Liebert fra den tyske avis Der Spiegel skruede Morrissey for alvor op for idiotknappen. Han svarede på spørgsmål om sin holdning til anklager mod Harvey Weinstein og Kevin Spacey om sexovergreb med lige så meget empati og indsigt, som man kan forvente sig af en mand, der engang har kaldt kinesere for en ”underrace”.

Annoncering

Artiklen er naturligvis skrevet på tysk, og derfor er Google translate-oversættelsen også lidt kluntet, men Morrissey formår alligevel at være så utvetydig i mælet, at selv Googles algoritme ikke efterlader megen tvivl.

SPIEGEL: Nu sidder vi jo i Hollywood, så jeg tænker, om du har fulgt sagerne om Harvey Weinstein og Kevin Spacey og hele #MeToo-debatten?
Morrissey: I nogen grad, ja. Men det er jo blevet et skuespil. Lige pludselig er alle skyldige. Enhver, der nogensinde har sagt ’jeg kan godt lide dig’ til et andet menneske, bliver nu beskyldt for at have begået sexchikane. Man bliver nødt til at sætte de her ting i perspektiv. Hvis jeg ikke må sige til en fyr, at jeg kan lide ham, hvordan skal jeg så formidle det? Der er selvfølgelig ekstreme tilfælde, og voldtægt og overfald er forfærdelige sager. Men vi må se det i den rette kontekst. Ellers er halvdelen af jordens befolkning skyldig. Man kan ikke bare lave universelle regler for, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Så er vi alle sammen fanget. Der er mange mennesker, der har svært ved at udtrykke sig, når de kan lide nogen. De ved ikke, hvad de skal gøre, og så bliver de aggressive.

I sit næste spørgsmål tilbyder Liebert Morrissey en mulighed til at forklare sig, men han gør det bare værre.

Hvad synes du om Spacey, der havde hovedrollen i en film, men nu bliver erstattet af en anden skuespiller, lige før optagelserne går i gang?
Jeg synes, det er latterligt. Så vidt jeg ved, så befandt han sig i et soveværelse sammen med 14-årig. Kevin Spacey var 26, og drengen var 14. Jeg tænker bare, hvor var drengens forældre? Man tænker lidt, om ikke drengen godt viste, hvad der foregik. Jeg ved ikke med dig, men jeg har aldrig oplevet sådan noget som ung. Aldrig. Jeg vidste altid, hvad der foregik. Når man står i en anden persons soveværelse, så ved man godt, hvor det går hen ad. Det er derfor, jeg ikke synes, det lyder troværdigt. Jeg synes ikke, Spacey fortjener at blive behandlet på den måde.

Annoncering

Han bliver bare ved. Liebert fortsætter interviewet ved at spørge ham, hvordan det relaterer sig til sagen om Weinstein, og Morrissey er krystalklar i mælet. ”Folk ved udmærket godt, hvad der foregår,” siger han. ”Og de spiller også selv op til det. Så får de det dårligt med det bagefter, og så vender de det hele på hovedet og siger: 'Jeg var udsat for et overgreb, det kom helt bag på mig, jeg blev slæbt ind i sengen.' Men hvis det hele havde flasket sig, og de havde fået en karriere ud af det, så havde de ikke sagt noget.”

Det mest utrolige ved interviewet er, at Morrissey bliver ved med at udlevere sig selv, selv når spørgsmålene ikke lægger op til det. Samtalen tøffer stille og roligt afsted et stykke tid; Liebert går til stålet angående den verdenspolitiske situation, Brexit og ”etablissementet” uden nødvendigvis at lægge op til nogen kontroversielle udtalelser. Men sangeren tager det hele som en invitation til at udstille sin egen racisme. Liebert spørger, om man kan kalde Angela Merkel ”Europas mor”. Prøv at se, om du kan regne ud, hvor Morrisseys svar kører af sporet.

Tjah, hun er i hvert fald klog nok til ikke at sige så meget. Hun forholder sig altid tavs, hvilket er ganske interessant. Men det ærgrer mig, at Berlin er blevet voldtægtshovedstaden.

Har du gættet rigtigt? Det var selvfølgelig den tredje sætning. Det virker næsten, som om Morrissey har en masse indestængt vrede, han bare skal af med, og lige meget hvor hårdt Liebert prøver, så får hun ham ikke tilbage på et anstændigt spor igen. Han forklarer, at grunden til, at han kalder Berlin for ”voldtægtshovedstaden”, er på grund af ”de åbne grænser”. Og så det her:

Er du imod flere flygtninge i Europa?
Okay, lad os tale om multikulturalisme. Jeg synes, Tyskland skal være Tyskland. Frankrig skal være Frankrig. Hvis alt skal være multikulturelt, så har du til sidst ikke nogen kultur tilbage. Alle europæiske lande har brugt mange, mange år for at tilkæmpe sig deres identitet. Og nu bliver det hele bare smidt ud. Det er trist, synes jeg.

For helvede da.